Min tro har aldrig været et valg

På en stol i hjørnet af stuen ligger en bunke hvidt tyl tilfældigt placeret. Ved siden af er spisebordet dækket af glitrende kort med brudepar på forsiden, og op ad væggen står en buket bundet af blå, grønne og lilla blomster og med et enkelt, hvidt silkebånd omkring.

Der er ingen tvivl om, at her for nylig har været bryllup.

Faktisk er det i skrivende stund blot få dage siden, der foregik en borgerlig vielse i det smukke anneks i gården, som hører til lejlighedsbygningen i Nordvest i København.

Det var nu ikke, fordi hverken bruden eller brudgommen drømte om en borgerlig vielse, ej heller en religiøs. Ønsket var en humanistisk vielse foretaget af en celebrant fra Humanistisk Samfund.

Men sådan en vielse er ikke juridisk bindende, og derfor skal de nygifte vies hele to gange. Men det gør nu heller ikke noget, understreger de.

Det netop viede par, journalist Christoffer Munch Paulsen, 32, og sygeplejerske Laura Lyng Tjæreborg, 30, mødte hinanden i marts for to år siden. Et års tid senere friede Christoffer, og dagen efter fandt de ud af, at de skulle være forældre til Birk, som kom til verden i slutningen af februar i år.

Det hele er gået stærkt, fortæller de, og parret havde heller ingen lange diskussioner om, hvorvidt kirken og kristendommen skulle være en del af deres vielse, tværtimod.

Laura beskriver sin opvækst som værende klassisk kulturkristen, men allerede som ung teenager tog hun afstand fra religionen ved at fravælge konfirmationen, og på sin 18-års fødselsdag meldte hun sig ud af folkekirken.

Christoffers historie er en anden. I hele sin barndom og ungdom var han sikker på, at han ikke var noget værd i sig selv. Og han var taknemmelig for sin tro, for de stakkels mennesker, et menneske som Laura, der ikke troede på Gud, ville ende i helvede.

Værdi gennem Jesus

I barndomshjemmet i Hillerød blev der bedt bordbøn før hvert måltid samt aftenbøn ved sengetid. Foruden Christoffer og hans forældre bestod familien af to yngre søskende, en søster og en bror.

De var en del af Luthersk Mission ligesom både farens og det meste af morens familie.

– I Luthersk Mission blev vi fortalt, at vi intet kan i os selv, og at vi ikke er noget værd i os selv. Vi har kun værdi gennem Jesus, og vi fejler igen og igen og igen, men hvis vi bare holder fast i Jesus, så har han nåde for os.

Jagten på frelse

Han beskriver i dag troen som et traume.

– Det her med at gå rundt som barn og kæmpe med idéen om, at du ikke er noget værd, og at du fortjener at dø, men at Gud gennem Jesus har givet os mulighed for frelse … Det sætter nogle ikke særlig sunde ting i gang.

Christoffer kalder sin barndom for almindelig og gennemsnitlig med venner og fodboldtræning. Og så alligevel ikke. Privatskolen, fritidsklubben samt den efterskole i Sønderjylland, som han tog sin 10. klasse på, tilhørte Luthersk Mission.

Det betød også, at han ikke kendte til andet end det livssyn, som, han fik fortalt, var det rigtige.

– Der var os, og så var der de andre, og jeg ønskede at frelse så mange som muligt. Alle skulle høre den gode nyhed, som vi kendte til: Det her liv er bare et bump på vejen, som afgør, om din evighed skal være i himlen eller i helvede. Jeg havde jo ondt af alle de mennesker, som ikke kunne se det.

Hvorfor vælge helvede?

Da Christoffer var omkring 10 år, satte hans forældre sig ned med ham og hans søskende og fortalte, at faren ikke længere troede på Gud.

– Vi har lært, at tror du ikke på Gud, ender du i helvede. Jeg ser op til min far og elsker ham højt, så det var en sorg, at han ville komme i helvede. Jeg var også vred på ham. Hvorfor kunne han dog ikke se det? Hvorfor vælge helvede?

Men trods den manglende tro blev Christoffers forældre sammen, og de er stadig gift den dag i dag.

Verden udenfor

På den anden side af efterskolelivet søgte Christoffer ind på Musikalsk Grundkursus i Helsingør, som er en forskole til Musikkonservatoriet. Han var sikker på, han skulle leve af at lave lovsang og fortsat føle Jesus gennem musikken, som han havde gjort det hele sit liv. Det blev første gang, han reelt stiftede bekendtskab med verden uden for sin tro.

– Her var folk, der bandede, drak alkohol og den slags. Luthersk Mission havde fortalt os, at det er folk, der har valgt at leve i synd, men det virkede faktisk ikke så slemt. De var jo søde og gode mennesker alligevel.

Efterfølgende blev Christoffer tilbudt job som underviser i musik på sin tidligere efterskole. Sammen med de andre undervisere gik han nogle uger inden skolestart og forberedte undervisningen og skoleåret, og disse dage blev et vendepunkt i hans liv.

– Jeg havde jo været ude at snuse til livet udenfor, så da jeg vendte jeg tilbage til efterskolen, så jeg helt automatisk det miljø, hvor troen er til stede i alt, man foretager sig, med nogle andre øjne. Det gik op for mig, at det der med Gud, det passer jo ikke. Det havde selvfølgelig været længe undervejs, men alligevel ramte det mig pludseligt, og jeg gik faktisk lidt i panik.

Massiv meningsløshed

En del af jobbet bestod i, at Christoffer selv afholdt andagter og generelt lærte eleverne noget ud fra biblen, og det blev pludselig sværere for ham.

Alligevel lod han som ingenting, han skulle først bearbejde sit chok.

– Jeg var lettet og fortabt og samtidig grebet af meningsløshed og sorg. Det var svært at opdage, at det, jeg var blevet indoktrineret hele min opvækst, ikke hang sammen. Jeg følte faktisk lidt, at jeg var blevet bildt noget ind, men de har jo selv troet på det.

Christoffer ville også gerne tro, og han ønskede sådan, at han kunne tro på det, han var blevet fortalt hele sit liv. Det gjorde han bare ikke.

– Det var ikke et valg. Jeg valgte ikke, at nu vil jeg ikke tro på det her længere. Men det var sådan, det var. Jeg opdagede, at jeg ikke længere troede på det. Nu stod jeg i stedet med en følelse af massiv meningsløshed. Det er der jo ingen, der vælger frivilligt.

Familien holder sammen

I to år gik han alene med sine tanker, før han delte dem med sin far, som forstod ham. Men moren havde sværere ved at forstå, at sønnen havde mistet troen.

– Jeg havde så ondt af min mor, for jeg forestillede mig, at hun gik med en tro om, at hendes mand og hendes ældste søn ville ende i helvede, og samtidig stod hun fuldstændig magtesløs overfor det.

Senere brød begge Christoffers søskende også med deres tro, men familien holder sammen alligevel. Bruddet betyder dog, at Christoffer ikke længere ser mange af sine fætre og kusiner, som han tidligere havde et tæt bånd med, ligesom han også mistede kontakten til mange af sine venner.

Ritualer uden religion

I begyndelsen af sine 20’ere søgte Christoffer efter svar og mening, og han begyndte at interessere sig for filosofi. Samtidig ledte han efter et eksistentielt fællesskab, som ikke havde noget med religion at gøre.

– Jeg havde simpelthen brug for at tale med nogen om eksistens og om, hvad der er op og ned. Nu, hvor Gud ikke længere var meningen med livet, havde jeg brug for en anden ”hylde” at være på efter nogle svære år, hvor jeg havde været ramt af en følelse af håbløshed.

Gennem sin søgen fandt han selv frem til Humanistisk Samfund, som han i dag, godt og vel 10 år senere, sidder i bestyrelsen for. Arbejdet er frivilligt og ulønnet, og det samme gælder for jobbet som redaktør på foreningens medlemsblad, Humanisten.

– Det er et fællesskab, som bygger på nysgerrighed, kritisk tænkning og på, at vi alle er noget værd. Det er ikke Gud, der giver os værdi, vi giver hinanden værdi. Vi skal alle have muligheder, men samtidig også tolerance og respekt for hinanden. Så det bygger både på individuelle friheder og på et ansvar for fællesskabet.

Viet på folkemødet

Som et alternativ til de fire ellers typisk religiøse livsbegivenheder, dåb, konfirmation, vielse og bisættelse, tilbyder foreningen i stedet såkaldte humanistiske ceremonier.

– De fleste mennesker har brug for en struktur og nogle ritualer til at fejre livets overgange, for uagtet om man tror eller ej, giver ritualerne stor værdi i menneskelivet.

I juni på folkemødet blev Christoffer og Laura viet for anden gang ved en humanistisk ceremoni. Sådan en indeholder mange af de elementer, vi kender fra kirken: En tale til brudeparret, musik og ringudveksling.

Men her holdes ceremonien fri af Gud, og parrene kan selv tilrettelægge vielsen, som de ønsker.

Humanistisk navngivning

Ikke overraskende skal lille Birk også navngives gennem Humanistisk Samfund. Her står man blandt andet med hinanden i hænderne og bliver ét, mens man byder det nye liv velkommen, og det er noget, den nybagte far ser meget frem til.

– Det tog mig nogle år at genfinde meningen med livet. For mig er det at have en dejlig kone og en dejlig søn, men også at kunne sidde her og drikke en kold cola i solen. Mening er ikke noget, der gives fra oven, den kan vi godt skabe selv.