Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det var ikke sådan, det skulle være. En mormor skal ikke køre fra Ringsted til Roskilde midt i den mørkeste nat, mens hun tænker på, om hendes datter vil overleve endnu en gang. Det er heller ikke meningen, at en mormor skal skrue bilradioen op på fuld styrke, så hun ikke kan høre sine egne tanker.
Men det gør mormødre nogle gange. Det gjorde Kirsten for to år siden, da hendes datter, Annemarie, på bare 26 år lå på sygehuset i Roskilde og kun vejede 40 kilo.
Nogle dage gik det fremad, nogle dage gik det dårligt, og så måtte Kirsten køre ind til Annemarie, så hun kunne holde i hånden og kæmpe sammen med sin datter.
Annemarie havde jo alt at kæmpe for. Hjemme i lejligheden i Ringsted lå hendes børn og sov, mens morfar Arne vågede over dem. De to børn var og er Annemaries et og alt, og derfor tog hun sig overmenneskeligt sammen og begyndte at kæmpe med og mod den sygdom, som anoreksi jo er.
I dag er Annemarie Christensen igen hjemme hos sine børn, og mormor og morfar bor atter i deres egen lejlighed, men Kirsten og Arne Christensen glemmer aldrig de lange timer i bilen og på hospitalet.
De to bedsteforældres hjerter er fulde af taknemmelighed, fordi Annemarie kæmpede med sig selv og fik kontrol over sin spiseforstyrrelse. Derfor har de indstillet deres datter og børnebørn til Familie Journals Julekurv. I år ser det ud til, at julen bliver en fantastisk jul, men det var den ikke for to år siden, da Annemarie blev indlagt på Center for Spiseforstyrrelse seks dage før jul.
– Dengang havde jeg så travlt med at fortælle mig selv, at jeg ikke duede. Jeg kunne jo ingenting, og alt, hvad jeg gik i gang med, mislykkedes. På det tidspunkt var Nicklas syv år og Celina fire.
– Jeg var lige blevet alene med børnene efter en svær skilsmisse fra Celinas far. Lige derefter mistede jeg mit job hos en købmand, hvor jeg elskede at arbejde. Det værste og samtidig det bedste var, at jeg også lige havde fået en diagnose på min søn. Nicklas havde autisme og adhd. Mine forældre og jeg havde forsøgt at få ham undersøgt, lige siden han var helt lille. Vi havde en mistanke om, at der var noget galt med ham, men det var der ikke, fik vi at vide.
– Nicklas havde sine ritualer, han skulle helst vide alt på forhånd og helst have tegninger af det, der skulle ske. Alligevel var han jo næsten syv år, før vi fik diagnosen. Det var på mange måder en lettelse, og jeg begyndte på et kursus i, hvordan vi skulle klare den udfordring, men hele tiden lurede tanken om, at jeg bare ikke duede til noget, i mit baghoved. Da jeg så også blev arbejdsløs, gik det helt galt, fortæller Annemarie.
Lige siden hun var helt lille, har Annemarie haft en rastløs energi. Hun var en stræber i skolen, hun ville det perfekte, men uanset hvor meget hun sled i det, blev det aldrig helt godt.
Ikke fordi hun var ubegavet eller uopmærksom. Hun var bare for rastløs. Hun havde ikke roen i sig selv, og måske derfor elskede hun at dyrke sport. Jo mere, jo bedre, og det blev også det, hun begyndte på, da hun pludselig blev alene og arbejdsløs.
– Når ungerne kom i skole og børnehave, sad jeg bare der i lejligheden og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg har altid været glad for at styrketræne, og så begyndte jeg med det. Jeg begyndte at spise sundt og spise mindre, for det her var noget, jeg kunne: Jeg kunne gøre min krop sund og stærk.
– Problemet var bare, at jeg trænede minimum fire timer om dagen og spiste mindre og mindre. Efterhånden følte jeg heller ikke sult, men jeg var stadig ikke tilfreds. Jeg kunne ikke se, at jeg var tynd, meget mere end tynd faktisk, men det kunne min familie heldigvis, siger Annemarie.
Annemarie og hendes forældre bor tre husblokke fra hinanden. Kirsten og Arne er en stor del af Annemaries liv. Kirsten er 54, og Annemarie er 28, og de er både veninder og mor og datter.
Som mor havde Kirsten altid vidst, at Annemarie var anderledes end andre børn. Hendes pige var hende, der havde store drømme om at få sin egen købmandsbutik, hende med det store hjerte, der senere forelskede sig i de forkerte mænd, men også elskede sine børn så højt, at hun glemte sig selv til fordel for dem.
Hun og Arne havde gjort alt for at fortælle Annemarie, at hun var et dejligt og dygtigt menneske, men datteren kunne ikke længere tro på det. To tidligere mænd havde haft travlt med at fortælle hende, at hun ikke duede til noget, at hun var dum, og at det var hende, der var noget i vejen med. Til sidst blev der jo noget galt med hende.
I skal passe børnene
– Annemarie blev tyndere og tyndere, og hun blev vred, når vi sagde noget om det. Hun fejlede ikke noget, sagde hun, men hun havde heller ikke længere kræfter til at gøre andet end at være hjemme og isolere sig, og så måtte vi jo til sidst få hende indlagt. Da vejede vores pige 40 kilo. Det var seks dage før jul, og vi vidste ikke, om vi skulle holde jul eller begravelse, siger Kirsten.
Annemarie skrev sedler. Hun skrev mange, og på en af dem stod, at mormor og morfar skulle passe hendes børn, til hun kom hjem igen. Mormor og morfar flyttede ind i Annemaries lejlighed, så børnene kunne blive i deres vante omgivelser.
Morfar Arne fik orlov fra sit job som skraldemand, og mormor er pensionist, så de kunne være hos deres børnebørn hele tiden.
– Vi var så lykkelige for, at vi fik lov til at gøre det for vores børnebørn, for vi forstod hinanden, når børnene græd og savnede deres mor. Vi savnede hende jo også, så det var okay at snakke om det. Så snart det var muligt, besøgte vi hende på sygehuset, vi havde faste dage og faste aftaler, og det fungerede fint for børnene, for så kunne de se, at mor var i live, selv om hun ikke længere kunne være hjemme, siger Kirsten.
Annemarie var ikke nær så tilfreds.
Faktisk var hun temmelig utilfreds, for hun kunne ikke se, at hun skulle være så syg. Hun var jo bare slank, og hun blev ved med at sige til alle, at hun havde styr på tingene, så hun ville gerne hjem. Helst omgående.
– Men de ville ikke lukke mig ud, og lidt efter lidt forstod jeg, at jeg måske nok var syg. Der er jo ingen voksne, der vejer 40 kilo, hvis de er helt raske. Jeg ville bare hjem til mine børn, for uden dem følte jeg mig helt fortabt. Meningen med mit liv var jo netop mine børn. Men jeg måtte ikke komme hjem, siger Annemarie.
Faktisk gik der næsten et år, før Annemarie kom hjem. I den tid havde hun først været på besøg nogle timer, så var hun hjemme en weekend, så flere dage, og undervejs bestemte hun sig for, at hun ville være rask.
– Jeg kom til mange undersøgelser hos psykologen på hospitalet, og vi fandt ud af, at jeg havde adhd. Al min rastløse energi kom fra min uopdagede adhd. Min sygdom var også skyld i alle de gange, jeg havde følt mig forkert og for meget for andre mennesker, for jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke altid passede ind. Jeg vidste bare ikke hvorfor. Nu fik jeg medicin for min sygdom, og pludselig var det, som om hele verden rykkede sig og faldt på plads.
– Det var første gang i mit liv, jeg fik ro og overblik, og når jeg nu så på mig selv, kunne jeg godt se, at jeg havde været syg, men jeg vidste også, at nu måtte jeg komme videre. Jeg kunne jo ikke blive på hospitalet altid, jeg havde to børn, der ventede på mig.
Annemarie har prøvet forskellige arbejdsforløb under sin indlæggelse. Hun havde stadig sin gamle drøm om at komme i butik, hun har en hg-eksamen og syv års uafbrudt arbejde hos en købmand, indtil det hele ramlede for hende. Der var noget at bygge på, mente hun.
1. januar i år blev hun udskrevet – og hun er på vej tilbage på arbejde.
– Jeg arbejder i en forretning i et praktikforløb i 13 uger. Foreløbig arbejder jeg to dage om ugen, og mit største ønske og håb er at få mere arbejde, så jeg kan tjene mine egne penge igen, siger Annemarie.
Der er masser af planer og drømme hos Annemarie og børnene, men lige nu drejer det sig om julen. De glæder sig alle, og selvfølgelig skal de holde jul med mormor og morfar.
Denne jul skal bare blive den bedste nogensinde, for nu ved Annemarie, at hun er den bedste mor. Det har mormor og morfar og ungerne fortalt hende ...