Mit dilemma: For gammel til at køre bil?

Min 89-årige far havde hele livet klaret alting selv og klaret det godt. Han havde været foretagsom og dygtig i sit arbejdsliv, taget sig godt af familien og sat en ære i at få ting til at ske.

Nu var kroppen begyndt at svigte ham af og til, og hans overblik var ikke, hvad det havde været. Jeg vidste fra min mor, der var 10 år yngre, at min far af og til blev forvirret, når han kørte bil, og det kunne have ført til farlige situationer, hvis han havde været alene i bilen.

Spørgsmålet om, hvorvidt min far stadig burde have kørekort, rumsterede mere og mere i mit baghoved.

Da min voksne datters veninde i samme periode tilfældigvis og ulykkeligvis blev påkørt af en ældre, forvirret kvinde, blev min datter, Sofie, ligeledes meget optaget af, om det var forsvarligt, at hendes morfar kørte bil. Hun pressede ret aggressivt på for, at jeg skulle sætte min far stolen for døren, men jeg blev ved med at slå mig i tøjret.

Det førte til en del konflikter mellem Sofie og mig. Jeg syntes, hun var blind for, hvor indgribende det var, og hvor stor betydning det ville have for hendes morfars livskvalitet ikke at kunne køre bil. Sofie mente til gengæld, at det var uansvarligt at lukke øjnene for, at min far kunne være til fare for andre trafikanter.

Mens jeg skubbede problemet foran mig, stod det hurtigt klart, at Sofie ikke havde tænkt sig at vælge samme strategi, og der gik ikke længe, før hun skred til handling.

I min familie har vi altid samledes til middag søndag aften. Det var en tradition i mit barndomshjem, også efter min bror og jeg flyttede hjemmefra, at vi mødtes til søndagsmiddag hos vores forældre og talte om stort og småt over en stor pande biksemad eller lignende. Min mand og jeg havde overtaget denne tradition, og derfor inviterede vi hver søndag hele familien på lasagne.

Denne søndag var min yngste datter ude at rejse, og Sofie var derfor eneste repræsentant for ungdommen, men det lod hun sig ikke mærke med.

Min far var knapt kommet ind ad døren, og han havde ikke lagt jakken, før Sofie var over ham. Jeg kender min datter, og jeg ved, hvordan hun opfører sig, når hun vil have en dagsorden igennem. Hun har en enorm handlekraft, som jeg slet ikke kender fra mig selv.

Det gik op for mig den aften, at foretagsomheden må have sprunget en generation over, for den måde, hun gik til sagen på, var jo enormt velkendt for mig. Det var min far op ad dage.

Alligevel mærkede jeg irritationen sitre i mig, da jeg fra køkkenet så Sofie skynde sig hen på den ledige plads i sofaen ved siden af min far. Vi havde netop spist aftensmad, og min bror stod på terrassen med min mand, mens min mor stadig sad ved middagsbordet med min svigerinde.

Min irritation handlede ikke kun om, at Sofie tog sagen i egen hånd uden at vente på, at hun og jeg havde fundet fælles fodslag. Det, jeg mærkede, var i lige så høj grad utilpashed over, at hun på den her måde risikerede, at vores ellers så hyggelige søndagsmiddag ville ende i en konflikt, som hun slet ikke havde begreb om.

Jeg anede ikke, hvordan min far ville reagere på, at det blev sat spørgsmålstegn ved hans evner, men jeg frygtede det værste.

– Nå, morfar, sagde Sofie med fast stemme, efter hun havde hældt kaffe i både hendes egen og min fars kop.

– Jeg skal fortælle dig noget.

Min far kiggede opmærksomt på min datter, ligesom han plejede at gøre, når hun havde noget på hjerte. Hun var hans første barnebarn, og han havde altid været umådelig stolt af hende. Det var der også masser af grunde til at være, men det var nu ikke så meget hendes gode karakterer eller hendes ambitioner, der gjorde ham stolt.

– Det er den måde, du bærer dig selv på. Din integritet, som han forklarede i talen til hendes konfirmation.

Nu sad de der ved siden af hinanden i stuen, og Sofie begyndte at forklare, hvad der var sket den dag, hvor hendes veninde, Mille, var blevet påkørt af en ældre kvinde.

Der gik ikke længe, før min far indså, hvor samtalen bar henad. Jeg kunne se det i hans blik, da han forstod, hvad det var, Sofie egentlig ville sige. Hans interesse i deres samtale blev kortvarigt til irritation og skuffelse, men han sagde ikke noget. Han lod Sofie tale færdigt, og jeg bed mig selv i tungen for at gøre det samme.

– Sofie, det er ikke så enkelt, som du gør det til, sagde han så.

Han talte lavmælt og kiggede alvorligt på hende.

– Hvem skal køre mormor til bassintræning hver tirsdag aften? Hvem skal køre os herhen om søndagen? Bare fordi vi er gamle, vil vi jo stadig gerne regnes for noget og bestemme over vores eget liv.

Jeg kunne høre, at min far havde talt sig varm nu. Han havde så meget på spil, som Sofie måske godt forstod med sin fornuft, men hun kunne ikke føle det, som min far følte.

Det krævede mere levet liv at forstå konsekvenserne af det, Sofie krævede. Min far ønskede jo blot at klare sig selv, ikke at være til besvær og ikke at opgive sine interesser. Derfor holdt han fast i det kørekort med næb og klør, og jeg kunne godt forstå ham, selv om jeg delte Sofies bekymring.

Min datter lyttede, og jeg lagde mærke til, at min egen irritation var forsvundet. Det var tværtimod rørende for mig at lytte på deres samtale, som var respektfuld og nuanceret, selv om de begge talte deres sag.

– Jeg forstår godt, at du ikke vil opgive din frihed, sagde hun så. – Men jeg er jo bange for, at du eller andre kommer til skade, morfar, fortsatte hun appellerende.

Jeg skævede over på min datter, og jeg kunne se, at hun var lige på nippet til at få tårer i øjnene. Hendes øjne var blanke, og hun bed tænderne sammen, mens hun kiggede direkte på min far.

Det var ikke bare for sportens skyld, at hun tog denne diskussion. Hvis jeg nogensinde havde troet det, så stod det soleklart nu, at det for Sofie var dødsens alvor.

– Jeg vil gerne køre mormor til bassintræning om tirsdagen, sagde hun så.

– Og jeg vil også gerne køre jer herhen om søndagen. Jeg vil køre jer, så ofte det overhovedet kan lade sig gøre, for jeg kan godt forstå, hvad du mener, og du skal ikke opgive din frihed. Det lover jeg.

Hun kiggede stadig direkte på sin morfar, som for en gangs skyld var tavs et øjeblik. Antydningen af et smil bredte sig omkring hans mundvige, og han nikkede langsomt.

– Du er en god forhandler, det må man give dig.

Min far smilede, så det kunne ses, tog en stor tår af sin kaffe og fortsatte så: – Lad os tage op til lægen, os to. Hvis han giver dig ret, så får du det, som du vil have det.

Han nåede kun akkurat at færdiggøre sin sætning, så kastede Sofie sig om halsen på ham. Min far, der jo ikke var så flydende i knus og kram, blev lidt overvældet af alle de følelser, men han overgav sig da til sidst. Vigtigst af alt virkede det til, at han forstod, at Sofies krav til ham handlede om omsorg og kærlighed.

Da hun hviskede tak til ham, gav han hende et ekstra klem, og nu var det min tur til at bide tænderne sammen og blinke tårerne væk.

Nogle uger senere indfriede min far sit løfte og lod Sofie følge med ham op til lægen. Der blev foretaget nogle tests, og opfordringen var, at min far stoppede med at køre bil.

Selv om konklusionen ikke overraskede mig, betød det mere, end jeg havde troet, at min fars læge bakkede op om vores bekymringer. Således vidste vi alle, at beslutningen var rigtig, og da den først var taget, har min far været ret usentimental omkring det hele.

– Sådan er det, sagde han med fast stemme, da han og Sofie spiste frokost herhjemme efter lægekonsultationen.

Og det slog mig, at min far var handlekraftig selv i en situation, der ellers truede med at tage handlekraften fra ham. Det imponerede mig meget.

Selvfølgelig har det ikke kun været fryd og gammen siden, og jeg kan ofte mærke mine forældres frustrationer over at være afhængige af os andre, når det kommer til kørsel.

Sofie har holdt sit ord, og hun kører dem fast flere gange om ugen, men sommetider opstår der jo spontane behov, og det er svært altid at imødekomme.

Alt i alt er jeg dog meget lettet over, hvor det hele er landet, og jeg er stolt af Sofie, fordi hun – modsat jeg – turde ofre den gode stemning og tage en snak, der var svær, men nødvendig.