Mit dilemma: Kunne vi bede svigermor om at flytte ud? Del 1:2

– Der er noget, jeg har tænkt på, begyndte min svigermor, Lissie, en aften, hun var på besøg.

– Hvad med, om jeg flyttede ind hos jer?

Jeg så spørgende på min mand, Klaus, hen over spisebordet. Jeg kunne tydeligt se, at han ikke havde kendt til sin mors forslag på forhånd.

Vores to døtre på 11 og 7 jublede; de var straks med på at få farmor tættere på i dagligdagen. Selv må jeg indrømme, at min første tanke var: Nej, det går da aldrig.

Lissie gav sig til at uddybe. Hun skulle snart på efterløn og ville derfor få masser af tid på hænderne. Eftersom Klaus’ far var død otte år tidligere, var hun bange for at komme til at føle sig ensom i det daglige. Som hun sagde, ”så må vi jo alle sammen have nogen at være noget for”.

Lissie fik hurtigt talt sig varm. Hun var træt af at bo næsten en times kørsel fra sine eneste børnebørn og ville elske at få mere tid med dem, mens de endnu var små nok til at gide være sammen med farmor.

Jeg delte ikke drømmen

Jeg havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, og lod Klaus om at spørge ind. Jeg havde aldrig haft nogen drømme om at være en lykkelig storfamilie, men jeg var samtidig smigret over Lissies ønske om at komme tættere på os.

Jeg forstod også hendes frygt for hverdagens tomhed, når hun forlod arbejdsmarkedet. Alligevel udbad jeg mig betænkningstid.

De næste par uger tænkte jeg over forslaget. Efter min indledende skepsis begyndte jeg at forestille mig de positive scenarier, der kunne komme ud af at samle tre generationer under samme tag.

Både Klaus og jeg havde godt gang i karrieren og følte os hårdt spændt for i det daglige. Jeg så for mig, hvordan Lissie kunne hente pigerne, når vi ikke kunne nå det. Måske ville hun også stå klar med nybagte boller og hjælpe med at skabe en lidt hyggeligere atmosfære derhjemme.

Pigerne ville elske det og ville få et tættere bånd til deres farmor. De havde selvfølgelig mine forældre, som boede tættere på, men de døjede begge med helbredet. Lissie var frisk som en havørn og altid munter.

Som Lissie selv havde påpeget, boede vi jo i et stort hus. Helt konkret i en tolænget bindingsværksgård fra 1800-tallet, hvor Lissie i princippet kunne få halvdelen af overetagen for sig selv. Og det ville absolut ikke gøre noget, hvis hun hjalp med at male udhusene, luge i køkkenhaven og alle de andre praktiske gøremål, der var på sådan et stort sted.

Til sidst tog Klaus og jeg en snak og blev enige om, at vi havde mod på idéen. Fra da af gik det stærkt. Vi flyttede om ovenpå og malede, og så flyttede svigermor ind.

En moderne storfamilie

Jeg fortalte mine kolleger om det, og de fleste syntes, at det lød virkelig romantisk og sundt for særligt børnene. Kun enkelte af mine kolleger erklærede, at dét ville de aldrig kunne gøre. Jeg følte mig faktisk lidt stolt over at være sådan en moderne storfamilie.

I begyndelsen skulle vi alle lige vænne os til den nye boligsituation. Der var en del praktiske ting at afklare såsom spisetider og betaling af fællesudgifter, og derudover var der selvfølgelig det med, at vi pludselig tilbragte langt flere timer sammen, end vi var vant til.

Fremfor alt havde vi alle jahatten på og var indstillet på at få tingene til at køre. Men virkeligheden har det med altid at indeholde et par overraskelser.

Det begyndte med, at Lissie fik sig en kæreste. Hun mødte Flemming gennem venner, og han var heldigvis en sød og behagelig mand. Det var næsten også nødvendigt, for pludselig var det, som om han var i vores hus hele tiden.

Flere gange endte han spontant med at spise med, så jeg måtte strække kødet. Jeg oplevede også at støde på ham i køkkenet om natten, hvor han iført morgenkåbe var på udkig efter lidt natmad.

Det havde jeg det lidt blandet med, for jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om jeg skulle se ham som en del af familien eller en gæst.

Derefter skete der det, at Lissie faldt over et deltidsjob som administrativ medarbejder på det lokale museum. Hun havde altid været interesseret i historie og besluttede at søge jobbet. Hun endte med at få det og kunne begynde kort efter, at hendes nuværende ansættelse var sat til at slutte.

Pludselig var tilværelsen som efterlønner udsat på ubestemt tid. Den aften købte Lissie en god flaske vin, som vi voksne skålede i over aftensmaden.

Svigermor var en selskabspapegøje

Lissie strålede som en sol i den periode. Det var tydeligt, at hun var blomstret op af at have en dagligdag med familie og ny kæreste, og hun havde da også alle dage været en selskabspapegøje.

Og nu havde hun helt uventet fundet sig et spændende job på et tidspunkt, hvor hun troede, der ikke rigtig var brug for hende på arbejdsmarkedet mere.

Hun begyndte at gå med farvestrålende tørklæder, lo højere og meldte sig endda til et aftenskolekursus i tegning. Det var en fornøjelse at se, hvordan hun nød sit aktive seniorliv.

Men der var jo også malurt i bægeret. Det var ikke noget, jeg var stolt af, men inderst inde følte jeg mig lidt snydt. Nu, hvor min svigermor havde fuld fart på guldalderen, havde hun ikke tid til at hygge om os andre med hjemmebag eller tage den der ekstra tur med støvsugeren, som jeg havde drømt om.

Klaus havde sagt ja til en forfremmelse, som ville betyde mere overarbejde, i forventning om, at hans mor ville kunne aflaste os derhjemme. Men nu hang både han og jeg endnu mere i en klokkestreng end før. Nogle gange måtte vi bede vores ældste følge vores yngste til svømning, fordi både Lissie, Klaus og jeg var på arbejde.

Som månederne gik, begyndte det at føles som en belastning at have min svigermor boende. Hun kunne være ret bramfri og udtalte sig gerne om vores måde at opdrage pigerne på. Derfor endte hun og jeg ofte med at bide ad hinanden.

Samtidig var hun mere spontant anlagt end os og forstod ikke rigtig, hvorfor det stressede os, hvis Flemming pludselig også skulle spise med.

Og apropos Flemming var jeg ved at være træt af at løbe på ham i morgenkåbe. Når jeg antydede, at de jo også kunne være nogle dage i hans lejlighed, sagde han, at den var så lille og mørk.

Vores hjem føltes mere og mere som en overfyldt banegård. Vores døtre var stadig glade for at have farmor som en del af dagligdagen, men af og til kunne jeg mærke, at vores yngste savnede mere tid sammen med Lissie.

Den lille ville gerne spille spil og læse historier i timevis, men nu havde Lissie så mange jern i ilden, at det ofte blev lidt forhastet.
Faktisk havde der været mere kvalitetstid over deres samvær, dengang Lissie kom på besøg og bedre kunne hellige sig pigerne.

Lissie gav selv udtryk for dårlig samvittighed over det, men havde svært ved at ændre på det, nu hvor der skete så meget i hendes liv.

Jeg fortrød vores beslutning

Vores ældste datter kunne fornemme spændingerne mellem os voksne. Jeg tog hende flere gange i at se undersøgende på os med en bekymret rynke i panden. Hun var gammel nok til at læse mellem linjerne.

Efter knap et år var jeg ved at nå bristepunktet. Jeg var dog ikke klar til at se i øjnene, at vores store familieprojekt måske var slået fejl.

Det ville være både smertefuldt og pinligt, og det ville desuden åbne for en række nye problemer. Men en aften spurgte min ældste datter mig ud af det blå:

– Mor, er du egentlig ked af, at I lod farmor flytte ind?

Spørgsmålet var så enkelt, at jeg straks kunne mærke i maven, at ja, det var jeg faktisk. Det var dog ikke helt det svar, jeg mumlede til min datter. Bagefter havde jeg en klump i halsen.

Erkendelsen sad i mig de næste par dage. Jeg orkede ikke mere. Jeg var træt af at være sur, småstresset og altid på vagt over for det næste konfliktpunkt.

Mit humør gik ud over de andre, og jo mere vi voksne bed ad hinanden, desto mere skændtes pigerne også. Vores hjem var reduceret til en svingdør, vi trængte til ro, og jeg ville have vores gamle familie på fire tilbage.

Men hvordan i alverden skulle jeg gribe det an?

Jeg anede ikke, om Klaus ville være på min side, hvis jeg talte med ham om det. Og selv hvis han var, hvordan ville Lissie så tage det, hvis vi bad hende flytte ud igen?

Det var umuligt at bede om, uden det kom til at virke sårende og som en afvisning. Jeg holdt jo af min livlige, muntre svigermor og ønskede ikke at skade vores forhold til hende. I værste fald kunne det måske ødelægge hele familien. Der var meget på spil.

Du kan læse del to på familiejournal.dk fra den 26. november 2024 kl. 14.