Når fremmede bliver julevenner

− Er man selv et åbent og nysgerrigt menneske, vokser muligheden for at få en masse oplevelser!

Udsagnet kommer fra Maiken Rosenkær Nielsen, 40 år, som sammen med sin mand, Morten, og parrets 10-årige søn, Andreas, forrige år prøvede at invitere en fremmed familie ind i deres hjem på Djursland for at fejre juleaften sammen.

− Morten og jeg har tidligere prøvet at holde jul med fremmede familier, fordi vi på grund af vores jobs og uddannelse for nogle år siden boede et par år i Sverige og fire år i Nordnorge. Det var sjovt at dele traditioner sådan en aften, så vi havde længe talt om at gøre et eller andet for nogle andre herhjemme i Danmark, fordi vi følte, at vi havde overskud og lyst til det, fortæller Maiken, som er jordemoder.

Hun fik juleidéen, da hun så et opslag fra Røde Kors om julevenner.

– De efterlyste familier, der kunne tænke sig at holde jul med andre, som måske ikke havde de store muligheder for en hyggelig juleaften. Vi tænkte begge to, at det var da dét, vi skulle, så jeg skyndte mig at skrive til Røde Kors, at vores familie meget gerne ville melde os.
Røde Kors svarede straks tilbage og spurgte, om familien havde nogen kriterier.

− Vores eneste bemærkning var, at der meget gerne måtte være børn – måske på Andreas’ alder. Der gik ikke lang tid, før vi blev ringet op, at der nu var en familie, som gerne ville holde jul sammen med os. Det var en iransk flygtningefamilie ved navn Zirbandian, som boede på asylcenter i Grenå og bestod af mor, far og to børn − en teenagedatter og en søn jævnaldrende med Andreas, så det var jo helt perfekt.

Læs også om Danny, der er juleven for Røde Kors

Danske traditioner

Af tidsmæssige årsager nåede Maiken og Morten ikke at møde deres julegæster før selve juleaften.

− Det var simpelthen ligepå og hårdt. Morten kørte ud og hentede familien, og så tog vi imod dem herhjemme. Mine forældre og Mortens mor og bror skulle også fejre aftenen sammen med os, så vi var alle spændte.

Spændingen forsvandt hurtigt, da de to familier mødtes.

− Jamen det føltes bare så naturligt. Vores fremmede gæster var helt afslappede, og nærmest omgående havde vi en god kommunikation, som om vi kendte hinanden i forvejen. Mine forældre havde haft en naturlig skepsis i forbindelse med det lavpraktiske. Hvad skulle vi for eksempel servere? Men vi var helt afklarede vedrørende menuen. Det blev dansk julemad med både andesteg og flæskesteg, ligesom vi bestræbte os på at holde alle de andre danske juleaftenstraditioner i hævd.

Maden viste sig at være fuldstændig problemfri, og Morten trækker på smilebåndet ved mindet.

− Maikens far fortalte jo gæsterne, at flæskestegen kom fra et svin, men teenagedatteren kastede sig over stegen og fortalte bagefter, at flæskesværene var det bedste, hun nogensinde havde smagt.

Læs også: Sofie Gråbøl fra julekalenderen "Den anden verden": Voksne kommer ofte til at gå og pive lidt

Dybt rørte

I det hele taget blev det en aften, hvor begge familier nød samværet med hinanden.

− Vi dansede om juletræet og sang vores kendte julesange, og vores nye venner nynnede med så godt, de kunne. Til sidst spurgte de, om de også måtte synge en sang, og det blev næsten det mest rørende øjeblik for os alle. De sang en smuk, iransk folkevise, og tanken om, hvad de har været igennem, og hvor meget de må savne deres hjemland, rørte os dybt, mens vi lyttede til den smukke sang. Det var så fantastisk, at vi sammen kunne dele noget så smukt fuldstændig uden problemer.

I tiden efter jul mødtes de to familier ofte.

− Vi var flere gange ude at spise hos dem på asylcentret, og Andreas blev også passet af dem af og til. Desværre lukkede centret, og familien blev flyttet til et andet center på Sjælland, hvor de stadig bor. Det har betydet, at vi har lidt svært ved at holde kontakten, men vi forsøger.

Læs også: To andre mennesker har givet os den største gave: Deres hjerte

Livslang kærlighed

Den gode oplevelse med den iranske familie har givet Maiken og Morten blod på tanden.

− Jeg har længe drømt om at lave en juleaften for børnefamilier, der måske har lidt svært ved at få det hele til at spille, og i år bliver det så en realitet, fortæller Morten. Han arbejder som kok i en kantine i Aarhus og fandt i sommer det perfekte sted til den store juleaften.
Selv om Maiken og Morten har kendt hinanden siden børnehaven, blev de først gift i sommer på Sjørupgaard på Djursland.

− Vi var kærester i 3. klasse, igen i 5. og så igen, da vi var 17 år. Men så rejste jeg til England og Maiken til Schweiz, og så gled vi fra hinanden. Først da skolen holdt 10-års jubilæum, stødte vi på hinanden igen, og da vidste vi begge, at det faktisk altid havde været meningen, at det skulle være os. Og så har vi været sammen siden. Til vores bryllup gik det op for os, at Sjørupgaard ville egne sig perfekt til vores juleplaner, og ejeren, Søren Preben Toft Hansen, har været så venlig at stille lokalerne til rådighed juleaften.

Prøv vores nostalgi-quiz her: Hvor meget ved du om "Jul på slottet"?

Alle hjælper hinanden

Da beslutningen var taget, gik det stærkt.

− Vi har selv fundet sponsorer til det hele, fortæller Maiken, som har en vis erfaring i den tjans.

– Jeg sidder i forvejen i sponsorudvalget i Andreas’ gymnastikklub, så jeg ringede bare rundt til dem, der i forvejen kendte mig. En lille, lokal brugsuddeler tilbød at ringe til sine leverandører, og alle har faktisk sagt ja. En masse frivillige ud over vores familier har også tilbudt at hjælpe på selve aftenen.

Juletræet kommer næsten ligeledes af sig selv.

− Det har ejeren af stedet tilbudt at skaffe, og vi har tænkt, at vi skal pynte træet sammen med nogle flygtninge, ligesom det bliver flygtninge, som skal servere for nogle af vores landsmænd, som er trængende, fortæller Morten. – Vi synes, det er en god idé at vise, at vi alle kan hjælpe hinanden på tværs af nationaliteter og livssituationer.

Julegæsterne bliver udvalgt af forskellige hjælpeorganisationer.

− De har jo fingeren på pulsen med, hvilke børnefamilier der trænger til opmuntring, og vi glæder os bare til at byde alle velkommen juleaften og samtidig give vores egen søn den gave at møde andre mennesker med et åbent sind, så han ligesom os kan få et liv fuld af dejlige oplevelser, siger Maiken med et smil.