Novelle om et frygtet besøg: Svigermor kommer

Det var længe siden, Mette havde strøget en dug, men nu gjorde hun det, meget omhyggeligt endda. Ikke så meget som en forkert fold skulle der være i den hvide dug, som havde ligget i skabet i et par år efterhånden. Hun havde fået den til sin 30 års fødselsdag af sin mormor, der ikke kunne drømme om at nøjes med at lægge voksdug eller dækkeservietter på spisebordet, når der kom gæster. Dugen blev sjældent brugt, for det var kun ved helt særlige lejligheder, den blev fundet frem, men nu skulle det være, for dagen var kommet, hvor hun skulle møde sin svigermor for første gang.

Alle sejl skulle sættes til, for efter det, hun havde hørt, så var svigermor, Hanne, en kritisk kvinde med et skarpt blik for fejl og mangler, specielt hos den pige, som hendes søn, Sebastian, var kæreste med, så … Fuld fart frem, om fire timer ville det ringe på døren, og så ankom Hanne, der havde kørt tværs over landet for at tage sin søns tilkommende i øjesyn. Spørgsmålet var, om hun ville vende tommelfingeren op eller ned, men uanset hvad, så kunne hun ikke forhindre, at hendes eneste søn giftede sig med Mette.

Helt ærligt, sagde Mette til sig selv, slap dog af. Uanset hvad hun synes, så gifter vi os til sommer, så kan hun pibe og synge. Det er mig og Sebastian fra nu af, og det kan hun ikke lave om på. Eller kan hun?

Det var spørgsmålet, for det var ikke småting, Mette havde hørt om Hanne, da det var rygtedes blandt venner og bekendte, at hun var blevet kæreste med Sebastian. Det var sket lige pludseligt, næsten som i en hyggelig, gammel film, hvor helten og heltinden bliver fanget af regnen og må søge ly i laden, hvor de begynder at flette fingre for til sidst at ende i høet, mens regnen pisker ned, og vinden suser over kornmarkerne, og mørket falder på. Så romantisk.

Deres møde havde dog været mindre romantisk, for de havde begge søgt tilflugt for et voldsomt regnskyl i en port med udsigt til en baggård, hvor affaldscontainere stod på rad og række, og mørket var ikke faldet på, for der var en gadelygte lige uden for portåbningen, og strømmen af biler var uophørlig og larmende. Sebastian var der allerede, da Mette kom løbende i fuldt firspring og bogstaveligt talt havnede i favnen på ham. Ikke med vilje og fuldt overlæg, men fordi der var regndråber på brilleglassene, og det våde hår hang ned foran ansigtet på hende, og hun var desuden lige ved at miste balancen, fordi hun snublede over en ujævnhed i asfalten.

Men heldigvis stod han der og reddede hende. Og smilede. Hun smilede også. Der stod de og kiggede på hinanden. Der var kun de to lige der, lige i det øjeblik. Det var meget mærkeligt, tænkte hun bagefter. Regn og rusk og biler og affaldsbøtter fortonede sig, mens de faldt i snak. Da regnen stilnede af, havde ingen af dem travlt med at komme videre. Hun var på vej hjem fra sit arbejde som tandplejer, han var på vej til sit som sygeplejerske, men forinden skulle han på pizzeria og have lidt mad, meddelte han og mødte hendes blik. Så tog han en dyb indånding og spurgte: – Vil du med, hvis du altså ikke har andre planer?

Ingen andre planer, sagde hun, selv om hun faktisk havde en aftale med sin veninde, Trine, om at ses til en kop kaffe senere, men Trine ville forstå, at når der kom en sms med teksten: ”Skal spise pizza med en fyr”, så var det noget særligt, for Mette svigtede normalt ikke en veninde på grund af en eller anden gut.

Derfra gik det stærkt, og efter en måneds tid flyttede Sebastian ind hos Mette, der havde bedst plads. Der var ikke skygge af tvivl hos nogen af dem om, at de omsider havde mødt ”den eneste ene”, efter hver især at have haft et par kærester og været på en række kiksede dates. Men nu var den der, den store gevinst i kærlighedslotteriet. Mette var i den syvende himmel og jublende glad, og hun snakkede til højre og venstre om Sebastian, der bare var så fantastisk. Også på arbejdet snakkede hun løs indtil en dag, en af hendes kolleger med hævede øjenbryn mumlede:

– Ja, ja, det kan godt være, han er åh, så vidunderlig, men der er altid en slange i paradis, søde Mette.

– Hvad mener du? Mette rynkede panden.

– Har du mødt hans mor? spurgte kollegaen.

– Hans mor? Nej, ikke endnu, men hvad … begyndte Mette.

– Nå, men det er bare, fordi jeg var i min bogklub i går, og en af de andre kender en, der hedder Lisa, som har været kæreste med Sebastian, som du jo har fortalt så meget om, sluttede kollegaen med et syrligt smil. – Så er du advaret.

– Der er da mange, der hedder Sebastian, indvendte Mette. – Hvorfor skulle det lige være ham, hun …

– Det er helt sikkert ham, alene det der mærkelige efternavn. Nå, men jeg siger bare, rigtig god fornøjelse. Hun skulle være virkelig strid. Blander sig i alt muligt og kan slet ikke se nogen fejl ved Sebastian. Og hende i bogklubben sagde også, at Sebastians gamle kæreste havde fortalt, at det ikke var første gang, hende moren havde spændt ben for … Nå, men det finder du jo nok selv ud af, sluttede kollegaen med et skuldertræk.

Og nu var tiden kommet, hvor Mette snart ville finde ud af det, men uanset hvad, så skulle svigermor ikke have grund til at kritisere hverken borddækningen eller maden, og lige med hensyn til det sidste, var Mette på sikker grund, for mad, det kunne hun lave, det var hendes mindste kunst. Til gengæld var oprydning og den slags kedelige ting ikke hendes stærke side, men i dagens anledning gav hun den gas, rystede endda sofapuderne og kommanderede dem til at stå ret, proppede strygebunken, der lå i den brede vindueskarm i soveværelset, ind i klædeskabet, og pudsede entréspejlet, mens Sebastian hovedrystende støvsugede, men nægtede at vaske køkkengulvet.

– Helt ærligt, Mette, min mor er da ligeglad med, hvordan her ser ud. Hun vil bare gerne møde dig, og det er også længe siden, hun har set mig, sagde han og slukkede for støvsugeren.

– Har hun mødt mange af dine kærester? spurgte Mette henkastet, mens hun tjekkede, at spejlet var pletfrit og lod, som om svaret ikke interesserede hende noget særligt.

– Hvorfor slog du og hende Lisa egentlig op? Var I ikke sammen næsten et halvt år?

– Jo. Men … du ved, min far var næsten lige død, da jeg mødte hende, og min mor var helt rundt på gulvet i den periode. Jeg var faktisk ret bekymret for hende, og det forstod Lisa ikke rigtigt. Desuden var jeg ikke i partyhumør, og Lisa var mere … Hun ville gerne ud og more sig i weekenderne og tog tit i byen med sine veninder, men jeg skulle jo passe min uddannelse, så ... Vi gled vel fra hinanden. Det sluttede bare.

Han greb fat i Mette. – Men det her slutter ikke, sagde han og kyssede hende.

Resten af det planlagte husarbejde blev ikke til noget, og så ringede det på døren.

– Hej, mor, sagde Sebastian og gav sin mor et ordentligt kram.

– Hej, min dreng. Godt at se dig, men flyt dig så, så jeg kan hilse på Mette, sagde Hanne. Hendes stålgrå hår var sat op i en knold i nakken, perleøreringe, mørkeblå, vatteret frakke, støvletter, skuldertaske og en større taske. Og sidst, men ikke mindst et stort smil og et årvågent blik, konstaterede Mette.

– Hej, og velkommen. Jeg håber, du havde en god rejse? Fire timer i tog, det kan godt være kedeligt.

Mette gengældte smilet.

– Ikke det mindste, jeg har altid en bog med på min iPad, en krimi, der var så spændende, at jeg var lige ved at glemme at stå af, grinede Hanne.

– Men hold da op, hvor er jeg sulten. Jeg burde have taget en sandwich med til turen.

Hun satte sine tasker på gulvet og tog frakken af og hængte den på en af knagerne i entreen. Støvletterne blev skiftet ud med hjemmesko. Svigermor var ankommet.

– Så langt, så godt, tænkte Mette og så straks, at sofapuderne var sunket sammen, at Sebastians støvsugning ikke havde været specielt grundig, og at hun havde glemt at tørre støv af den sorte lampe over spisebordet. Og … Maden! Det gav et sæt i hende. Hun havde glemt at tænde for ovnen, som hun skulle have gjort, da Sebastian var begyndt at kysse og … ja … Resultatet var, at den lækre og omhyggeligt forberedte kyllingeret stadig var lige så kold som vejret udenfor.

Mette fik varme kinder og bandede indvendigt. Hanne havde jo lige sagt, at hun var skrubsulten, så … en virkelig god begyndelse, Mette, hånede hun sig selv.

– Det kan godt være, du er god til at lave mad, men hallo, hvad hjælper det, når du har hovedet under armen og kokser rundt i det?

– Ih, sikke en fin borddækning og en smuk dug, udbrød Hanne beundrende, da hun trådte ind i stuen.

– Tak, den er jeg også glad for. Jeg fik den af min mormor for fem år siden, oplyste Mette og sendte sin mormor en kærlig tanke.

– Hør, vi skal da have et glas vin i dagens anledning, ikke? sagde Sebastian og forsvandt ud i køkkenet, skarpt forfulgt af Mette.

– Ovnen! hviskede hun. – Jeg har glemt at …

Det var lige før, hun havde tårer i øjnene.

– Din mor er sulten, og …

Sebastian grinede bare.

– Mor, råbte han, – Hvor sulten er du på en skala fra nul til 10, hvor 10 er mega sulten?

– 10, lød det inde fra stuen.

– Der kan du bare høre, jamrede Mette og skulede til ovnen. Da hun rakte ud for at tænde den, standsede Sebastian hende.

– Nej, drop det. Vi gemmer maden til i morgen. Så spiser vi den til frokost, før mor tager hjem igen, sagde Sebastian og lagde armene om Mette. – Kom, den klarer jeg.

De gik sammen ind i stuen.

– Hør her, søde mor, der er sket en teknisk fejl, så Mettes formidable mad får du først i morgen. I dag står den på pizza, Hawaii, ikke?

– Skønt, sagde Hanne. – Pizza er altid godt. Køb også noget tiramisu, jeg giver, for jeg ville ellers have taget blomster med, men det glemte jeg. Dem må I have til gode til en anden god gang.

Sebastian var allerede ved at bestille pizzaer, og et øjeblik efter smuttede han hen for at hente dem. Og tiramisu.

– Skal vi ikke drikke et glas vin, mens vi venter? foreslog Mette, der ikke rigtig vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv, men de kunne jo ikke blive stående der midt på gulvet. – Eller vil du hellere se resten af lejligheden?

– Lejligheden først, smilede Hanne og så sig omkring. – I bor hyggeligt her. Har du boet her længe?

Alt mens de småsnakkede, gik de ind i soveværelset, hvor sengene var redt og låget lagt på vasketøjskurven i hjørnet. Nydeligt så der ud, og Mette trak vejret lidt lettere. Men idet hun lænede sig op af klædeskabet, der havde skydedøre, kom hun til at skubbe til den ene dør, så den gled til side, og strygetøjsbunken væltede ud og havnede for fødderne af Hanne.

– Hovsa, sagde hun betuttet. – Det var da … en overraskelse

Igen blev Mette varm i kinderne. Afsløret, tænkte hun. Mette rodehoved. Febrilsk gav hun sig til at samle tøjet sammen og skulle lige til at proppe det ind igen, da hun mødte Hannes blik. Øjnene lyste af munterhed.

– Bare smid det på sengen. Jeg bruger selv det med at kyle tøj ind i skabet, når jeg skal have gæster og ikke lige har …

Hun sendte Mette et stort smil. Mettes skuldre faldt ned. Indtil der var fremvisning af badeværelset. Spejlet over vasken var glemt i rengøringsfarten, og der lå løse hår på gulvet. Mettes lange, mørke hår.

– Vi nåede desværre ikke … begyndte hun.

– Det er da lige meget, sagde Hanne. – Faktisk er det helt befriende, for da jeg så den der flotte borddækning og den smukke, hvide dug, fik jeg næsten præstationsangst, for ser du, det kan jeg slet ikke leve op til. Men uanset hvad, så er det vigtigste, hvordan I to har det med hinanden. Og jeg kan jo se, at Sebastian er glad. Det er længe siden, jeg har hørt ham snakke og fortælle så meget, som han gør nu, når han ringer. Mette mig her, og Mette mig der, sådan som dét skal være. Den dreng er smaskforelsket.

Mettes hjerte gav et hop.

– Det er jeg også, sagde hun stille. – Men sid ned, så henter jeg vinen.

– God idé. Øh, I har vel ikke lidt chips eller sådan noget til at tage den værste sult? spurgte Hanne og satte sig i sofaen.

Kort efter sad de side om side og sludrede.

– Så langt, så godt, men pas på, man ved aldrig, måske har Hanne gemt den stride side lidt væk, måske kommer den først frem, når hun har fået indyndet sig, og så slår hun til. Man har hørt om det, tænkte Mette, som stadig var på vagt og vejede sine ord med omhu og holdt udkig efter den mindste sprække i Hannes venlige ord og varme smil. ”Tilsyneladende” varme smil?

Hanne kiggede sig rundt i stuen, mens hun nippede til vinen. – Her er ikke så mange af Sebastians ting, konstaterende hun.

– Så, nu går det løs, tænkte Mette og rustede sig. Meningen var, at de ville finde et andet sted at bo i løbet af foråret, noget større end hendes lille lejlighed og Sebastians endnu mindre, og så ville de blande deres indbo og finde nye, fælles ting. Hun skævede til Hanne. – Men du får ikke lov til at blande dig så meget som en millimeter, tænkte hun og rankede sig. – Vi har faktisk tænkt os … begyndte hun, men Hanne afbrød hende.

– Men hans møbler er nu heller ikke noget at skrive hjem om, grinede hun. – Men du har en virkelig god smag.

– Tak, sagde Mette overrumplet.

Hanne tog hendes hånd. – Jeg er så glad for, at Sebastian har mødt netop dig. I passer godt sammen. Det er noget helt andet end …

– Mener du Lisa? spurgte Mette og bed sig i læben.

– Ja. Lisa var sådan set en sød pige, men forfløjen, for nu at sige det pænt.

Hanne sad lidt: – Jeg ved, at hun var Sebastian utro, men jeg sagde ikke noget. I det hele taget var der så meget, der ikke stemte med hende. Det var ikke sjovt at vide, hvad hun havde gang i, men det tilkom ikke mig at sladre. Sebastian fandt vist selv ud af det, og jeg tror, at hun tror, jeg sladrede. Hun hilser i hvert fald aldrig, hvis vi mødes i byen. Jeg var nok lidt stram i betrækket over for hende, da jeg opdagede, du ved …

Hanne sukkede og hævede vinglasset.

– Nå. Skål, Mette.

– Skål, svigermor, sagde Mette og slappede helt af.

– Jeg var faktisk lidt nervøs for at træffe dig. Tænk, hvis vi ikke var på bølgelængde, tænk, hvis du ikke kunne fordrage mig, tænk hvis … Jeg var nemlig ikke begejstret for min egen svigermor. Hun var ret strid, og lige meget, hvad jeg gjorde, var jeg tydeligvis ikke god nok til hendes søn. Men det gik. Det var vel nærmest det, man kalder ”væbnet neutralitet”. Kvinder altså, de kan være så …

Hun slog ud med hånden, så noget af vinen skvulpede over. – Åh. Nej, det …

– Pyt med det, sagde Mette og fortsatte med bankende hjerte. – Det bord skal alligevel ud, når vi gifter os til sommer.

Hun holdt vejret. Ville der komme protester som: ”Det er alt for tidligt”, ”se nu lige tiden an”, den slags? Men nej.

– Herligt, det vil jeg glæde mig til, og Mette, du må sige til, hvis du synes, jeg … blander mig i noget, der ikke kommer mig ved.

– Det lover jeg, sagde Mette og sendte sin svigermor et varmt smil.