Oskar blev alvorligt syg

Det burde være forbudt for børn, men det sker desværre alligevel. Børn får også kræft. Oskar fik kræft for tre år siden, da han var syv år. Heldigvis blev det opdaget så tidligt, at han nu er helt rask og bor hjemme i Beder ved Aarhus sammen med sin lillesøster, Karla, og forældrene, Lene og Rasmus Teilmann. Oskar er nu en helt almindelig dreng på 10 år, og han er medskyldig i, at landsindsamlingen til fordel for Kræftens Bekæmpelse har fået doneret 96.000 kroner i 2020 alene fra Aabenraa.

For her bor hans farmor og farfar, Elsebeth og Poul Teilmann. De er pensionister, Elsebeth er 67 og Poul er 69 år, så de har masser af fritid. Da de fik at vide, at deres barnebarn Oskar havde fået lymfekræft, smed de straks alt, hvad de havde i hænderne, og kørte mod Beder for at hjælpe Oskar og hans familie, så godt de kunne. Der var alt det praktiske, de kunne hjælpe med, men der var stadig alt for meget tid til at tænke over, hvordan det ville gå Oskar i fremtiden. De tænkte på ham og på alle de andre børn og familier, der havde brug for hjælp, og de besluttede sig for at gøre noget.

Læs også om Yvonne der slås for sin dreng

De to bedsteforældre meldte sig som indsamlere til Kræftens Bekæmpelse i Aabenraa. Det endte med, at de blev koordinatorer for indsamlingen i Aabenraa, og det første år fik byen samlet 150.000 kroner ind. I år (2020) har Elsebeth og Poul haft 90 indsamlere på gaden, for når farmor og farfar kaster sig over noget, giver de ikke op. Det er sådan et karaktertræk, de to har til fælles. De har også glæden ved børn – og især da børnebørn – til fælles.

– Vi har tre voksne børn og syv børnebørn mellem to og 11 år. Vi er lykkelige for, at vi altid har fået lov til at være en del af børnebørnenes liv, fra de var bittesmå. Alle børnebørnene kommer tit på besøg, også alene på ferie, fortæller Elsebeth.

– Oskar og Karla har også tit været på besøg hos os, også det efterår, da han pludselig begyndte at få ondt i maven. Det var kun et par minutter ad gangen, og hans forældre havde også bemærket det, så vi vidste godt, at Oskar skulle videre til lægen, tilføjer hun.

Liv eller død

Det var sådan, det begyndte. Rasmus, Oskars far, husker det tydeligt.

– I december 2016 kunne han løbe og lege, og pludselig vred han sig af smerte, bare et par minutter, og så var han frisk igen. Vi var hos lægen, der mente, det var forstoppelse, så det blev Oskar sat i behandling for. Efter jul tog vi på skiferie med et vennepar, hvoraf den ene var læge, og hun oplevede også, at Oskar fik de der smerteanfald. Det skulle undersøges nærmere, mente hun, for der var noget galt. Det endte med, at Oskar efter flere undersøgelser til sidst blev indlagt på Odense Universitetshospital, hvor man lukkede hans mave op og fandt en 5 cm stor svulst på hans tyndtarm. Lægen fjernede den og fik heldigvis det hele med, men det var jo ikke slut med det. Der blev taget nogle prøver, der skulle vise, hvad der var galt med Oskar. Nu skulle vi vente på svaret, fortæller Rasmus.

– Det fik vi kort tid efter, da vi sad i biografen, min kone og jeg og børnene. Oskar havde aggressiv lymfekræft, og han skulle i kemobehandling med det samme. Det er en svær besked at få, men det var også en lettelse at få ren besked. Nu vidste vi endelig, hvad der var galt. Vi fik også at vide, at når svulsten var fjernet, og kemobehandlingen var overstået, så ville kræften med næsten 100 procents sikkerhed være væk. Det er svært at få den besked, og det er endnu sværere at fortælle en dreng på syv år, der lige er begyndt i 0. klasse, at han er syg og skal ligge på sygehuset en uge ad gangen de næste fire måneder, fortsætter Rasmus.

Den dag blev verden rystet godt og grundigt for Oskar og hans familie i Beder. Det gjorde den også for farmor og farfar i Aabenraa. De to vidste ikke alt det gode, de ville gøre. Helst ville de have taget smerten og sorgen væk fra Oskar og hans familie, men her var der brug for mere end trøst og et plaster. Her handlede det om liv og død.

– Vi satte os ind i bilen og kørte mod Beder. Vi ville hjælpe de unge forældre med at passe Karla, mens de var på hospitalet med Oskar. Heldigvis bor børnenes mormor og morfar lige i nærheden af Oskar og hans familie, så vi kunne hjælpes ad alle sammen. Vi fire er altid kommet godt ud af det med hinanden, og vi deltes så om at tage os af Karla, ordne vasketøjet, lave noget mad, eller hvad de unge ellers kunne have brug for, husker Poul.

– Vi besøgte Oskar, så tit vi kunne få lov, men det var jo ikke så tit. Det var kun den allernærmeste familie, der måtte komme ind til ham, for at han ikke skulle smittes med bakterier udefra, men heldigvis kunne han være sammen med sin lillesøster, siger Elsebeth.

Endelig erklæret rask

Oskar er en stor dreng nu, og han husker mest Skejby Sygehus for, at der var klovne, computerspil, is og alt det, han plejede at have lyst til at spise. Han husker også, at han pludselig alligevel ikke kunne spise noget, selv om de serverede det ene lækre efter det andet for ham. Han ved ikke alt om, hvor svært det var for hans forældre og alle hans bedsteforældre at se deres dreng ligge der og kæmpe med både sygdommen og behandlingerne, for kemokure er heller ikke sjove for børn. Men børn tænker over livet og døden. Det gjorde Oskar også, og de voksne var der til at tale med ham om det, fordi Oskar er så heldig at være født ind i en stor og stærk familie, der holder af hinanden.

En dag begyndte hans og hele familiens liv igen. I sommeren 2017 blev Oskar erklæret rask. Samme sommer var han og Karla på ferie hos farmor og farfar, som de plejer. Deres hus og have i Aabenraa ligner et helt almindeligt nydeligt sted for ganske almindelige voksne, men børnene ved, at der også er noget andet hjemme hos farmor og farfar.

Nede i haven er der et sted med høje ukrudtsplanter. Der går Oskar ned, når han har lyst til at slå hårdt på en fjende, mens han råber, at han er borgmesteren. Så er der naboen, der har en dyrepark, og den anden nabo, der har en havetraktor, som alle drenge bare elsker. På græsplænen bor der også en del haletudser, og hvem ved, om de måske bliver til prinser en dag?

Læs også om Cool Camp (link fjernet)

I garagen holder en god og rummelig bil, for det skal der til, når man gerne kører land og rige rundt for at passe børnebørn. Elsebeth og Poul gør det, fordi de elsker deres børnebørn, og man kan også mistænke dem for stadig at være gode legekammerater – det er man nok, når man er pensioneret lærer og pædagog.

Farfar og farmor har gode nerver. De har gerne alle syv børnebørn fra nær og fjern på besøg. Der bliver drukket litervis af saft, muligvis også spist en del usund pålægschokolade, men de har det sjovt. Hverken Elsebeth eller Poul savner arbejdslivet, de nyder livet og tilværelsen.

Ét bestemt arbejde skal dog passes: Indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse. Det arbejde passer de til punkt og prikke. Det gør de for Oskars skyld og for alle de andre familiers skyld.