Alle de råbende fodboldfædre gør mig rasende

Onsdag, 19. oktober 2016
af Redaktionen Illustration: Louise Heine
Foto: Colourbox
En mor til to drenge er træt af at høre på alle de råbende fædre, når hun er med sine sønner til fodboldkamp.
Fodboldfædre gør mig rasende

Kære Puk

Jeg er alene med to drenge, som begge går til fodbold. Vi ser ikke deres far – af årsager, jeg ikke vil ind på her.

Jeg er derfor den, der følger drengene til fodboldkampe. Det er hver weekend, og jeg er ofte eneste mor på sidelinjen.
De andre drenge har oftest deres fædre med, og det kan høres.

De råber og skriger ad deres drenge og ad modstanderne. Jeg synes, det er et problem, og indimellem råber de også ad mine drenge, hvis de dropper en bold eller fejler.

Det gør mig rasende, og jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er kvinde, eller om det er, fordi jeg egentlig har ret i min antagelse af, at det er forkert, at de står der og råber og smælder efter de unge drenge.

Jeg føler, at det vil være lidt svært for mig at påpege det. Kan du se mig sidde i omklædningsrummet efter kamp og sige: ”Øh, forresten så synes jeg ikke, det er rimeligt, at I råber ad drengene”? De ville vende det hvide ud af øjnene.

Men hvad gør jeg, for jeg har svært ved at holde det ud, og jeg synes, det er urimeligt, at fremmede mænd skal stå og skælde mine drenge ud, hvis de fejler.

Skal jeg alligevel prøve at sige fra på mine sønners vegne, eller skal jeg bare lade det være og tænke, at det er en mandeverden, som jeg ikke forstår?

Fodboldmor

Kære Fodboldmor

Først og fremmest respekt til dig for at passe dine to drenge så godt og uge efter uge stille op til fodbold og alt det andet, du står alene med. Jeg er sikker på, at du er en god mor.

Der er helt sikkert forskel på fodboldfædre og fodboldmødre. Det kan godt blive meget svært at finde et fælles fodslag for de to arter.

Hvis du oplever, at dine drenge bliver kede af det, når der bliver råbt til dem, så synes jeg, du skal gøre noget, ellers ikke.
Tal med sønnerne om det. Find ud af, om de synes, det er ubehageligt. Måske generer det slet ikke dine drenge lige så meget, som det generer dig.

Men er du sikker på, at de finder råberiet ubehageligt, så gå til træneren.

Jeg tror, du beskriver meget godt, hvad der ville ske, hvis du ene kvinde tager emnet op med fædrene i omklædningsrummet efter kampen. Så tal med træneren i stedet for.

Under alle omstændigheder er det udmærket at have nogle regler for, hvor meget man må blande sig og råbe fra sidelinjen, men lad det være træneres ansvar.

Det er ham, der bestemmer, og ham skal selv de mest højtråbende fædre rette sig efter. Jeg ville ikke selv egne mig som fodboldmor. Jeg ville komme til at råbe højere end fædrene, for jeg bliver nemt grebet af spillet, og jeg tror, det er det, der sker.

Du må ikke tage tilråbene personligt på dine drenges vegne. Det er kun i kampens hede og ellers glemt bagefter.

Bedste hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk