Penneveninder i 60 år

Det var året, hvor passagerskibet Hans Hedtoft forliste ved Grønland, og det år, hvor 37 mennesker blev dræbt i bådulykken på Haderslev Dam. Det var 1959, og den kolde krig var på sit højeste. På samme tid gik to små piger forventningsfulde rundt, Lone på Lolland og Gerda i Vestjylland. De var 10 år gamle og var netop blevet penneveninder takket være en annonce i deres mødres foretrukne ugeblad, Flittige Hænder, hvor den så kendte ”Onkel Erik” stod for at skaffe børn pennevenner over hele verden.

Lone var enebarn og boede med sine forældre i Dannemare i nærheden af Nakskov på Lolland. For hende var det spændende at få lov til at skrive sammen med andre – måske endda med et barn så langt væk som i Jylland!

Gerda fra Jylland blev den heldige penneveninde. Hun boede på en gård uden for Vinderup i Vestjylland. Gerda havde tre søskende, og for hende var det rart at kunne skrive til et andet fornuftigt væsen, som forstod, at søskende kunne være anstrengende, men også sjove. De begyndte i 1959, og de skriver endnu. Minimum et par gange om måneden på gammeldags brevpapir med en konvolut.

Foreløbig har Gerda Skovmose og Lone Andreasen holdt 60-års jubilæum som penneveninder, og de fortsætter, så længe der findes brevpapir og postvæsen, siger de selv.

Lidt forsigtige

I dag er Lone og Gerda 71 år. De har gråt hår, og tiden med fletninger og pufærmer er definitivt forbi. Måske knirker knæene lidt, og det kan være rart med en middagslur, men glimtet i øjnene er det samme, som dengang de var børn og opdagede, at de i grunden slet ikke var så forskellige. Snarere tværtimod.

– Vi er nærmest tvillinger, selv om vi slet ikke er i familie med hinanden, siger Lone og Gerda i munden på hinanden.

– Vi blev gift med hver vores møbelsnedker. Vi fik begge to børn og fire børnebørn, og mange gange behøver vi egentlig ikke skrive så meget, for vi ved tit på forhånd, hvad hinanden tænker. For mig blev Gerda den søster, jeg savnede, for jeg var jo enebarn dernede på Lolland, og så var det rart at kunne skrive sammen, siger Lone.

– Vi var jo nok lidt forsigtige af os begge to, siger Gerda.

Læs også om to andre pennevenner

– Da vi havde skrevet sammen nogle gange, ville vi egentlig gerne besøge hinanden, men jeg turde da slet ikke sådan tage af sted fra Lolland og videre op i Jylland med tog og færge, det var alt for farligt, husker Lone.

Så pigerne blev ved med at skrive til hinanden, enten på linjeret papir, eller også de brugte lineal til at slå pæne lige streger under skråskriften.

”Hvad synes du om skriften?” Det var et spørgsmål, man kunne læse i alle brevkasser dengang, men det var ikke noget, de to piger bekymrede sig om. De skrev om vigtige ting, såsom skolen, familien, billeder af filmstjerner, og de byttede glansbilleder. Adskillige billeder af Sophia Loren, Cliff Richard og den lidt farlige Elvis røg af sted med postvæsenet i de år.

– Vores familie tog på biltur om sommeren rundtomkring i Danmark, og faktisk var vi flere gange i nærheden af den by, hvor jeg vidste, Gerda boede, men man kom ikke sådan bare forbi dengang. Man skulle ikke være påtrængende, formanede mine forældre mig, så vi mødtes ikke, mens vi var børn, husker Lone.

Det første møde

De to piger skrev sig gennem puberteten, de første kærester, og de delte deres tanker om uddannelse og fremtid. Begge kom de i lære på kontor. Endelig var pigerne store nok og modige nok: Det var 1969, og tiden havde ændret sig. Man kunne godt være lidt uformel, og pigerne var blevet 22 år, de havde smart hår og både kørekort og fast kæreste, så Gerda og Ejnar proppede et telt ind i deres lille bil og kørte mod Dannemare på Lolland, så de to piger endelig kunne møde hinanden.

– Det var fantastisk hyggeligt. Vi kendte jo hinanden ud og ind efter alle vores breve, og vi blev lige så tætte i virkeligheden, som vi havde været i brevene, husker Lone.

De camperede på græsplænen hos Lones familie, og der blev set en del tysk fjernsyn i de dage. Gerda var meget benovet og misundelig. Man kunne ikke se tysk fjernsyn hjemme hos hende, men her på Lolland var der adgang til at se alt den tyske Schlagerparade, som man kunne ønske sig. Især Rex Gildo og Costa Cordalis var et hit hos veninderne.

Helt tilovers blev mændene i pigernes liv ikke. Gerdas mand, Ejnar, havde hun fundet til De Radikales bal på Hotel Vinderup. Radikal var han godt nok ikke, men han var møbelsnedker med et godt udseende, og ham holdt hun fast i. Lone mødte sin mand via landinspektørkontoret, hvor han kom retur med store lystryk af tegninger, som Lone havde tegnet. Det skulle vise sig, at den flotte Knud Erik med Elvis-håret også var møbelsnedker.

Læs også om Katrines nye ven

De inviterede til bryllup i Vinderup i 1970 og til bryllup på Lolland i 1972. Kjolerne var Lilly-modeller, og de unge penneveninder og deres mænd fejrede bryllup med stil, som man altid havde gjort det. Mange andre steder i Danmark var tiderne i opbrud. Den første Roskilde Festival blev holdt i 1971, der var stor arbejdsløshed, og rødstrømperne gik på barrikaderne.

– Vi blev gravide nogenlunde samtidig, og Gerda fik to piger, mens Lone og Knud Erik fik to drenge kort efter. Nu skrev vi sammen om børneopdragelse, søvnløse nætter og babymos. Vi begyndte at holde sommerferie sammen, de første år var vi rundtomkring i Danmark og Norge. Først med telt og siden med campingvogn med fire børn og to hunde. Det var nogle dejlige år, er de to kvinder enige om.

Så kom deres første jubilæum: ”Sølvbryllupsfesten” for de første 25 år som pennevenner, som de holdt på Gl. Brydegård på Fyn. Da de holdt 40-års jubilæum, var der blevet lidt bedre råd. Børnene var voksne, og nu var de igen bare de fire sammen, så festen blev holdt i Portugal. 60-årsjubilæet blev holdt sidste år i november på Gran Canaria.

Alle er venner

Nu skriver kvinderne om børnebørnene og om al den fritid, de har. De er begge på pension, så nu har de tid til at skrive endnu flere breve. Igennem alle årene har mændene været med på sidelinjen. De må godt læse brevene, men så er de også selv ude om det, hvis der står noget, de ikke vil høre.

– Det har vi fået at vide, siger Lones mand. Men både Knud Erik og Ejnar læser med alligevel, for mændene er også blevet gode venner.

– Vi har fulgtes ad igennem alle årene, været med til hinandens familiefester og besøgt hinanden, både på Lolland og i Jylland. Vi løber aldrig tør for noget at skrive om, vi er mestre i at slutte brevet med et PS, for der er altid lige et eller andet, vi også lige skal have med, siger Gerda.

– Ja, de kan både snakke og skrive meget, medgiver mændene og smiler indforstået til hinanden.

Det er rigtig nok. De har stabler af breve og konvolutter, fra dengang et frimærke kostede 30 øre. I dag koster et frimærke 10 kroner, og så er det ikke fremme før 10 dage senere. Det irriterer de to flittige brevskrivere, men det er der vist ikke noget at gøre ved.

– Vi skriver stadig vores breve i hånden. Det er en pause i hverdagen at sætte sig ved bordet, samle tankerne og skrive til en, man holder af. Vi bruger da også mail og telefon, men det er kun, hvis det er noget, der haster meget.