Sara er stærk som en okse

"Vær mærkelig og smil", står der på Saras overarm, og hun gør sit bedste. Ikke for at være mærkelig, for det er hun ikke. Men hun øver sig i at smile, og det er et bevidst valg hos en pige, der i årevis bare ønskede at dø.

Sådan kan man have det, når man har en svær depression, og Sara Søs Aanæs har også forsøgt at dø flere gange i sit korte liv. Hun er 24 år og stadig i live, og det betyder, at hun måske er et af de stærkeste mennesker, man kan møde på Nørrebro i København.

Læs også om Louise og Morten

Saras lejlighed er lillebitte, blokken, hun bor i, er trist og grå, men inde i lejligheden har Sara hængt stjerner op i loftet, der funkler i solstrålerne. Katten Frederik, en sort selvbevidst hankat, er Saras ven, men ikke længere den eneste. For et indadvendt menneske er det svært at gå ud og møde andre, men det gør Sara nu, og takket være Sara har mange unge i København også fået et lidt lysere liv. Det er nemlig Saras fortjeneste sammen med Ungdommens Røde Kors, at der nu er en patientcafé for psykisk syge unge på Gentofte Hospital. Den er åben hver onsdag, og så er Sara i caféen, laver kaffe, spiller spil og bager pandekager. Hun viser de unge, at det kan lade sig gøre at opleve gode ting, selv om man er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er der brug for, ved hun, for hun kender desværre systemet indefra.

Svære år

– Jeg var 13 år, da jeg fik diagnosen atypisk autisme. Jeg var en indadvendt pige, der altid trak mig ind i mig selv. Der var ikke overskud hjemme hos mig, mine forældre blev skilt, og bagefter havde de travlt med deres egne liv, samtidig med at jeg tit var ansvarlig for min yngre søster. Det var en svær tid for os alle, og jeg endte med at blive indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling i Bispebjerg første gang, da jeg var 14 år, fortæller Sara.

Fra den dag gik det den gale vej med Sara. Et sjovt ungdomsliv fik hun aldrig. Hun var indlagt i næsten et år, hvorefter hun blev sendt videre til to forskellige bosteder for mennesker med autisme. Men som der er forskel på mennesker, er der også forskel på autisme. Sara var indadvendt og frygtsom. De andre beboere var udadreagerende. Sara var tit bange og isolerede sig mere og mere på sit værelse. Hjemme kunne hun ikke rigtig være, selv om hun og familien forsøgte. Sara ville jo egentlig helst være som alle andre. Hun drømte om at blive lærer. Hun drømte om, at hendes liv skulle være så let, som det så ud til at være for de andre. Men det blev ikke lettere, tværtimod.

– Jeg har haft et par selvmordsforsøg, jeg har været indlagt flere gange, og jeg har fået masser af medicin. Til sidst følte jeg mig som en diagnose, ikke som Sara. Da jeg var 20 år, blev jeg indlagt med en svær depression, og bagefter flyttede jeg hjemmefra, siger Sara.

Livet er et valg

Det var på det tidspunkt, Sara fik sin egen lille lejlighed på Nørrebro, og her det gik op for hende, at hun var helt alene i verden. Bogstavelig talt.

– Der kom et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at nu måtte jeg enten dø eller leve, og hvis jeg ville leve, så måtte jeg gøre noget for at skabe et godt liv for mig selv. Jeg måtte finde nogle, der havde brug for mig, siger Sara.

Hun blev medlem af Ungdommens Røde Kors og frivillig lektiehjælper i "Børnenes Lektiecafe" på Nørrebro. Samtidig gik hun selv i skole og tog et par fag ad gangen på hf. Målet var – og er stadig – at hun en dag vil være lærer.

Læs også om Tinas svære liv

Men for tre år siden blev hun voldtaget og fik igen en dyb depression. Det var også her, hun bestemte sig for, at det var nu, hun skulle bryde de sidste tabuer. Hun var med i kampagnen "Sygt ung" for Ungdommens Røde Kors, hvor hun stod åbent frem og fortalte om sin sygdom og om sit liv i det hele taget. En kæmpe overvindelse for et menneske, der af natur er indadvendt, men det var nødvendigt, følte hun.

– Jeg er ikke min sygdom. Jeg har en sygdom, og den forsvinder ikke, fordi jeg fortier den. Jeg ønsker ikke for noget menneske, at de skal gennemleve det, jeg har gjort, når jeg har været allermest deprimeret. Når du er så syg, tænker du, at det vil være en befrielse at dø. Men samtidig vil man jo så gerne leve – man kan bare ikke finde ud af det. Jeg har været indlagt flere gange på den lukkede afdeling. For mig har det føltes som opbevaring. Du lever i en grå, grå hospitalsverden med lange øde gange, der er masser af syge mennesker, og der er ikke tid til samtale. Der er medicin, og det er så det.

Saras drøm

Hun fortsætter: – Det eneste, du ser frem til hver dag, er maden, der bliver serveret tre gange dagligt, og rygepauserne. Sådan er dagene på en lukket afdeling, og en dag kommer du så ud. Hvert femte unge menneske i Danmark er eller har været selvskadende, og mange af os bliver indlagt flere gange. Jeg ville have givet alt for at opleve, at nogen snakkede med mig, eller at der var lidt afveksling på afdelingen. Derfor fik jeg idéen til at lave en café.

I januar 2018 blev Sara udskrevet fra psykiatrisk afdeling på Gentofte, og hun skrev den første mail for halvandet år siden, hvor hun foreslog Ungdommens Røde Kors at oprette en café for psykisk syge unge mellem 18 og 35 år. Hun snakkede også med Region Hovedstaden om det, og de syntes også, det var en god idé.

I dag er caféen så en realitet. Den har fået et lokale på Gentofte Sygehus og er Saras hjertebarn.

– Foreløbig holder vi kun åbent en gang om ugen, fordi vi mangler flere frivillige, men det er målet, at caféen helst skal holde åbent meget oftere. Mit eget personlige mål er bare at være glad og få en uddannelse – og allerhelst vil jeg være lærer. Der sidder en masse børn, der ikke lige passer ind i folkeskolen. De er stille og indadvendte, som jeg var det dengang, og dem vil jeg gerne hjælpe.