To tanter på tur

Den danske sommer er for kort til at se sport på tv, tænkte jeg, da jeg endnu en gang så min mand sætte sig til rette foran skærmen, mens solen skinnede udenfor på det vildnis, jeg kalder haven. Selvfølgelig kunne jeg slå græs, gå med hundene og være lidt bitter over, at manden ikke vil med på eventyr, men jeg kunne jo også selv finde på noget, og så var det, jeg talte med min veninde og kollega Kirsten Beyer.

Vi er to kvinder på 63 og 66 år, vi er koner til nogle, mødre til nogle andre og mormødre til verdens dejligste børnebørn. Kirsten har sklerose, jeg har gigt. Vi går stadig på arbejde, men pensionsalderen nærmer sig, i takt med at vores kroppe bliver mere og mere stive og tempoet langsommere. Sådan er det bare ikke med vores hjerner. For inden i os bor 17-årige piger, der ikke siger nej til fysiske udfordringer. Vi kan da klare alt – eller i hvert fald det meste. Derfor besluttede vi at tage på en tredages aktiv ferie sammen. Jeg kontaktede Destination Sydkystdanmark, der havde søgt feriepiloter, der ville opleve deres egn, Sjælland og Møn. Lidt overmodigt skrev jeg, at vi da var friske på at prøve forskellige ting, og det fik vi sandelig også lov til.

Læs også om at finde roen på camping

Det blev til tre fantastiske dage på elcykler, på gåben og til hest – det sidste kun i ganske få minutter. Og vi mødte forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at de elsker deres område og ikke sidder stille i længere tid, end det tager dem at få en ny idé:

Jette Ditlefsen og Gert Larsen, der har hotelbåde i Kalvehave Havn. Martin Melia fra BroBike i Kalvehave, der er så tosset med cykler, at han dårligt nænner at sælge dem. Frivillige, der vedligeholder og driver Danmarks ældste bevarede færge, Færgen Møn, som sejler mellem Stege og Kalvehave. Karl Jacobsen, der er Møns udgave af en hestehvisker. Direktør Nils Natorp, der er så vild med sin arbejdsplads, GeoCenter Møns Klint, at han næsten løber lige så hurtigt op ad trapperne på Møns Klint, som han taler, og Hanne Jørgensen, der lægger sine egne blomsterløg i kommunens plantekasser, fordi andre skal have noget pænt at se på.

Det er mennesker, der alle elsker deres liv i det, nogle andre kalder Udkantsdanmark.

Første tur på elcykel

Solen glimtede i de blanke, blå elcykler, der stod og ventede på os, da Kirsten og jeg om mandagen mødte op hos Martin hos BroBike i Kalvehave. Martins liv er cykler, så foruden dem i forretningen har han små 200 cykler fra alle tidsaldre og i alle former, som han også gerne udstiller. Han havde selv samlet de to nye elcykler, der lige var kommet fra fabrikken, og fortalte nu ivrigt om batteriet, der kan holde i 100 timer, alle de mange trinløse gear, tandremmen, der har erstattet den gammeldags cykelkæde, og hvordan man vælger cykelprogram i forhold til, om man vil køre ”eco”, ”tour”, ”tempo” eller ”turbo”.

Jeg var begejstret. Det var Kirsten ikke.

– Vi kører ikke, før jeg har taget en prøvetur her foran forretningen, sagde hun bestemt og cirklede omkring Martin og mig adskillige gange. Ingen af os havde kørt på elcykler før, men her var chancen for at prøve den nye fartdjævel, som adskillige pensionister allerede har købt. Hvis de kan, så kan vi vel også, som jeg sagde til Kirsten.

Hun så skeptisk ud, og det gjorde Martin også. Bare lidt. Det handlede nok mest om, at han har svært ved at se sine cykler forlade ham – men det gjorde de altså denne mandag.

Fra BroBike satte vi nu kurs mod Møn på hver vores elcykel. Vi susede af sted – indtil vi nåede Dronning Alexandrines Bro, der forbinder Kalvehave med Møn. Her kørte lastbilerne alt for tæt på de to uerfarne elcyklister på en smal cykelsti, så Kirsten valgte at trække cyklen over broen, mens jeg var for doven til at trække og hjulede glad videre.

Da Kirsten endelig kom over broen, var hun klar til at cykle igen, for nærgående bilister og lastbiler skulle ikke holde os fra at fortsætte turen mod Stege. Og det var da heller ikke bilisternes skyld, at Kirsten pludselig faldt af cyklen ved det lyskryds, vi senere kun omtalte som ”Kirstens lyskryds”. Næh, det var, fordi hun gav elcyklens bremser et alt for voldsomt tryk. Vi er jo begge fra en tid, hvor man skulle træde hårdt tilbage på den ene pedal, hvis den gamle jernhest skulle stoppes, men på elcyklen var der også håndbremser, og dem gjorde hun også voldsomt brug af. Det kostede ”kun” et mindre skinnebenssår, for cyklen fik ikke den mindste skramme.

Læs også om at passe på pengene på ferien

25 km senere var vi tilbage i Kalvehave Havn, hvor vi blev vel modtaget af Jette og Gert, som har kastet sig over en særlig hotelform: hotelbåde. En fantastisk opfindelse, selv om det kræver sin kvinde at rede en trekantet seng med et firkantet lagen. Du kan læse mere om Jette og Gert på side 32.

Hotelbåden var dagens tiltrængte luksus for to kvinder, der er vokset fra tomandstelte på en pløjemark og gerne vil have morgenmaden serveret. Ifølge Kirsten trampede fuglene på taget om natten, andre vil mene, at det er hyggeligt at mærke bølgeskvulp og være helt tæt på ænder og måger, der også bare gerne vil sove godt en enkelt nat. Vi var så heldige, at det var os, der var indenfor og havde de gode dyner.

Med rystende ben

Næste dag blev ilddåben. Turen skulle gå fra Kalvehave til Møns Klint og videre ud til Karl, der har Møn Islændercenter, for selvfølgelig skulle vi også på hesteryg, når vi nu var på de kanter …

Tirsdag morgen begyndte med dejlig morgenmad, som Jette og Gert serverede på havnen i klar sol og med en smuk udsigt over Ulvsund. Det blev den sidste smukke udsigt, jeg så den dag. Resten af dagen holdt jeg mest øje med min elcykel, eller sådan føltes det i hvert fald.

Det var den dag, Kirstens ben begyndte at ryste, da hun satte sig op på cyklen. Lidt efter rystede resten af hende også, men fordi hun inderst inde er en stædig jyde, mente hun, det ville hjælpe, hvis hun tog en trøje på. Det var ikke det, der var i vejen. Kirsten har jo sklerose, og det her var den måde, hendes krop fortalte hende, at hun nu skulle tage den med ro og ikke sætte sig op på elcyklen igen. Derfor blev hendes cykel pænt trukket tilbage til hotelbåden, og hun måtte sætte sig ind i fotografens bil, mens jeg fortsatte på min smukke blå cykel.

Målet var Møns klint – 30 km på cykel – og det var en vidunderlig tur. Man skal bare huske at træde i pedalerne hele tiden, og så går det legende let forbi smukke huse og glitrende hav. På den måde nåede jeg at tænke mange tanker, jeg ellers aldrig ville have haft tid til i en travl hverdag. Faktisk tænkte jeg også, at jeg resten af mit liv ville cykle på elcykel til og fra arbejde …

Overskuddet og kræfterne varede, indtil jeg nåede Møns Klint. Fotografen og Kirsten havde ringet og fortalt, at de for længst var nået derud, hvor vi skulle se GeoCenter Møns Klint og bagefter en rask tur op og ned ad klinten. De lød meget mere veloplagte, end jeg følte mig!

Fortsættelse følger i Familie Journal nr. 30.