Brev til Puk: Skal jeg fortælle om mormorens selvmord?

For mange år siden begik min venindes mor selvmord efter at have truet med det flere gange. Min veninde fandt hende, hun havde taget alle sine piller (også psykofarmaka). Det var frygteligt, og min veninde var naturligvis i chok.

Læs også: Marias mor begik selvmord: Hendes historie skulle bruges til noget

Hendes tre børn var dengang under 10 år, og hun og hendes mand besluttede, at de ikke ville fortælle børnene om selvmordet. I stedet forklarede de nænsomt børnene, at mormor havde haft et dårligt hjerte, som pludselig var holdt op med at slå, og hun var død. Børnene savnede i starten deres mormor, men kom forholdsvist hurtigt videre uden at tale om hende dagligt. Min veninde var knust i flere måneder, men skjulte det for børnene, som hendes mand tog sig ekstra meget af i den tid. Og alle i deres omgangskreds fik at vide, at børnene aldrig skulle have at vide, at mormor havde taget sit eget liv. Men de kunne selvfølgelig ikke tage hele byen i ed.

Min venindes far lod umiddelbart også til at være i sorg, men knap et år efter hans hustrus død præsenterede han dem alle for en ny kvinde, som han var blevet glad for. Efter kun et par måneder flyttede hun ind hos ham, og min venindes barndomshjem blev totalt ændret og indrettet, som hans nye kvinde ønskede det. Familien kunne dog godt lide hende og undte også min venindes far en ny kvinde i sit liv, så alt syntes umiddelbart godt.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun behøver ikke at forstå det, men kan bare acceptere det

I en provinsby kan man dog ikke undgå, at snakken går, og det gjorde den også i den by, hvor min veninde og hendes familie boede (og bor). Jeg flyttede selv derfra et år efter selvmordet, men har, som årene er gået, hørt mange historier fra min egen familie i byen om min venindes forældre – især hendes far. Han skulle efter sigende have været ret voldelig over for sin hustru, som var nervøst anlagt, og kvinden, som han flyttede sammen med, skulle have været hans elskerinde i flere år. Det har jeg aldrig talt med min veninde om, når vi har ringet eller været sammen, og hun har aldrig nævnt et ord og taler altid pænt om sin far.

Problemet er, at hendes datter på nu 23 år har kontaktet mig, da hun er flyttet til Aarhus, hvor jeg bor. Hun ringede og spurgte, om hun en dag måtte besøge mig, for der var så meget, hun gerne ville tale med mig om, og hun nævnte også sin mormor. Besøget blev udskudt på grund af corona, men hun melder sig sikkert igen, og så er jeg bekymret for, om hun også har hørt folk snakke i hjembyen, og om hun nu vil spørge mig om det hele. Hvis det er tilfældet, hvad gør jeg så? Fastholder, at mormor døde på grund af sit dårlige hjerte, og at morfar er en vidunderlig mand? Eller fortæller sandheden om morfar og hendes stakkels mormor?

Det hører med, at mormoren efterlod et brev: ”Jeg kan ikke mere efter alt det, ”han” har budt mig” – hvor familien troede, hun med ”han” mente Gud, da hun var ret troende.

Trille

Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt

Kære Trille.

Det er et voldsomt brev, det her. Mit hjerte bløder for dem, der føler, de ikke længere kan finde vej, og ender med at tage deres eget liv. Husk, der er hjælp at hente, og der findes en anden udvej, hvis man går med selvmordstanker. Jeg har hentet disse oplysninger på nettet til mennesker med tanker om selvmord:

Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, kan kontaktes alle årets dage kl. 11-05. Eller skriv til Livsliniens netrådgivning – skrivdet.dk – hvor de bestræber sig på at svare inden for en-tre dage, og det er muligt at skrive til dem op til seks gange. Og det er også muligt at kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Hun lægger billeder ud af sit afdøde barn

Til spørgsmålet om, hvorvidt du skal fortælle sandheden til den unge pige, vil jeg anbefale, at du i første omgang kontakter hendes mor. Fortæl hende stille og roligt, at du kender til de fortællinger, der er om mormorens død, og at du har en opfattelse af, at hendes datter måske søger svar. På den måde kan du lade det være op til pigens mor selv at overbringe sandheden.

Jeg synes i øvrigt, de handlede rigtigt, da de valgte at fortælle, at mormoren døde af et svagt hjerte. Du skrev nogle detaljer, som jeg har besluttet at bortredigere, men de detaljer underbygger, at sandheden ikke var for børn.

Læs også: Brev til Puk: Tilgiv og kom videre

Jeg er ikke tilhænger af at lyve, men jeg er tilhænger af at skåne børn og efterfølgende dosere den slags sandheder i små portioner. Jeg håber, at de, der en dag skal fortælle hele historien om mormor (og morfar for den sags skyld) vil gøre det nænsomt.

Hvis datteren spørger dig, inden du når at tale med din veninde, så henvis i første omgang til at tale med hendes mor. Jeg synes, det er et familieanliggende, og morfar er stadig i live. I første omgang må de indbyrdes have mulighed for at tackle de svar, datteren søger.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde