Udklædning til fastelavn: Den sødeste blomst

Søndag, 7. februar 2010
af Redaktion
Lav en fin fastelavnsdragt: Blomst
Foto: Jette M. Vesterager
Foto: Jette M. Vesterager

FASTELAVSDRAGT: BLOMST
(2-4 år)

Materialer: 1 gul kasket. Filt: 55 cm rødt, 20 cm orange, 20 cm pink, 1 meter mørkegrønt + 60 cm lysegrønt. 1 meter grønt skråbånd. 7 cm velcro. 50 træperler, 5 mm. 6 træperler, 12 mm. 6 stk. elefanttråd.
Kasketterner er fundet i børnetøjsforretninger eller hjemme i gemmerne. Resten er fra Panduro Hobby (link fjernet).
Mønster: Kan hentes ved at klikke her.

Hovedtøj: Klip skyggen af kasketten. Klip 10 cm brede strimler i orange og pink filt med længde som kaskettens omkreds. Klip takker i strimlernes ene side og sy dem på kaskettens kant, så spidserne sidder lidt forskudt. Sy gerne ud på lukkesnippen ved hullet bag, hvis kasketten lukkes med en sådan. Klip 7 kronblade i rødt filt (se skitse), højde og bredde er ca. 16-17 cm. Fold et wienerlæg midt på hvert blad. Sy bladene på langs kaskettens underkant, så de overlapper hinanden. Klip en 5 cm bred rød filtstrimmel ret mod ret på underkanten, fold den om kanten og sy fast fra vrangen. Sy de små træperler jævnt fordelt på kaskettens puld. Klip 6 stk. elefanttråd a 13-17 cm. Bøj den ene ende til en løkke og stik den anden ende ud gennem kasketten nederst ved syningerne. Sy løkken fast på vrangen og sy fra retten henover tråden, så den holdes ind til pulden. Form trådene til buer foroven og lim store perler på enderne.

Krave: Klip 5 blade i mørkegrønt filt (se skitse): Bredde x højde = 26 x 30 cm. Klip 5 blade i lysegrønt filt (se skitse): Højde og bredde = 20 cm. Læg 1 lille blad på 1 stort og fold wienerlæg. Mål 2 stk skråbånd ud til halskant. Sy bladene på det ene bånd så de overlapper hinanden. Sy det andet skråbånd på det første, så alt dækkes. Sy velcro midt bag til lukning.

Design: Berith Ann Christensen

Få opskrift på fastelavnsboller med appelsin her.