Vi har bragt et tabu ud i det åbne

Kvalificeret hjælp

Modsat mange hjælpeorganisationer baserer Mission Øst - eller Mission East, som den hedder i udlandet - sig ikke på frivilligt arbejde. Man vil nemlig tiltrække de dygtigste fagfolk. Godt ti pct. af pengene kommer fra private bidrag, resten fra fonde, EU, Danida og andre offentlige midler. Organisationen har i dag omkring 330 lønnede medarbejdere - heraf 175 i Afghanistan og 62 i Tadsjikistan. Kontoret i Jerevan, Armenien, har 15 medarbejdere. Endvidere opererer man her og nu i Rumænien og Nepal. Læs mere her.

Danske René Hartzner og hans nu 52-årige søn, Kim, startede for tyve år siden organisationen Mission Øst. Siden har den gjort en indsats for især handicappede børns rettigheder i den lille republik i Kaukasus i det østligste Europa.

Handicappede skulle gemmes væk
Landets love er blevet ændret, således at handicappede i dag har ret til skolegang. Stadig flere han-dicappede unge får uddannelse og job. Og tidligere tiders uvidenhed og opfattelsen af handicap som noget skamfuldt, der helst skulle gemmes væk bag hjemmets fire vægge, har støt og roligt rykket sig. Desuden har Mission Østs benarbejde skabt grobund for andre organisationer, der ligeledes kæmper for handicappedes vilkår. Bl.a. Bridge of Hope.

Mange forskellige projekter
Mission Øst så dagens lys i 1991, og allerede året efter blev Armenien omfattet af organisa¬tionens aktiviteter. Kim er i dag generalsekretær i foretagendet, mens den nu pensionerede René tegner sig for mængder af frivilligt arbejde og bl.a. besøger de mange østeuropæiske lande, hvor man har projekter kørende. I begyndelsen bestod hjælpen især af nødhjælp i form af fødevarer. I dag varierer Mission Østs indsatsområder kraftigt fra land til land. Og i Armenien har man de senere år især kastet sig over handicappedes forhold.

Opgør med tabu
- I 2005 gik vi målrettet i gang med at finde børnene, som helt bogstaveligt blev gemt væk, da handicap traditionelt har været behæftet med tabu og skam. Vi tog simpelthen ud i landsbyerne og bankede på dørene. Og de børn, vi fandt, fik en diagnose på vores lægecentre og blev indstillet til den rette behandling, fortæller René.

Af: Johan Isbrand