En læser fortæller: Karlo hjalp mig gennem sorgen

Jeg var ikke videre begejstret, da min mand kom hjem med Karlo. Vi havde ikke haft hund i en årrække, og jeg syntes ærlig talt, at jeg var blevet for gammel til at trave rundt med en engelsk springerspaniel. Samtidig havde jeg gigt i hænderne og havde ikke kræfter til at holde hundesnoren i længere tid ad gangen.

Men Hans insisterede på at finde en god hund til at holde os med selskab, og valget faldt på Karlo. Han var en glad, tillidsfuld og aktiv hund, der knyttede sig mest til Hans. Det var de to, der gik ture sammen morgen, middag og aften, mens jeg ordnede hus eller rodede i haven ved sommertid. Karlo fik sin faste plads i sofaen ved siden af Hans, mens lænestolen var mit domæne.

Hans og Karlo var nærmest uadskillelige i de få år, de fik sammen, indtil Hans døde pludseligt af en hjerneblødning. Jeg kan slet ikke beskrive den forfærdelige smerte og tomhed, der ramte mig. Hans og jeg havde kendt hinanden, siden vi var teenagere, og vi havde netop fejret 45-års bryllupsdag. At sige farvel til Hans var som at sige farvel til en del af mig selv. For familiens skyld gjorde jeg mig stærk og tapper, selv om det føltes, som om jeg var gået itu indeni.

I de første uger efter Hans’ begravelse blev Karlo passet af min datter. Jeg havde simpelthen ikke energien til at tage mig af en krævende hund. Men da hun skulle på en planlagt ferie med familien, vendte Karlo tilbage til huset.

– Tror du, at du kan klare Karlo? spurgte hun bekymret.

– Ja, ja, selvfølgelig, sagde jeg, selv om jeg havde planlagt at sige, at de gerne måtte beholde Karlo for tid og evighed, når de kom hjem fra ferien.

– Jeg tror også, at Karlo er glad for at komme hjem igen, sagde hun, før hun skyndte sig tilbage for at pakke de sidste ting før ferien. Jeg lukkede døren og gik ind i stuen, hvor Karlo ivrigt løb rundt og snusede til sofaen.

– Det nytter ikke, kære Karlo. Hans kommer ikke hjem mere, sagde jeg trist og satte mig i lænestolen.

De næste minutter undersøgte Karlo hver en krog af huset. Til sidst kom han ind til mig, lagde hovedet på armlænet og så intenst på mig med sine brune øjne. Med tårer i øjnene strøg jeg ham over den blanke pels, mens jeg hviskede, at Hans altså ikke var at finde i huset. Karlo lod ikke til at være tilfreds og tilbragte resten af aftenen med at vandre hvileløst rundt i huset. Først sidst på aftenen hoppede han op i sofaen og faldt til ro på sin sædvanlige plads.

Jeg gruede for næste morgen, hvor jeg var nødt til at finde hundeselen frem og gå en tur med Karlo. Han sprang glad omkring, og det tog mig tid at få selen sat på.

– Kom, vi går en anden vej, sagde jeg bestemt, da vi stod ude på fortovet. Jeg havde ingen lyst til at gå den sædvanlige tur. Men Karlo ville det anderledes. Han trak i snoren og var så stærk, at jeg måtte opgive at kæmpe imod.

Frygten for, at Karlo ville trække afsted med mig, viste sig at være ubegrundet. Da han først fik lov til at gå i den kendte retning, fulgte han mit tempo.

– Nå, Hans har alligevel fået dig godt oplært, mumlede jeg og fulgte med Karlo uden at opfatte meget af verden omkring mig. Det var uendeligt trist at gå i Hans’ fodspor, og jeg måtte kæmpe med en stor klump i halsen hele vejen.

Det gentog sig de næste mange gåture med Karlo. Det var måske nok mig, der satte hundeselen på Karlo, men reelt set var det mere Karlo, der gik tur med mig. Uden Karlo var jeg nemlig ikke kommet ud ad døren to til tre gange om dagen. Og langsomt mærkede jeg en forandring i mit sind. Jeg begyndte at lægge mærke til husene, naturen og kendetegnene på min vej. Og af og til tog jeg mig selv i at hviske små ord til Hans: at foråret omsider var kommet, og at de første vintergækker havde fundet vej gennem den frosne jord.

Overraskende nok begyndte jeg at glæde mig til de daglige gåture med Karlo, og jeg mærkede, hvordan han knyttede sig til mig i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Og omvendt.

Da jeg en aften satte mig på Hans’ plads i sofaen i stedet for lænestolen, løftede Karlo hovedet og så tillidsfuldt på mig med sine brune øjne. I det øjeblik var det, som om jeg kunne mærke Hans tæt på os.

– Bare rolig, Hans, hviskede jeg og fældede en taknemlig tåre. – Karlo skal ingen steder. Jeg skal nok passe på ham.