En læser fortæller: Min hunds nye familie

Da børnene var flyttet hjemmefra, foreslog jeg min mand, Søren, at vi fik en hund. Vi købte Stella, som var så lille og nuttet, at det var umuligt at forestille sig, at hun et par år senere ville komme til at veje mere end mig.

Stella var en elskelig sanktbernhardshund, og hun var primært min hund. Jeg gik lange ture med hende, plejede hendes pels, trænede hende, og vi fik et tæt forhold.

Nogle år senere indså Søren og jeg, at vi var vokset fra hinanden, og vi blev skilt. Jeg havde ikke råd til at blive boende i vores hus selv, så jeg flyttede i en toværelseslejlighed sammen med Stella, selv om jeg jo godt vidste, at hun havde brug for mere plads og helst en have at boltre sig i.

I nogle uger gik jeg rundt om mig selv med bevidstheden om, hvad jeg burde gøre, men det var for smertefuldt at tænke til ende. Stella havde brug for et nyt hjem og en ny familie, som kunne tilfredsstille hendes behov for plads og motion.

Erkendelsen gjorde mig ulykkelig, for hun havde været min støtte og mit faste holdepunkt de sidste par år, og jeg var kommet til at holde utrolig meget af hende.

Jeg tog mig sammen og skrev et opslag på Facebook, hvor jeg søgte efter en kærlig familie til Stella, og snart fik jeg flere henvendelser. Alle, der ringede og skrev til mig, virkede søde, men jeg faldt hurtigt for familien Andersen, og vi aftalte, at de kunne komme forbi og møde Stella weekenden efter.

Familien Andersen bestod af Anne og Finn og deres børn Johanne på 10 og Simon på 8 år. Der var kemi med det samme, de trådte ind ad døren. Stella dansede rundt og logrede så voldsomt med halen, at hun tog et vandglas fra køkkenbordet med i svinget. Det splintrede mod stengulvet, og Anne og Finn hjalp mig med at samle glasskårene op.

– Hvor er hun dejlig, sagde Anne og aede Stella på hovedet. Stella kiggede lykkeligt fra Anne til mig, og jeg kunne mærke, at denne familie var det rigtige valg. Det var en underlig sammensat følelse, og et eller andet sted havde jeg måske håbet, at Stella havde været mere forbeholden over for familien, for så kunne jeg lettere have forsvaret at beholde hende lidt endnu.

– Jeg forstår godt, det er svært for dig. For mange år siden var jeg i samme situation, sagde Anne, og det overraskede mig, hvor rørt jeg blev over hendes ord.

– Hvis du har lyst til at sælge Stella til os, så husk, at du jo kan passe hende, så tit du vil. Det vil også være en kæmpe hjælp for os, fortsatte hun, og det overbeviste mig. Allerede samme aften kørte jeg Stella og hendes ting hjem til familien Andersen. Jeg kunne lige så godt få det overstået.

Stella løb glad ind i deres hus, og jeg aftalte med Finn, at jeg kørte med det samme, så hun ikke opdagede, at jeg var gået fra hende. Da jeg satte mig ind i min bil og lukkede døren, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg tænkte på alt det, Stella og jeg havde oplevet sammen, på hendes store, godmodige øjne og vores hyggelige aftener, når hun lå ved siden af mig i sofaen.

Det tog et par måneder at vænne mig til, at Stella ikke boede hos mig længere. Der var så stille uden hende, og lejligheden føltes underligt tom. Jeg hørte fra Anne indimellem. Hun sms’ede mig billeder af Stella, og jeg syntes, det var hyggeligt og sødt af hende at tænke på mig. Da hun en dag ringede og spurgte, om jeg ville passe Stella, mens familien tog på skiferie, sagde jeg ja med det samme.

Jeg glædede mig meget til at have Stella på besøg. Jeg købte hendes yndlingsgodbidder og planlagde lange ture, som vi skulle gå. Da dagen kom, og Finn og Anne satte Stella af hos mig, var gensynsglæden tydelig, og alligevel stod det hurtigt klart, at alting var anderledes.

Stella ville ikke længere ligge op ad mig og se tv. Hun ville hellere ligge på tæppet, der duftede af familien Andersens vaskepulver. Hun fulgte mig ikke længere rundt i lejligheden, som hun ellers havde haft for vane. Det var tydeligt, at Stella ikke længere var min hund, og først gjorde det mig trist, men så indså jeg, at det jo var præcis sådan, det skulle være.

Stella trivedes i sin nye familie, og da de, efter at Stella og jeg havde haft en skøn uge sammen, kom for at hente hende, sprang hun lykkeligt ind i deres bil. Jeg stod nede på fortovet og vinkede til Anne og Finn og børnene, mens de kørte væk med Stella.

Da jeg kom op i lejligheden, var der atter stille, men det var okay, for jeg vidste, at Stella var glad, og jeg følte, at jeg havde gjort det rigtige.