Der er marker omkring ham, så langt øjet rækker, der er dyr i stalden og to hunde i huset, og sådan har det altid været for Henning, der er landmand og har været det hele livet. Forskellen er bare, at markerne ikke er Hennings, og det er køerne heller ikke. Henning og Marianne Morthorst bor til leje på gården i Vestjylland, og det er ganske enkelt forskellen på liv og død for Henning. – Havde jeg været landmand i dag, havde jeg ligget i min grav nu, siger han, og man tror ham.
Læs også om Jette der er landmand Overtog fødegården
Henning er vokset op på en lille gård i Vejen Kommune. – Jeg mødte Marianne, da hun var 15, og jeg var 16 år. Vi blev ringforlovede på hendes 18-års fødselsdag og gift, da vi overtog gården i 1977. Der var 18 malkekøer og 26 hektar jord. Der skulle investeres og arbejdes med dyrene, så vi kunne få en god besætning. Jeg var herhjemme, og Marianne gjorde rent ved FDB dengang. Siden kom hun ind ved hjemmeplejen – hun har heldigvis altid haft sit eget. Vi fik fire børn sammen, og siden er der kommet syv børnebørn til, så det var en stor rigdom, men det var snart også den eneste rigdom, der var. Der kom en landbrugskrise, og det blev ikke den sidste. Der skulle banklån til og så et par banklån mere. Derfor kunne Henning ikke nøjes med ”bare” at være landmand.
Du må leve med det
I 1994 fik han arbejde på en betonvarefabrik ved siden af arbejdet på gården. Og så kom Henning til skade med sin arm. Den skulle opereres, men smerterne blev ved med at være der bagefter. Det måtte han lære at leve med, mente lægerne. Der var bare så meget, han måtte lære at leve med. Smerter i ryggen havde han også fået, for virkeligheden var jo, at han havde taget for hårdt fat i alt for mange år. Derfor var der sygemeldinger på arbejdet, behandlinger, en diskusprolaps i ryggen, evige smerter og rundhåndede recepter på smertestillende piller, for det hele var noget, Henning måtte lære at leve med, mente lægen. Det var måske der, det begyndte. Henning syntes, det var, som om de slet ikke hørte, hvad han sagde. Han fik bare nogle flere piller, og efterhånden kunne hans psyke heller ikke klare det mere. – Jeg ville det bedste. Jeg kunne bare ikke klare det, siger Henning. Marianne og børnene hjalp, hvor de kunne, men det gik ikke. Da Henning var sygemeldt næsten et år, ramlede det hele. Der var ikke råd til husbondafløser, banken ringede, og der blev aftalt møder. Henning og Marianne måtte forstå, at banken ikke var sikre på, det her var en god forretning.
Læs om Jane der også led af angst Henning giver op
– Vi sælger gården den 31. december 2006 og lejer et hus inde i Glejbjerg by. Det eneste gode ved det var, at min far sagde til mig, at ingen kunne have gjort det bedre. Jeg syntes jo, jeg havde ødelagt det hele for min familie og mig selv, og så var der skammen. Jeg duede jo ikke. Marianne har et øje på hver finger. Hun arbejder i hjemmeplejen, hun passer børn og landbrug, og hun passer på Henning, men en dag sker det. Henning går hjemmefra en aften, fordi han vil tage livet af sig selv. Han bliver fundet ved bækken og indlagt. – Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene længere, følte jeg, og det blev værre med min angst. Nu sad jeg i et hus inde i byen sammen med Marianne og vores yngste søn, og det var, som om der ikke var plads til at trække vejret. Marianne indrettede deres nye hjem, hun snakkede med naboerne, hun passede sit arbejde. Hun kæmpede for at få Henning med ud, men Henning ville ikke. Han turde ikke længere gå ud om dagen. Sådan gik det i flere år, indtil han en dag kom i tanke om en kvinde, der engang havde hjulpet ham med ryggen: Dorte Bro fra Brodal-klinikken Henning fortalte Dorte om sine følelser, han kom i hypnose – og fra det tidspunkt ændrede hans liv sig. – Under hypnosen fandt jeg ud af, hvornår angsten var begyndt at komme ind i mit liv, og hvordan jeg kunne arbejde med den, så jeg gradvist kunne erstatte alle de dårlige følelser med noget, jeg var glad for, siger Henning. – Hele mit liv har været en kamp, kan man sige. Vi har aldrig nogensinde haft penge mellem hænderne, selv om vi har slidt i det i så mange år, men jeg tænker ikke sådan på det. Jeg synes, jeg er rig, fordi jeg stadig er forelsket i min kone. I virkeligheden er det alle de mennesker, der er omkring dig, der giver det gode liv – ikke om man er en god landmand eller ej, siger Henning.n
