Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Dagen begynder tidligt for Jette Jacobsen, 44. Klokken 04,15 går hun i gang med morgenmalkningen af de omkring 300 køer på "Haugård" i Gabøl ved Vojens. Hun er mor til to og økologisk mælkeproducent med omkring 300 malkekøer.
- Her er altid mennesker. Både inde, i stalden og på markerne, fortæller Jette, der er mor til Per på 19 og Maria på 16. Per er ved at uddanne sig til landmand, mens Maria vil være "noget for landbruget", f.eks. konsulent eller dyrlæge.
Overtog svigerfamilies gård
Jette er opvokset på en gård i Nordsjælland og vidste meget tidligt, at hun ville skabe sig et liv ved landbruget.
I 1989 flyttede Jette og hendes daværende mand Andreas ind på svigerfaderens gård i Sønderjylland. Andreas led i lange perioder af dybe depressioner. Derfor var det også Jette, der satte sit navn på slutsedlen, da der skulle ske et generationsskifte.
- Hvis gården skulle drives videre, måtte jeg tage det fulde ansvar, for min mand var for syg til at deltage i arbejdet og børneopdragelsen. Så på den måde kan man sige, at jeg allerede var enlig mor mange år før, vi blev skilt, siger Jette.
Svært at blive integreret
Hendes eksmand bor i et af fodermesterhusene, og han kommer tit på besøg på gården.
- Andreas er da også rigtig god ven med min kæreste, Flemming, der er flyttet ind sammen med sin datter, Agnes på 15 år, fortæller Jette, som har fire fuldtidsansatte og to på deltid.
Hun lægger ikke skjul på, at det bestemt ikke har været let at blive integreret i det lille, sønderjyske samfund.
- De andre landmænd på egnen har helt sikkert ikke troet på, at jeg holdt længe. Og kvinderne vidste ikke helt, hvordan de skulle forholde sig til mig.
Blødt som økologisk smør
Jette er da også mest i selskab med mænd i de bestyrelser, hun sidder i. Det er bl.a. i Arlas repræ-sentantskab Sønderjysk Landboforening.
- Som kvinde skal man være ti pct. bedre end de mandlige konkurrenter. Men det klarer jeg også. Man kan sige, at jeg nogle gange har en tunge, der er skarp som et plovskær, men at mit hjerte er blødt som økologisk smør, siger Jette.
Af: Claus Gjedsig
Læs også:
Drømmen om at blive landmand