Karin er professionel havfrue: Vi kan alle blive en del af eventyret

Søndag, 23. oktober 2016
af Caroline Wigdal Foto: Birger Storm
Hun er mor til to, skuespiller, kunstner og nu også Danmarks første professionelle havfrue.

Den første sommer, inden hun fyldte 1 år, måtte hendes mor holde særligt øje med, hvor hun kravlede hen. For hun søgte direkte mod Vesterhavet.

– Jeg har bare altid været fuldstændig tiltrukket af havet og de vilde bølger, siger Karin i dag. Hun er projektansat på Den Blå Planet, og den første lørdag i hver måned siden april i år har Karin været hovedperson i showet ”Havfruen – Fakta om myten”.

Karin Lund Madsen, 35, bor ved Brumleby på Østerbro med sin mand, Anders Lund Madsen, journalist, komiker og tv-vært. Sammen har de fået drengene Stærk, 2, og Modig, 4. Karin er også papmor til Storm på 15, Bjørk på 19 og Fie på 26 år.

Læs også: Josephines ballet-drøm går snart i opfyldelse

Havfruelunger

Før Karin fandt sin plads i Den Blå Planets oceantank, skulle hun prøve at bo i Paris, Rio og Berlin for til sidst at flytte til København. I København tog hun en international teateruddannelse, og hun fandt ud af, at hun brænder for at fortælle historier. Karin fik job på et børneteater i Ordrup. I teaterbranchen mødte hun i 2008 Anders på Bellevue Teatret.

Fire år senere blev hun gravid med Modig, og under hendes barsel kom en ny chef til på teatret i Ordrup, hvilket medførte, at Karin ikke havde et job at vende tilbage til. Så hvad skulle hun nu?

Karin var ikke meget for at skulle søge et nyt job i teaterbranchen, som måske ville resultere i afslag på afslag. Det tiltalte hende ikke at skulle dø på film eller på en scene. – Jeg er meget mere hyggelig, smiler hun.

Siden hun mødte Anders, havde hun flere gange af interesse været med ham på det gamle Danmarks Akvarium. – Jeg er lidt af en fiskenørd. Så da Den Blå Planet søgte dyrepassere og elever, tænkte jeg, at det var min chance, fortæller Karin.

Læs også: Katrine har ikke længere ondt af sig selv

En særlig fødselsdagsgave

Idéen med at kombinere talentet for dykning og teater ved at hoppe i vandet som havfrue opstod under en ferie i USA. Som en overraskelse inviterede Anders Karin til havfrueshowet, ”Weeki Wachee”, som foregik på en teaterscene bygget over en ferskvandssø, hvor der nede i søen dansede og svømmede havfruer med iltslanger. For Karin var det inspirerende at opleve havfruerene.

På den samme ferie fyldte Karin 31 år, og af Anders fik hun en helt særlig fødselsdagsgave, nemlig en havfruehale. Den skulle laves specielt til hende og bestilles hjem fra Tyskland.

Læs også: Gjøl-trolde indtager atter verden - nu på film

Vores eget eventyr

Jobbet som dyrepasserelev førte til noget mere. – Jeg formidler, mens det er en leg og et eventyr. Vi kan alle blive en del af eventyret. Alle kan blive havfruer, siger hun. Karin lægger stemme til videoer og apps med Den Blå Planets maskotter Hammerhajen Hik og Hav­odderen Plaske, hun laver børneteater og træner et ”fortællerhold” i formidling og performance. Karin har også to havfruelærlinge, som i forvejen er dygtige fridykkere.

– Hvis jeg kan være med til at inspirere til, at vi fascineres af havet og passer bedre på det, så giver mit job endnu mere mening for mig, siger Karin.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 24. oktober 2016.

  • Hvordan udviklede jobbet på Den Blå Planet sig
  • Hvordan var Karins barndom
  • Hvorfor nyder Karin at dykke