Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvad var dit første hit?
– Mit første hit var ”Elvira og Sixten”. Dræsinebanden skulle deltage i en Radioudsendelse, hvor Jørn Hjorting og Georg Julin var værter. Det foregik på Valdemars Slot på Tåsinge i 1988. 1989 var 100-året for Elviras og Sixtens tragedie, og min mand Andreas havde skrevet sangen om de to elskende – cirkusprinsessen og løjtnanten – som endte deres dage i Nørreskov. Sangen blev indspillet første gang på et kassettebånd, og den blev ret hurtigt meget spillet i Danmarks Radio, både på radio og tv. Det var den sang, som betød allermest for Dræsinebandens udbredelse.
Hvad er dit største hit?
– Mit største hit er stadig ”Elvira og Sixten”, da vi i Dræsinebanden ikke kunne lave bare et eneste job uden at spille og synge netop denne sang. Men to andre sange kom næsten lige så højt op på hitlisten: ”Cicerones sang på Sprogø” handlede om en pige, som havde været anbragt på pigehjemmet Sprogø, der eksisterede fra 1923 til 1961. Men også sangen ”Landevejsridderen” blev meget populær. Hvis der var landevejsriddere til stede blandt publikum, var det kotyme, at de dansede foran scenen og sang med af karsken bælg, når vi spillede den. Den handler om, at man godt kan være et godt og kærligt menneske, selv om andre ved første blik måske forestiller sig noget andet.
Bjarne Lisby har også besvaret vores "Seks hurtige". Læs hans muntre svar her.
Fortæl om din bedste publikumsoplevelse!
– Dem er der rigtig mange af, men én, som er svær at glemme, handler netop om landevejsriddere. Vi spillede i et kæmpestort markedstelt. Scenen var temmelig bred og dansegulvet foran scenen ligeså. Og da vi spillede ”Landevejsridderen”, begyndte der lige så stille og roligt at strømme flere og flere landevejsriddere til. I starten stod de rundt omkring på det store trægulv. Og pludselig begyndte de alle at tage hinanden under armene og sang og vuggede med på sangen. Til sidst lavede de alle de samme bevægelser med benene. Og de endte med at stå i en stor rundkreds. Og deres ansigter udstrålede glæde og fred. Og de takkede bagefter for det, Andreas havde givet dem ved at skrive en sang til deres ære. Det var meget smukt og rørende.
Hvordan kom du i gang med at synge?
– Jeg kom i gang med at synge, da jeg var 12 år gammel. Jeg havde, lige fra jeg kunne sige lyde, sunget næsten konstant i hele min barndom. Og jeg havde en helt klar forestilling om, at jeg ville blive sangerinde, når jeg blev stor. Jeg lærte at spille guitar sammen med min skoleveninde, og min lillesøster Sonja fik også lært at spille. Jeg ville så gerne synge ude til arrangementer, men turde ikke alene. Så jeg pressede nok min lillesøster – efter hendes mening lidt rigeligt – for at hun og jeg kunne tage ud at synge og spille sammen. Det første job, vi havde, var på Bregninge Kro på Ærø i festsalen til en privatfest. Det var min mor, som havde arrangeret det, og jeg ved ikke hvordan, for vi kendte ikke de mennesker. Men det gik godt, og de har nok syntes, det var sjovt at se de to små piger sidde og synge.
Hvem er dit største forbillede?
– Der er mange, men jeg er nødt til at nævne min mor. For hun er sådan en udadvendt og positiv, lille, kærlig mor, og hun har altid plads til alle uanset tid og sted. Men der er også mange andre, der er værd at se op til. For eksempel alle de store tænkere og komponister. I det hele taget synes jeg, skabere er guld for omverdenen, hvad enten det er skabere af bøger, musik, bygninger eller alt, hvad der ellers er skabt.
Læs om Inge-Maries seneste cd her.
Hvad er din største drøm?
– Jeg har en drøm om at blive ved med at tage ud at synge i rigtig mange år endnu. Og om at kunne være med til at skabe glæde for de mennesker, som er i min nærhed. Jeg vil gerne skrive bøger og male billeder. Og jeg ønsker, at løsningen på alt, hvad der skal løses, snart må blive fundet, så alle kan leve og være raske og trygge livet igennem.