En læser fortæller: Mille følte sig forladt

Min mand, Svend, og jeg levede et roligt og tilbagetrukket liv, som vi begge trivedes med. Vi havde i mange år drevet et mindre landbrug, og da vores døtre flyttede hjemmefra, købte vi en labrador Mille, som især fik et tæt forhold til Svend. Mille fulgte ham i tykt og tyndt. Hun var med ham i marken, når han handlede ind, når han ordnede papirer på sit kontor, og om natten sov hun altid på gulvet ved siden af vores dobbeltseng.

Umiddelbart efter min 60-års fødselsdag fik Svend det dårligt. Jeg fik ham overtalt til at gå til lægen, da det ikke gik over, og efter flere undersøgelser på hospitalet fandt lægerne ud af, at han havde kræft i spiserøret. Det var et stort chok for os alle. Vi forsøgte at berolige vores døtre, men vi var selv helt ude af den.

Svend skulle indlægges på Rigshospitalet, langt fra vores hjem, hvor lægerne havde tilrettelagt et behandlingsforløb, der inkluderede både operation og kemoterapi.

– Jeg tager med dig. Jeg kan bo hos min søster, sagde jeg med det samme, men Svend rystede på hovedet.

– Det går ikke, min kære, sagde han og kyssede mig. – Du er nødt til at blive her og tage dig af gården og Mille. Der er tusind ting, der skal gøres, fortsatte han, og jeg vidste, at han havde ret.

De næste uger var han i København. Jeg fulgte ham derind, og operationen gik godt. Siden snakkede vi sammen hver dag, og han reagerede umiddelbart positivt på den supplerende behandling. Der var håb forude, og jeg klyngede mig til de gode nyheder, mens jeg tog mig af arbejdet og Mille, som jeg havde lovet Svend. Det sidste var dog lettere sagt end gjort.

Fortabt labrador

Mille var ulykkelig. Hun kunne tydeligvis ikke forstå, hvor Svend var henne. Om dagen lå hun altid mellem hovedhuset og hans bil, som stod permanent parkeret på gårdspladsen, mens han var i København. Ved den mindste lyd fra vejen rejste hun sig forventningsfuldt og logrede prøvende med halen, men hver gang blev hun skuffet og lagde sig slukøret ned igen. Når jeg gik i seng om aftenen, stillede hun sig på Svends side af dobbeltsengen og kiggede forvirret på mig.

– Det er bare dig og mig lidt endnu, men det bliver snart godt igen, sagde jeg beroligende til hende, men det hjalp ikke. Hun hylede ulykkeligt, indtil jeg slukkede lyset, og hun luntede ud af værelset. Det gjorde mig så frustreret, at jeg ikke kunne trøste hende og fortælle, at Svend ikke havde forladt hende. Jeg prøvede at hygge om hende, så godt jeg kunne, og hun fik i hvert fald masser af godbider, men lige lidt hjalp det.

Da der var gået godt en måned, ringede Svend til mig en tidlig morgen, og jeg kunne høre på hans stemme, at han var glad.

Læs også: Vores labrador passede på Mathilde

– Det går så godt, at jeg har fået lov at tage hjem i morgen, fortalte han mig. – Jeg skal stadig komme til behandling, men jeg behøver ikke at være indlagt længere.

Det var fantastiske nyheder, og hele dagen gik jeg og nynnede, mens jeg glædede mig til at få min mand hjem. Jeg kiggede på Mille, der som sædvanlig lå på gårdspladsen og spejdede ned ad indkørslen. Tænk, hvor glad hun ville blive, når Svend var hjemme igen. Næste dag hentede jeg ham i København, og på vej hjem fortalte jeg ham, hvor meget både jeg og Mille havde savnet ham. Svend blev helt rørt.

Da vi kørte op ad indkørslen, kunne jeg høre Mille gø inde fra huset. Det plejede hun ikke at gøre, og jeg tænkte, at det nok var, fordi hun var så ivrig, men jeg tog fejl. Da vi lukkede os ind i huset, fortsatte Mille med at gø, og da Svend satte sig på hug for at ae hende, veg hun væk fra ham. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre. I stedet løb hun ud på gårdspladsen og lagde sig. Flere timer senere, da vi havde spist aftensmad, og jeg stod i køkkenet og lavede kaffe, så jeg endelig Mille rejse sig og lunte ind mod huset. Jeg tog kaffen med ind i stuen til Svend, og jeg nåede lige at sætte kopperne, inden jeg hørte et bjæf. Mille stod i døren til stuen og logrede lykkeligt med halen, mens hun så på Svend, der sad i den stol, han plejede. Så satte hun i løb over mod ham og hoppede op på ham og slikkede ham i ansigtet.

– Jamen dog, Mille, er jeg så tilgivet? spurgte Svend glad. – Jeg lover, at jeg ikke forlader dig igen.

Mille kiggede på ham, som om hun forstod alt, hvad han sagde, og samme aften faldt hun i søvn på gulvet ved siden af dobbeltsengen. Svend holdt sit løfte. Efter yderligere måneders behandling blev han erklæret rask, og vi kunne alle ånde lettet op.