En læser fortæller: Valdemar passede på Matilde

Matilde har altid været lidt mere tilbageholdende end andre børn. Hun kan ikke lide vilde lege og får hurtigt hjemve.

Jeg anså det nu ikke for et stort problem, for selv om min datter er en stille pige, er hun glad og tilfreds, og alt i alt er hun et velfungerende barn. Men da hun blev syv år, og stadig ikke kunne sove alene, syntes jeg, vi burde gøre noget. Men hvad?

Jeg brugte mange frustrerende stunder på at diskutere sagen med min mand. Matilde var mørkeræd og havde været det hele sit liv, og selv om hun godt kunne falde i søvn på sit eget værelse, så længe lyset var tændt, havde hun i flere år en madras på gulvet ved siden af vores seng, som hun altid lagde sig ind på i løbet af natten.

Det gjorde mig egentlig ikke så meget, for jeg syntes, det var hyggeligt at vågne op ved siden af min datter. Men samtidig ville jeg gerne have, at hun skulle føle sig tryg i sit eget selskab, også om natten.

Vi prøvede derfor alle mulige strategier for at løse det: Jeg sov på hendes værelse, jeg snakkede med hende om, hvad hun var bange for, og en nat forsøgte vi at nægte hende at sove hos os. Hun græd meget og var fuldstændig ude af sig selv, og til sidst kunne jeg ikke holde til det mere, og så fik hun alligevel lov.

Jeg havde næsten opgivet, da vores dejlige labrador, Valdemar, en dag tilfældigvis kom ind på Matildes værelse, mens jeg læste godnathistorie. Han lagde sig op ad sengegærdet og stak kærligt sit hoved op til Matilde, som klappede ham, og der fik jeg en god idé. Den næste dag præsenterede jeg idéen for Matilde.

– Hvad siger du til, at Valdemar begynder at sove inde på dit værelse i stedet for ude i bryggerset? Han er jo en god vagthund, så jeg er sikker på, at han kan passe på dig, mens du sover, sagde jeg spændt. Matilde tænkte sig om et øjeblik og nikkede så glad. Det syntes hun, lød som en god idé.

Samme aften flyttede vi hundekurven ind ved siden af Matildes seng, og Valdemar lagde sig med det samme til rette i kurven, som om han allerede kendte planen og var helt med på den. Valdemar har altid været meget glad for Matilde, og han logrede helt vildt, da det gik op for ham, at han skulle blive inde på værelset hos hende.

– Valdemar, bliv, sagde jeg bydende til ham, da jeg gik ud. Han var god til at adlyde vores ordrer, men det var slet ikke nødvendigt at sige noget til ham. Han havde ingen planer om at gå fra Matilde.

Næste morgen lå Matilde ikke på madrassen ved siden af mig, da jeg vågnede. Jeg vækkede min mand, og vi smilede lettet til hinanden. Endelig så det ud til, at vi havde fundet en løsning.

Vi listede sammen hen og åbnede døren til børneværelset på klem. Både vores hund og datter lå stadig og sov. Jeg tænkte, at Valdemar egentlig var en ret dårlig vagthund, for han vågnede først, da Matilde begyndte at røre på sig i sengen. Hun slog øjnene op og smilede, da hun så os.

– Jeg vågnede i nat, og først var jeg lidt bange, fortalte hun os med det samme. – Men så var Valdemar her, og så turde jeg godt sove igen. Jeg behøver slet ikke at sove inde hos jer, sagde hun stolt og kiggede ned på hunden, der igen stak hovedet op til hende for at blive aet.

– Hvor er du sej, sagde min mand, og Matilde smilede stort. Jeg klappede Valdemar på hovedet og glædede mig over, at min datter endelig følte sig tryg.

Det er nu et halvt år siden, og Matilde sover stadig trygt på sit eget værelse. Hun er endda begyndt at have døren stående åben, så Valdemar kan gå ud i bryggerset og drikke vand i løbet af natten. Hvis hun vågner, og han ikke er ved hendes side, kalder hun bare på ham, og så kommer han og passer på hende.

Mit håb er, at han med tiden bliver helt overflødig for hende, og hun lærer, at det ikke engang er nødvendigt at kalde på ham, for han er stadig et sted i huset og passer på hende, nøjagtig ligesom min mand og jeg.