Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
På billedet står en lille, lyshåret pige i en hvid kjole. Fotografiet stammer fra et bryllup, og den 6-årige pige med navnet Caroline ser betuttet ud som brudepige. Det var ikke kun som brudepige, at Caroline følte sig forkert.
– Jeg gad ikke være pige. Jeg følte mig ikke ligesom dem. Da jeg var 8 år, sagde jeg til min mor, at jeg kun ville gå i bukser og have kort hår, fortæller 15-årige Liam Alexander.
Håret er kort, brillerne markante, og den unge fyr har ud over cpr-nummeret ikke mange træk til fælles med pigen på billedet. Som 13-årig meddelte han omverdenen, at han er transkønnet, og et år senere, at han ikke længere ville kaldes Caroline, men Liam.
”Mor, jeg ved godt, at dette ikke er den bedste måde at fortælle det på, men jeg tror, at jeg er transkønnet.” Sådan stod der i den sms, som Liam sendte til sin mor for to år siden.
– Jeg var lidt nervøs, da jeg sendte den, men jeg ville bare have det overstået. Jeg var meget spændt på min mors reaktion, men hun var meget forstående, så det var ikke en stor, skræmmende ting at fortælle det, husker Liam.
Liams mor Lene var ude at løbe, da hun modtog beskeden.
– Jeg føler ikke, at jeg har mistet en datter, for Liam er det samme menneske, som da han var Caroline, og han har jo set sådan her ud i mange år. Jeg elsker ham højt og håber, han får et godt liv, siger 48-årige Lene Alexander, der også er mor til Rasmus på 13 år.
Han var samme dag faldet over en video på nettet, hvor en ung mand fortalte om at være transkønnet.
– Jeg har altid følt mig anderledes, så det var fedt at få sat ord på. Sådan, som han havde det, havde jeg det også. Han sagde til sidst i videoen, at hvis man gik med de tanker, var der en chance for, at man selv var transkønnet, fortæller Liam.
Liam brugte Facebook til at fortælle venner og bekendte, at han er transkønnet.
– Folk skrev til mig, at jeg var modig og sej, men det synes jeg nu ikke selv, jeg er, siger Liam beskedent.
Selv om han har mødt stor forståelse hele vejen rundt, bliver han hele tiden mindet om, at samfundet ikke er gearet til transkønnede. Han skal vælge, om han vil benytte dame- eller herretoilettet, og han må klæde om i kvindernes omklædningsrum, da han fysisk er en pige.
– I klassen kan det godt være lidt svært, fordi jeg ikke hører til i en af grupperne. Da drengene var på weekendtur, blev jeg ikke inviteret med. I stedet kom jeg med på pigernes tur, selv om jeg føler, at jeg har mere til fælles med drengene.
Til næste år skal Liam på efterskole, og da der stod ’Caroline’ på indmeldelsen, har Lene ringet til skolen og forklaret, hvordan tingene hænger sammen.
– Jeg fortæller dem bare, at jeg hedder Liam, og når de så har lært mig at kende som person, kan jeg forklare dem om min fortid som pige, siger Liam.