Mødte kærligheden på en vandretur

En nat vågnede Loni op i sit hjem i San Diego i Californien og traf en beslutning: Hun ville vandre den berømte 800 kilometer lange pilgrimsrute El Camino i Spanien. Langt derfra, i Hvidovre syd for København, gik Kjartan frem og tilbage på gulvet – og traf den samme beslutning.

De to – fra hver sit sted i verden – havde hver sin grund til at rejse mod Spanien. Dog havde de dét til fælles, at de trængte til at tænke over livet, og derfor ville vandre alene. Det kom imidlertid til at gå helt anderledes, og i stedet blev det starten på en fælles vandretur gennem livet for parret, der i dag bor i Sønderborg og venter deres andet barn sammen.

Et ganske kort møde

På El Camino kan man vandre alene og tænke over sit liv, mens man nyder de smukke naturscener. Man kan også søge selskab, men det ville altså hverken Loni eller Kjartan. De ville gå alene.

– Når man vandrer Caminoen, sker der noget. Det er en fysisk og mental udfordring, og man tænker klart. Jeg havde det godt med at gå alene, og jeg gik i et hurtigt tempo. Den første dag gik jeg vel 50 kilometer, siger Kjartan.

– Og jeg er langsom, tilføjer Loni smilende.

Hun var startet før Kjartan, men han indhentede hende, som han indhentede så mange andre. Det skete kl. 7 om morgenen midt i den spanske natur, og de talte sammen nogle få minutter om vejret og om, hvor de kom fra. Så var Kjartan allerede videre.

Du kan også læse om Bent, der fandt kærligheden i Afrika.

Mødes vi igen?

– Han fortalte, at han var fra København. Det fik mig til at tænke på Danny Kayes film om H.C. Andersen og sangen ”Wonderful, Wonderful Copenhagen”. Og jeg tænkte København? Det kunne jeg godt leve med. Man er jo åben for alt, når man vandrer Caminoen, ler Loni.

Det korte møde på vandrestien i Nordspanien havde betydet noget for hende, og Kjartan havde det på samme måde.

– Da jeg var gået videre, tænkte jeg, at jeg da godt kunne have snakket lidt mere med hende. Så jeg håbede, at vi mødtes igen.

Rejste sammen

Det gjorde de. I den nordspanske by Burgos en tredjedel inde i turen. De havde hver for sig gået alene i en uges tid, og nu traf de hinanden her, hvor vandrere samles på caféer hen under aften.

– Jeg overhørte en samtale, hvor Loni sagde, at hun ville holde hviledag den næste dag. Så besluttede jeg på stedet, at det ville jeg også, fortæller Kjartan.

Næste dag bød han hende på en kop kaffe, og så skete det, der måtte ske. De fulgtes ad de næste tre uger.

– Jeg var nu noget frustreret over det i starten, for det var jo ikke det, jeg havde planlagt, siger Loni.

Men de næste tre uger var fyldt med sol og varme, aftener med rødvin, tapas og en god gammeldags forelskelse. Hver morgen spurgte de hinanden, om de stadig skulle gå sammen, men til sidst gav det sig selv.

Ville ikke sige farvel

Da turen var slut, og de 800 kilometer var vandret, sad de i slutbyen Santiago og spiste på en restaurant. Kjartan sagde, at han ikke havde lyst til, at de skulle skilles, og Loni havde det på samme måde. Stemningen blev tæt mellem dem, for nu var det deres fremtid, det handlede om.

”Skal jeg sige ordene?” spurgte Kjartan. Loni nikkede. Det skulle han.

– Så sagde jeg det: ”Will you marry me?” Jeg friede, og Loni sagde ja, siger Kjartan.

Du kan læse resten af historien om Loni og Kjartan i Familie Journal nr. 15, der udkommer mandag d. 10. april