Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Fra den 6. maj skal den bedste sendetid på DR1 igen genlyde af herlige replikker som ”Hans Christian, hvis der skal danses, så er det i spisestuen”, ”Jeg vil have min grå atlaskes” og ”Se, Kvik, det er en tysker. Ham skal vi ikke nyde noget af”. Og vi skal gense ikke blot Mads Skjern og Ingeborg, men også Maude, fru Fernando Møghe, oberst Hackel, tjener Boldt, Røde, lærer Andersen og resten af det store, farverige persongalleri fra Korsbæk.
Tv-serien over dem alle, ”Matador”, bliver nemlig genudsendt for syvende gang. Og som vi ved, har forfatteren Lise Nørgaards og instruktøren Erik Ballings mesterværk ved hver eneste genudsendelse været i stand til at samle generationerne foran skærmen og skabe høje seertal på trods af, at flertallet har set serien mange gange. Ja, selv de fleste, der ved et tilfælde zapper ind på den folkekære udlægning af Danmarkshistorien op til, under og efter 2. verdenskrig, bliver såmænd hængende, om de så kender den ned til mindste detalje i forvejen.
Læs om nogle af de elskede karakterer fra "Matador" her.
”Matador” er i sandhed blevet et nationalt, kulturelt fænomen, der trodser alle naturlove og lever sit helt eget liv. Og selv om de seneste to årtier har budt på utallige topmoderne, drønspændende, velspillede, flot filmede og rapt klippede dramaserier, hvoraf adskillige har vundet Emmyer og andre priser, kan ingen af dem overgå Ballings tv-værk i popularitet.
Serien er da også sjældent gennemarbejdet og historisk nøjagtig. Så nøjagtig, at fans og nørder har brugt utallige timer foran skærmen for at finde eventuelle fejl og unøjagtigheder. Der er da også lykkedes at finde nogle, som dog på ingen måde formår at forstyrre helheden, men blot er en stribe kuriøse detaljer, man selv kan muntre sig med at læse om på nettet og spotte under tv-kigningen.
Manuskriptet er lige så meget periodedrama som folkekomedie og kalder på både grin og tårer i rige mængder. Og så er der alle de uforglemmelige præstationer fra cremen af dansk skuespil: Ghita Nørby, Malene Schwartz, Axel Strøbye, Ove Sprogøe, Bent Mejding, Susse Wold, Elin Reimer – ja, fortsæt selv opremsningen. Rollelisten er rent guld.
Birgitte Bruun har både været med i den originale "Matador" og i Korsbæk på Bakken. Læs mere her.
Men der er faktisk sket noget nyt og særligt denne gang. Noget stort, der har været under intens forberedelse de sidste tre år: De gamle filmbilleder er blevet restaureret og omskabt til HD-kvalitet, så både lyd og billede står så skarpt som nogensinde og passer til nutidens tv-skærme.
Selv den gamle ”Matador”-speaker Ole Andreassen har været tilbage i lydstudiet og indtalt nye indledninger. Og fotografen Peter Klitgaard, som stod bag kameraet på afsnit 7-24, har været en central figur i restaureringen af billedsiden. Alt er godkendt af ham, og dermed har vi garanti for, at samtlige detaljer og farver matcher det, fotografen selv i sin tid så gennem sin linse.
I første omgang sender DR1 de først seks afsnit. I efteråret følger de næste seks, og de sidste 12 må vi vente med at nyde til år 2018. Men ét er sikkert: Danskerne kommer til at hænge på igen. Denne gang i digital topkvalitet.
Lær at lave Rødes svinekoteletter - helt som i "Matador". Se her.