En "Spasser og Passer" laver video sammen

Lørdag, 29. juli 2017
af Helle Lyngbo. Foto Søren Lamberth
Freddy Hansen kan kun bevæge sit højre underben - og så kan han bruge indersiden af hovedet. Sammen med sin handicaphjælper Ronja Kastberg har han lavet en helt fantastisk videokanal "Spasser og Passer", der bryder tabuer med humoren som våben.
Freddy Hansen og Ronja Kastberg laver video under navnet "Spasser og Passer"

Freddy ville gerne have heddet Bo, for det kan han sige. Han ville også gerne selv kunne gå ud med skraldet, tage sko på og skrive under på sine egne papirer.

Fornavnet kunne Freddy Hansen selvfølgelig godt ændre, men det får han nok ikke lige gjort, for alle i Hjallerup og omegn har været vant til at råbe ”Hej Freddy” til ham i mange år. Og alle de andre drømme kan hr. Hansen godt pakke sammen, for han er ”spasser” og har været det i 48 år – eller siden han som spæd blev vaccineret mod kighoste.

Det pæne ord for hans handicap er ”spastisk lammelse”. Men det rimer ikke ret godt på ”handicaphjælper”, og hvis der er noget, som Freddy ikke ønsker at ændre, så er det, at 28-årige Ronja Kastberg er hans ”passer”. For de to er et supersejt makkerpar.

Se sjov video: Babyer og hunde, der taler sammen

Ny video fra Spasser og Passer hver onsdag

Hver onsdag lægger de en sjov, underfundig eller alvorlig video på deres egen kanal på YouTube, ”Spasser og Passer”. Lige siden Ronja i november blev Freddys handicaphjælper på fuld tid, har spasseren og passeren haft meget sjov af at lave videoerne – og samtidig får de bokset til et par tabuer undervejs.

Se alle Freddy og Ronjas videoer her

- Mange synes, at det er "åh så trist" at have en tilværelse som Freddys, men så er det jo heller ikke værre. Freddy har et godt liv, siger Ronja og kigger over på Freddy, der siger ja.

Lige her svarer han med sin dybe stemme. Men han kunne også have svaret på mange andre måder. Når han vipper sin højre fod indad, betyder også ja – udad er nej. Eller han kan bruge staveplade eller computer.

Så Freddy skal nok få sin mening frem – og hvis Ronja er lidt for tung i optrækket, kalder han hende Anja, og så ved de begge, at hun skal stramme sig an!

- Og hvis jeg synes, at han er for streng, kan jeg finde på at låse hans kørestol, så han ikke kan komme frem, siger Ronja. Freddys meget levende ansigt flækker i et grin – de to er rørende enige om, at det er bedre at joke med hinanden end at tage alt så tagsten-tungt.

Læs også: Nicolai er spastiker og laver standup fra sin kørestol

En regn af penge

Et eksempel på en af de sjove videoer er ”Bliv handicappet i 2017”: Det har mange fordele, en fed bil, en personlig tjener og en regn af penge fra det offentlige!

I en af de mere seriøse taler Ronja om, hvor grænserne går mellem en handicappet og en hjælper.

- Inden da havde vi selvfølgelig talt meget om, hvordan vores forhold var – og det var fedt at få talt om ting, som vi måske ikke havde gjort før. Jeg havde f.eks. haft svært ved få sagt til Freddy, at det er fint med en sms i ny og næ, når jeg har fri, men jeg svarer ikke på mange sms’er om alt muligt hver eneste aften.

- Freddy er ikke altid så god til at få sagt, hvis der er noget, der irriterer ham. F.eks. kan jeg være kommet til at spænde en sele om hans ben for stramt, og han kan gå en hel dag uden at sige det, fordi han synes, at jeg da må kunne se, at den er for stram. Og jeg tænker, at han da bare kan sige det, alt andet er da for dumt, griner Ronja. Eller Anja, hvis Freddy skulle sige det…

Læs også: Polioen indhentede Marianne

Outuuggtuoom

Det sker, at folk stiller sig lidt tvivlende til, om Freddy nu virkelig vil kaldes ”spasser” og vil optræde på videoerne.

- Det lavede vi et svar på i en af videoerne. Jeg spurgte Freddy, om han ikke lige kunne svare på, om han egentligt ville være med i videoerne, og han svarede ”outuuggtuoom” eller noget andet helt uforståeligt – og så satte vi undertekster på, hvor vi skrev ”ja, jeg kan godt lide at lave videoerne”!

Navnet ”Spasser og passer” afspejler det uhøjtidelige, som Ronja og Freddy sætter pris på:

- Man skal selvfølgelig ikke gå rundt og kalde hinanden ”spasser” på den der negative måde, og jeg er ret beset heller ikke Freddys ”passer”. Jeg er hans arme og ben, men han er ikke en baby, der skal passes. Men navnet får folk til at stoppe op – og så rimer det godt.

Noget andet er så, om ”Spasser og passer” kommer til at fortsætte i al evighed?

- Det faldt så heldigt, at Freddy netop stod og manglede en hjælper på fuld tid, da det asylcenter, jeg arbejdede på, blev nedlagt. Jeg har en bachelor i religionsvidenskab og en master i international politik og menneskerettigheder, og på et tidspunkt vil jeg da tilbage til mit fag. Men det bliver ikke lige nu, for vi har det så fedt sammen, siger Ronja.

Læs også: Annette og Michael kæmper mod hendes sclerose

Familie Journal blev udfordret

Under Familie Journals besøg hos det sjove makkerpar, udfordrede Freddy os til en duel. Hvem er bedst til at forstå "spastisk" - Ronja eller Familie Journals medarbejder? Her kan du se resultatet...