Rasmus blev 
Tims redningsmand

Redningsmand i fare

For fire år siden gik Rasmus Bjørn Nielsen sammen med sin bror og sin fætter med i pinsens traditionsrige ølstafet i Helsingør. En anden ung mand, Tim Kring, deltog også i løjerne, og undervejs i ølstafetten gav han og vennerne hinanden forskellige udfordringer som at balancere på et hegn, hænge i et vejskilt eller kravle op på en stor sten ned mod Øresund langs havnemolen. Og ved Helsingør Stations baneterræn fik Tim den indskydelse at trumfe rækken af udfordringer. Han ville kravle op på taget af et holdende tog, og fra idé til handling var der ikke den mindste tøven. Læs også: Birthe fik reddet Karsten ud af et brændende hus – Vi hørte et kæmpe brag og straks efter nogle desperate råb. Og så fik vi øje på en livløs person oppe på togvognens tag, fortæller den næsten to meter høje Rasmus.

En voldsom ulykke

Omkring ham stod gruppen af unge mennesker lammet af chok og stirrede op. Tim var blevet ramt af de elektriske køreledninger, og der var gået ild i hans tøj. Resolut trådte Rasmus op på sammenkoblingen mellem de to togvogne, og derfra lykkedes det den høje, unge mand at nå op til taget. Men bedst, som han troede, at den værste fare var overstået, blev han selv ramt af en lysbue – en voldsom gnist med høj spænding. Læs også: Louise og Michael troede de ville miste deres Oliver – Alle mine nerver blev lukket ned af det elektriske chok, og jeg følte ingen smerte. Det værste var, at jeg ikke kunne se noget, erindrer Rasmus. Siden besvimede han og blev fløjet i lægehelikopter til Rigshospitalet, mens Tim blev kørt i ambulance med politieskorte og fuld udrykning. Begge mænd blev undervejs oversprøjtet med vand. Således lykkedes det at begrænse skaderne en lille smule dér, hvor tøjet var brændt fast i huden.

Har altid været en vovehals

Hvordan Tim fandt på at kravle op på det tog, vil de fleste nok gerne vide. Selv forklarer han det med, at han altid har søgt ud til grænserne rent fysisk. – Jeg havde dog ingen anelse om, at det kunne gå så galt, så det betyder allermest for mig at advare andre om, hvor farligt sådan et lysbuefelt fra et elektrisk togs køreledninger er, siger Tim. – På Rigshospitalets brandsårsafdelinbg fandt jeg ud af, at Rasmus lå på stuen ved siden af. Jeg vidste bare, at jeg ville tale med ham, så jeg trillede derind i min kørestol. Det betød alt for mig at sige undskyld og tak for, at han reddede mit liv ved at sætte sig eget på spil. Dér lå han så med sine røde øjne (Læs: Rasmus mistede en del af sit syn), og det gav mig endnu dårligere samvittighed. Jeg er stadig taknemlig for, at Rasmus klatrede op på det tog og kom mig til hjælp.

Evig taknemmelighed

Tim og Rasmus har efterfølgende skrevet sammen på Facebook, men de har ikke mødt hinanden, siden de var indlagt. Altså ikke før nu. Rasmus havde en drøm om at blive politimand, men den måtte han, hvor nødigt han end ville, vinke farvel til. – En overgang fortrød jeg, at jeg havde været så dum at klatre op på det tog for at redde Tim! – Men jeg er ham dybt taknemlig, indskyder Tim. – Jeg har lært, at livet kan ændres på et splitsekund. Efter ulykken har jeg fået et nyt syn på alting og er blevet mere moden og ansvarlig, tilføjer han.

Medalje for heltemod

Rasmus har i dag fået 65% af sit syn igen og fik for nylig en ekstra anerkendelse for sin indsats, da der kom en check på 15.000 kroner samt en medalje fra Carnegiefonden med posten. Medaljen gives til helte, som med fare for eget liv redder andres. Og Rasmus’ medalje er i en særlig kategori, som normalt kun tildeles politi og redningsfolk. – Om jeg ville gøre det samme igen for at redde nogen, er svært at svare på. Men jeg ved jo inderst inde, at havde jeg ikke gjort det, ville jeg have fortrudt det hver dag i resten af mit liv. Nu fortryder jeg det kun nogle af dagene. Læs også: Mor er vores helt