Gamle mennesker er ikke "et stykke papir"

Vi bor på Bornholm og var på Fyn for at være med, da vores gamle slægtning E., (hun har kun os), fik besøg af en visitator angående en plejehjemsplads. Det var godt, vi var der, for meget af det, der blev spurgt om, blev misforstået på grund af nedsat hørelse, så der nærmest blev svaret i øst, når der blev spurgt i vest. Visitatoren var ung og sød, og det var ikke hendes skyld, når noget blev misforstået. Alt blev naturligvis skrevet ned, men de, der skal tage stilling til det videre forløb, ser jo ikke den virkelige situation.

Vi opdagede f.eks., at det med at få mad fra kommunen ikke var så godt her. E. kan ikke bruge venstre hånd, og højre hånd er meget svag, så hun kan ikke skære kødet ud, og det havner i skraldespanden. Da vi var der, skar vi hendes mad i mindre stykker, og alt blev spist. E. var en dag ”kommet til” at spise to af de afmålte bakker mad, en til middag og en til aften, og det betød, at der ikke var mad til den følgende dag.

Engang var E. faldet på badeværelset en sen aften, hun kunne ikke komme på benene igen, så hun kravlede ind til soveværelset, men kunne stadig ikke komme op, så der lå hun, til hjemmehjælpen kom næste morgen. Mens vi var der, kom en sød rengøringshjælp, som straks gik i gang med at støvsuge, selv om der ikke var noget støv eller andet at komme efter. Og jeg tænker: Igen er det dem, der sidder på et kontor og bestemmer, hvad og hvornår der skal gøres noget, uden at vide, hvad den enkeltes behov er.

E. har nu fået bevilget en plejehjemsplads, når der bliver en ledig. Det er vi taknemlige for. Vi er ”reddet”, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange steder lignende sager forekommer. Gamle, hjælpeløse mennesker er jo ikke ”et stykke papir” og skal ikke behandles som et sådant.

Tanken om at blive gammel i det her land kan være virkelig skræmmende. Jeg bliver så ked af det på vores ældres vegne. Det er nedværdigende og ydmygende at skulle puttes bagest i køen og være til besvær, når man har levet et helt liv og tjent samfund og familie så godt, man kunne.

Hvis vi skal ændre på de ældres situation, skal vi på en eller anden måde råbe regeringen op. Hver gang vi oplever en situation, hvor der kunne forbedres, så nytter det ikke at gå efter personalet, som løber stærkt og gør, hvad de kan. Vi må skrive til de ansvarlige for normeringer og økonomi.

Vi er blevet enormt gode til at hjælpe i samlet flok, når der er katastrofer og nød i verden. Det er jeg stolt af, og det skal vi blive ved med, men vi skal også se, om vi kan vende det sammenhold og yde noget for vores svage og ældre borgere her i landet. Jeg går og pønser på, hvordan jeg via mit arbejde i fjernsynet kan hjælpe og få sat skub i den proces.

Vi skal huske at takke vores ældre for det arbejde, de har lagt i det samfund, vi har i dag.