En læser fortæller: Poesibogens skønne minder

Jeg var på vej op på loftet for at rydde op, da jeg fik besøg af mit barnebarn Therese. Therese, der er 12 år, ville gerne hjælpe, og vi begyndte med at sortere i en kasse med bøger.

− Må jeg kigge i dem? spurgte hun og satte sig tilrette i en gammel lænestol.

Det fik hun selvfølgelig lov til, men der gik ikke lang tid, inden hun tabte interessen. I stedet fik hun pludselig øje på en gammel bog med svungen guldskrift på forsiden.

− Hvad er det, mormor?

Jeg rettede mig op og strøg en forfløjen hårlok væk fra panden.

− Hvad søren!, udbrød jeg. − Det er jo min gamle poesibog.

− Hvad er en poesibog? Må jeg kigge i den?

Det måtte hun gerne, og med undrende øjne begyndte hun at læse op. Lev vel. Sød tøs. Ordene var sat op lodret og vandret, så de krydsede hinanden. Therese så fascineret på mig.

− Nej, hvor er det sejt, udbrød hun.

Jeg smilede. Det var vist første gang, Therese syntes, at noget fra min barndom var sejt. Hun plejede at se på mig, som om alt det, jeg havde foretaget mig som barn og ung, var håbløst gammeldags.

− Her står der: Gem på hvert et kærligt ord, slip hvert bittert minde. Therese lo. − Det lyder godt nok lidt gammeldags, men det er da også sådan… smukt. Prøv og se, hvad der står nedenunder. Fra din veninde, Lis.

Jeg tog imod den lille poesibog. Lis og jeg gik i klasse sammen. Og vi havde et stormfuldt venskab, for hun var sjov og livlig, men også meget temperamentsfuld og følte sig hurtigt forbigået. Af samme grund holdt vi kun kontakten et par år, efter at vi gik ud af skolen.

Men hvor havde vi dog tilbragt mange sjove timer med at drikke te og snakke om drengene i klassen. Gad vide, hvordan det var gået hende…

− Hvor er der mange, der har skrevet noget, sagde Therese, der kiggede med over min skulder. − Hvorfor gjorde I det? Se, mormor, der er også drenge, der har skrevet i den. Der er en, der har tegnet et skib med en kanon.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, og jeg fortalte, at alle pigerne i min klasse ejede en poesibog. Det gjaldt om at få så mange som muligt til at skrive et lille vers i den, og opfindsomheden havde været stor.

Drengene havde heller ikke haft noget imod at skrive, men de havde som regel prydet siderne med små tegninger, der skulle vise, at de i virkeligheden slet ikke gad det der pjat, for eksempel Jan, der havde tegnet et dødningehoved og skrevet: Den, som ejer denne bog, hun er ikke rigtig klog.

Jeg rakte bogen over til Therese igen, og hun bladrede videre.

− Øjet skal tindre, og munden skal le, for at skjule det indre, som ingen må se.

Fra Anna, læste Therese. – Ejj, er det fra din søster?

Jeg nikkede og smilede. Ja, min kære storesøster var meget melankolsk og følsom som teenager.

− Hvor må det have været sjovt at have sådan en bog, tilføjede Therese.

− Jeg kan da forære dig en, tilbød jeg. − Vi kan købe en kinabog og skrive ”Poesibog” udenpå.

− Tror du ikke, jeg bliver til grin. Therese fnisede lidt. − Vi sender bare hinanden en sms. Hun sad lidt og så frem for sig. − Måske skulle vi alligevel gøre det, mormor. Altså købe sådan en poesibog til at skrive små vers i. Så kan jeg gemme den, ligesom du har gjort.

Thereses poesibog

Jeg opgav at rydde mere op på loftet den dag. I stedet for gik Therese og jeg ned til boghandleren og købte en notesbog, som vi pyntede med hjerter og blomster. Therese slog op på nettet og læste om poesibøger.

− Der står, at drenge ikke havde sådan en, det var en pigeting, sagde hun. Så åbnede hun den hjemmelavede poesibog og skrev på første side nøjagtigt det samme, som jeg for mere end 50 år siden havde skrevet:

Kære venner og veninder, hjælp mig med at samle minder. Kom fra syd og kom fra nord, med et lille mindeord. Therese strålede som en sol, da hun tog sin helt egen poesibog med hjem.

En uge senere kom hun og viste mig, at der allerede var seks piger, der havde skrevet i bogen. Hendes dansklærer havde også skrevet et vers. I skolen havde de faktisk brugt en hel time på at tale om poesibøger, og læreren havde sagt, at det var en rigtig god måde at huske sine klassekammerater på.

− Alle pigerne syntes, det var vildt sjovt, sagde Therese. − Min lærer har også spurgt, om jeg en dag må få din gamle poesibog med i skole.

Det fik Therese selvfølgelig lov til. Jeg nød de minder, der dukkede op, når jeg så på navnene i min poesibog, og det glædede mig, at den kom til ære og værdighed igen. Den blev et lille stykke historie i Thereses klasse.