Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Julie har købt en kage. Det vækker stor begejstring hos snart 2-årige Liva. Der er hygge i hjemmet i Tjæreborg i Sydvestjylland, hvor Julies kæreste og Livas far, Rune, kommer med kaffen. Et ungt hjem med en musiklærer og en journalist og en datter, der lige er kommet hjem fra dagpleje. Et hjem med musik i.
Der er dem, der har haft travlt med at sammenligne Julie Wieland med Alberte eller andre kendte sangere og musikere, der arbejder for at løfte kvaliteten i underholdningen for børn. Men man skal ikke være lang tid i Julies selskab, før man finder ud af, at hun er helt sig selv.
– Jeg har prøvet at stå og synge nationalsangen for 4.000 tilhørere ved en ishockeykamp i Esbjerg, og det var fantastisk. Men for mig er målet ikke store scener og store tilhørerskarer. Jeg måler min succes på, om jeg har givet mine tilhørere en god og glad oplevelse, forklarer Julie.
Da hun gik i 2. klasse, spurgte hun sin klasselærer om, hvordan man bliver god til at spille musik, og han fortalte, at der var noget, der hed musikkonservatoriet. Derhjemme stavede Julie sig igennem, hvad Lademanns Leksikon skrev om netop dét, og herefter vidste Julie, hvad hun ville.
– Jeg var allerede som 6-årig begyndt på musikskolen i Brande, og der gik jeg hele min skoletid. Jeg lærte at spille tværfløjte, klarinet, saxofon og klaver. Jeg gik også til solosang, og jeg sang i kirkekor. I gymnasiet havde jeg musik på højt niveau og lavede sammen med nogle andre et band. Efter gymnasiet søgte jeg først ind på Musikalsk Grundkursus og derefter på Musikkonservatoriet på Brobyggerlinjen med to specialer: rytmisk sang og grundlæggende musikpædagogik, fortæller Julie.
Allerede som 14-15-årig var hun blevet ferm til at skrive sange og musik. Hvor hun har evnerne fra, ved hun ikke, men de er der åbenlyst. Alligevel meldte der sig en masse tanker, da hun sad der på konservatoriet:
– Jeg havde det lidt sådan, at det her bare var for min egen skyld. Gjorde det verden til et bedre sted? Kunne jeg ikke gøre mere for andre ved for eksempel at uddanne mig til læge? Disse tanker var med til, at jeg kom i kontakt med organisationen Live Music Now, der er stiftet i Skotland, fortæller Julie.
Læs også om Pia, der arbejder i en genbrugsbutik for kræftramte
Live Music Now vil bringe musik i høj kvalitet ud til dem, der ikke selv kan komme til musikken. Med hjælp fra projektleder Margrethe Langer Bro kom Julie til at synge på børneafdelingen og kræftafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og i fængsler.
Samtidig begyndte hun at undervise på den musikskole i Brande, hun selv havde gået på, og på konservatoriet i Esbjerg lærte hun musikpædagogikken at kende gennem Kirsten Nielsen, som blev en stor inspirationskilde og mentor for Julie.
Samtidig udviklede hun sig som sanger gennem specialet rytmisk sang og fik flere spændende opgaver. I 2010 skulle hun stå for børneunderholdningen ved Ribe Jazzfestival, og her fik hun idéen til Pigen med Paraplyen.
– Min far var indlagt med kræft, og jeg brugte rigtig mange timer på hospitalet. Jeg ved, hvordan tiden kan falde lang på et hospital, så derfor var jeg glad for at kunne underholde på afdelingen. Mens jeg sad hos min far, skrev jeg en pressemeddelelse om Pigen med Paraplyen, for arrangørerne ville have noget, de kunne sende ud. Jeg havde på det tidspunkt ikke skrevet én eneste sang, men nu fangede bordet, smiler Julie.
Hun sov stort set ikke i fire døgn for at få alle sangene på plads, og så var Pigen med Paraplyen klar. Kort fortalt handler Pigen med Paraplyen om en pige, der får solen til at skinne og farver himlen i alle regnbuens farver. En heks forhekser hendes paraply og gør den sort, og for at få farverne tilbage, skal Julie både møde Fluen, Den lille grå sommerfugl, Fuglen Petri og Sneglen, som ikke nåede så langt. Børnene engageres undervejs og præsenteres på den måde for en række musikgenrer fra blues og ballade til samba og country.
Læs også: Styling uden hår - et kursus for kræftramte kvinder
Men Julie ville mere med sin musik og tog initiativ til projektet SongCare. Her er det langvarigt indlagte teenagere, det handler om.
– På børneafdelingen havde jeg jo oplevet, at der er tryllekunst, musik og hospitalsklovne for børnene. Det er rigtig fint, men aldersmæssigt spænder afdelingen fra 0 til 18 år, og der kunne godt sidde et ungt menneske, der måske ikke syntes, det var så spændende. Jeg besøgte derfor langvarigt indlagte teenagere og spurgte dem, hvilken musik de kunne lide. Så kom jeg på deres enestuer og spillede og sang for dem, og vi skrev også et nummer sammen. De bestemte, hvad det skulle handle om, og de bestemte, hvilke instrumenter der skulle medvirke, fortæller Julie.
Resultatet er blevet en cd, der sælges til fordel for projekt SongCare. De fem sange på cd’en, der synges af Julie akkompagneret af hendes band, Julie Wieland Band, handler om fællesskab og om familiens og vennernes betydning. Det var det, de unge ville skrive om – ikke deres sygdom.
I dag underviser Julie på Musik & Billedskolen i Varde, når hun ikke er ude at optræde. Hun turnerer i både ind- og udland med både sin egen og andres musik og har spillet meget med den anerkendte bassist Bo Stief, blandt andet på Jazzhus Montmartre i København.
Paraplyen er således blevet slået op mange steder. Sammen med sit band rykker Julie ud til festivaler, festuger, børneinstitutioner og mange andre steder.
Engang skulle hun optræde med Pigen med Paraplyen i Fredensborg Kirke, og her var dronningen og det meste af kongefamilien til stede. Bagefter fik Julie en snak med kronprinsesse Mary om børnemusik og om prinsessens indsats mod mobning.
Læs også: Charlotte fik kræft som 13-årig - nu vil hun hjælpe andre
Men for Julie handler det om det samme, uanset hvem publikum er, nemlig at sprede glæde med sin musik.
– Jeg har kompetente musikere med mig i bandet, for hverken børn eller voksne skal spises af med det næstbedste. Kvaliteten skal være i orden, og mange af mine sange for børn har den dybde, der gør, at de også kan høres af voksne. Det er vigtigt, synes jeg.
Julies kæreste, Rune, og datteren Liva har været ude på en lille gåtur, mens Julie har fortalt. Nu kommer de ind i stuen igen med røde kinder.
Det var Julies musik, der førte hende og Rune sammen, og han er fuld af beundring for Julies evner.
– Jeg synes, det er fascinerende og imponerende, hvad hun skaber, siger han.
Rune anmeldte for få år siden som journalist en af Julies koncerter, og bagefter sørgede han for nogle pressefotos til hende. Det kunne Julie give en kop kaffe for, hvis hun havde lyst. Det havde hun.
– Og nu har vi så købt hus og fået barn sammen, siger Rune med et smil.
– Før var det mest mine niecer og nevøer, jeg fik inspiration fra til mine sange og min musik. Nu kommer inspirationen også fra Liva, der elsker at danse, når jeg sidder ved klaveret og spiller, lyder det med et varmt smil fra Julie, der gerne vil sætte flere farver på verden med sin musik.