Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
De bedste knus og kys kommer fra hende. Hver gang jeg er sammen med hende, er det, som om mit hjerte åbner sig på en helt ny måde.
68-årige Rita Jensen trækker den lille, blonde pige, der sidder i hendes skød, tæt ind til sig og giver hende et kys. Med øjne, der lyser af kærlighed, lader hun blikket falde ned på hårtoppen. Den lille pige, der gemmer sig under de blonde lokker, er 5-årige Aura Sørensen. Hende, der for knap fem år siden vadede ind i Ritas liv og hjerte med træsko på – selv om hun på det tidspunkt hverken kunne gå eller spise selv. Auras mor manglede nemlig en bedstemor til den lille størrelse på et halvt år. Den bedstemor blev Rita.
– Ej altså, bedstemor, siger Aura og ryster på hovedet, inden hun sender et smækkys retur, der får Ritas øjne til at åbne sig på en måde, som kun en bedstemors kan.
– Jeg har altid drømt om børnebørn, men samtidig vidste jeg også, at min datter ikke ville have børn. I dag er hun bare glad for, at jeg har fået mit store ønske opfyldt. Aura og hende har ikke mødt hinanden endnu, men det skal de en dag, fortæller Rita, der bor alene og har en voksen datter, som bor i Kolding.
Rita og Aura mødte hinanden gennem foreningen Børns Voksenvenner. Auras mor var alene med hende det første halve år af den lille piges liv, og bedsteforældre var der ingen af i nærheden. Efter et langt screeningsforløb i foreningen blev de sat sammen. Som fod i hose passede de – på trods af 62 års aldersforskel. Og afstanden mellem Aura og hendes mor i Valby og Rita i Ballerup? Den var ikke noget benspænd.
– Jeg arbejdede på det tidspunkt og havde fri hver fredag. Så jeg tænkte, at jeg skulle gøre noget godt for mig selv. Jeg måtte erkende, at jeg manglede børn i mit liv, så jeg tænkte, at der måske var nogle derude, som havde brug for sådan en som mig, fortæller Rita og stryger sit barnebarn over håret, inden hun flytter det kongelige porcelæn, der sirligt er dækket op med på bordet, til side, så Aura kan drikke saftevand af et glas.
Læs også: Bedstemor med spark i
Bedstemor ind til benet. Det ér hun. Det er hende, der står klar med nyt uldundertøj, når vinteren banker på, og det er hende, der tropper op til bedsteforældredag i børnehaven. Og så var det også hende, der opdagede Auras første tand.
Minder og billeder fra de tos dage sammen fylder godt på hylderne i lejligheden i Ballerup, ligesom legetøj og spil langsomt har fået god plads blandt porcelænsfigurer og stearinlys. Her er der plads til at være en lille størrelse – med alt, hvad der hører til af leg, fantasi og drømme. Og bedstemor Rita trækker gerne i overtøjet og pakker kufferten for at gøre drømmene til virkelighed. Én af de drømme, der langsomt boblede ud af ørerne på lille Aura, var at se verden, eller i hvert fald Danmark, fra oven.
– Aura havde talt meget længe om, at hun gerne ville prøve at flyve, og jeg havde ikke været i Legoland i mange, mange år. Så vi fløj derover og havde tre fantastiske dage. Det er sådan nogle oplevelser, jeg får, fordi jeg har hende i mit liv. Ellers ville jeg nok aldrig være taget et smut til Legoland.
Der er fart over feltet, når Aura svinger forbi lejligheden i Ballerup – det ene øjeblik skal der spilles brætspil, det næste er det tid til en tur på legepladsen. Den dag, vi besøger bedstemor og barnebarn, er ingen undtagelse – der skal ske noget.
– Hvis vi skal ud, skal du have en hue på. Vi kan jo ikke have, at du går og bliver syg, siger Rita og trækker en hjemmestrikket sag ned over det blonde hår.
– Kom her, bedstemor! råber Aura og vinker. Med rolige skridt går Rita hen mod rutsjebanen og tager Aura i hånden, inden hun suser ned ad rutsjebanen. Når man kigger på Rita og Aura, kan det ikke undre én, at de fleste tror, de to er i familie. Håret er blondt og falder på samme glatte facon, øjnene er blå, og de griner begge højlydt på samme karakteristiske måde.
Læs også: Bedstefædre på banen
– Selv om vi ikke er i familie, føles det helt rigtigt. Jeg tror på, at der er så mange andre, der vil have glæde af at gøre det samme, som jeg har gjort, siger Rita og holder øjenkontakten et par sekunder. Hun mener det.
– Normalt fortæller jeg ikke folk, hvordan det hele hænger sammen, medmindre de spørger. For Aura ér mit barnebarn, jeg tænker ikke over, at vi ikke er i familie.
Og spørger man Rita, om der er en udløbsdato for forholdet til Aura, falder svaret prompte.
– Det er for livstid.