En læser fortæller: Morfar kurerede Bastians hjemve

Min søn Bastian var 9 år gammel og led af hjemve, når han overnattede ude. Han sov fint i sin egen seng, havde sjældent mareridt og var ikke utryg ved mørke, men så snart han skulle overnatte et andet sted, blev han utilpas.

− Jeg tror, du må hente Bastian. Han siger, han har ondt i halsen.

Det var Bastians bedste vens mor, der ringede igen. Både hun og jeg vidste, at Bastian ikke havde ondt i halsen, men han var flov over sin hjemve. Derfor løj han sig syg, når hans venner hørte det.

Flov over hjemve

Det var lørdag aften, og klokken var 21, da jeg hentede min søn. Han sad på sædet ved siden af mig og så betuttet ud.

− Jeg er ikke syg, mor, men det er ikke så rart, når jeg ved, at du og far ikke er der, sagde han ærligt, og så snakkede vi om, at vi jo ville se hinanden igen dagen efter. Vi havde talt om det mange gange, men det virkede desværre ikke til at løse problemet. Jeg følte, at vi havde prøvet alt. Da han var yngre, forsøgte vi med bamser, senere en mobil, han kunne ringe fra om natten uden at forstyrre de andre. Vi havde informeret hans venners forældre, og en dag, han sov hos mine forældre, prøvede vi at nægte ham at komme hjem. Det kom der intet godt ud af.

Om dagen var det, som om han glemte sin frygt, og allerede weekenden efter den mislykkede overnatning ville han gerne hjem til mormor og morfar og sove. Jeg bakkede ham op, for jeg tænkte, at en eller anden nat ville det lykkes, men omkring klokken 21 ringede min far og sagde, at han var på vej hjem med Bastian, som havde hjemve.

Min søn turde godt være ærlig over for min far. De boede heldigvis ikke langt væk, og da de kom, spurgte jeg min far, om han ville have en kop kaffe. Vi satte os i køkkenet, og Bastian virkede glad og tilfreds, nu hvor han var hjemme. Vi snakkede om den film, han havde set hjemme hos sine bedsteforældre. Min far så ud til at spekulere over noget, og han prikkede Bastian i siden.

Nyt forsøg

− Skal vi prøve at køre hjem til mormor igen? spurgte han, og Bastian skar en grimasse.

− Nu er du fjollet, morfar, sagde han, men min far rystede på hovedet.

− Nej, jeg mener det. Du har det jo godt nu, så skal vi ikke prøve igen? Hvis du får hjemve, kører vi tilbage. Det lover jeg, sagde han. Først tænkte jeg, at det var en underlig idé, men jeg kunne se på Bastian, at det måske ikke var så tosset alligevel.

− Okay, sagde han. − Men så skal vi køre hjem, lige når jeg siger det, ikke? spurgte han og kiggede op på sin morfar med store, alvorlige øjne.

− På æresord, sagde min far, og Bastian smilede.

− Okay.

Vi pakkede Bastians ting sammen igen, og så kørte de ud af indkørslen, mens min mand og jeg vinkede fra køkkenvinduet. Vi kiggede på hinanden, da de var kørt, og min mand holdt sine krydsede fingre op. Tænk, hvis det her var løsningen. Der gik en time, så sad min far og Bastian i køkkenet igen. Jeg var slukøret, men min far virkede ukuelig.

− Vi prøver bare igen, sagde han, og Bastian virkede tryg ved det. Han så træt ud efterhånden og lænede sit hoved op ad morfars skulder.

De kørte hjem til min mor for anden gang, og denne gang blev de der. Min mand og jeg vågnede tidligt næste morgen og kiggede på hinanden. Havde vi ikke hørt telefonen? Jeg rodede rundt efter min mobil på gulvet, men der var ingen ubesvarede opkald. Bastian havde sovet en hel nat ude, og jeg var så stolt af min søn.

Seje Bastian

Vi tog hjem til mine forældre og spiste frokost.

− Hvor er du sej, sagde min mand til Bastian, og jeg gav min far et kram.

− Jeg faldt bare i søvn, sagde Bastian, og han lød lige så overrasket, som jeg var.

Overnatning hos en ven

Næste nat prøvede vi igen. Min far syntes, vi skulle fortsætte, nu hvor det var en succes. Det gik endnu bedre end natten før, og Bastian blev hos dem fra start til slut.

− Måske føler han sig mindre alene, når han ved, at han kan komme hjem og vende. Bare det, at han har muligheden, gør, at det ikke er nødvendigt, sagde min far, da vi snakkede sammen dagen efter.

Jeg tror, han havde ret. I hvert fald har Bastian siden da sovet igennem hos mine forældre. Forleden skulle han sove hos sin bedste ven igen. Telefonen ringede omkring klok-ken 21, men denne gang ville Bastian bare spørge, om det var okay, at de sov i telt i haven. Jeg smilede og sagde, at selvfølgelig var det det. Takket være min far har Bastian sluppet sin hjemve, og det er en lettelse for os alle.