Strik i psykiatrien: Det frirum, jeg selv drømte om

En forårsdag i 2006 er Thea Dam Søby ved at hjælpe sin 5-årige søn Felix i tøjet. Ligesom hun plejer. Undertøj, bukser og strømper. Men alt er ikke, som det plejer – den lille dreng har en bule på benet på størrelse med en golfbold. Den var der ikke før. Hvad forældrene først skyder hen som resultatet af en tur på legepladsen, bliver startskuddet til en fem måneder lang stafet mellem forskellige hospitalsafdelinger og undersøgelser. Gættene er mange: åreknude, fedtansamling eller noget helt tredje. Men ingen af dem viser sig at ramme rigtigt.

– Langt hen ad vejen tænkte jeg, at det nok skulle gå. Hvis det endelig var kræft, kunne de bare skære benet af. Men så viste det sig, at det var lymfeknudekræft. Da vidste jeg, at der ikke var nogen smutveje. Pludselig gik hele verden i stå, siger Thea, 46 år.

Minderne har stadig et godt fast tag i hende. I mere end to år er familien, der desuden tæller Theas mand og storebror Magnus, i et konstant limbo mellem indlæggelser og forsøget på at opretholde et familieliv derhjemme.

Læs også: Højt humør på hospitalet

Hårdt for alle

– Vores liv blev sat på pause. Vi måtte ikke komme ud, hvor der var en smitterisiko, så vores sociale liv flød også ud. Vi blev isolerede. Derfor mistede vi også nogle venner – vi havde intet overskud. Det var superhårdt som familie, derfor lavede jeg det her tæppe med hæklede lapper, siger Thea og hiver et stort slumretæppe i røde, brune og blå nuancer frem fra sofaen. Hun er oprindeligt uddannet håndarbejdslærer og viser stolt den ene lap efter den anden frem. De er i uld og silke. En kostbar affære, der ikke bare har kostet tid og et betragteligt greb i lommen, men også tårer og tålmodighed.

– Den første lap lavede jeg på vej hjem fra ferie, hvor jeg bare var så glad og forelsket – lige efter at min mand og jeg var blevet gift. Da Felix blev syg, begyndte jeg at lave lapper, der skulle symbolisere, at han skulle blive rask, og at vi skulle sidde under det tæppe sammen. Så kom familien i krise, og det blev til, at ”nu laver jeg det her og drømmer om min egen lejlighed, om at blive skilt og flytte ad helvede til,” siger Thea, inden hun slår over i en latter, der bliver afløst af en alvorlig mine.

Da Felix efter lang tids behandling får det bedre, får familien overskud til igen at fokusere på storebror Magnus. Men familiens glæde over at kunne bytte hospitalsgangen ud med stuen derhjemme bliver afløst af endnu en udfordring og bekymring: Roen og tiden til igen at være familie afslører, at storebror Magnus på 13 år opfører sig anderledes og mistrives. Over tid får han det værre og værre – og han får diagnosen asperger.

Længe undervejs

Med de barske begivenheder blev de første frø til projektet ”Strik som frirum i psykiatrien” sået. De tanker, som Thea havde gået og tumlet med, siden hun år forinden havde arbejdet som lægesekretær i psykiatrien, blev endelig til virkelighed, da hun i september sidste år blev kontaktet af manden bag initiativet ”Frirum i psykiatrien”, Søren Magnussen. Nu tager Thea én gang om ugen turen fra villaen på Amager til Rigshospitalet for at strikke med de indlagte på den lukkede, psykiatriske afdeling. De skal have det afbræk i hverdagen, hun selv savnede, da hun var indlagt med Felix.

Når Thea taler om besøgene på afdelingen, lyser hendes øjne, og der kommer automatisk et smil på hendes læber. Det er ikke uden grund, at hun har ladet garn og grej i store mængder flytte ind i villaen. Selv om sækkevis af doneret garn fylder godt i huset, lader Thea sig ikke stoppe af pladsmangel og døgnets timer, der går hurtigere, end hun kan følge med. Hun vil gøre en forskel.

– Mange spørger, om det ikke er enormt hårdt at komme der, men det er det slet ikke. Det er faktisk ret let. Sådan et strikkefællesskab er meget åbent og inkluderende. Det betyder, at jeg ikke har nogen forventninger eller spørger ind til svære, personlige ting. De er så søde og taknemlige. Det kan godt være, at de er enormt kede af det, men de giver alligevel så meget igen.

Læs også: Hækl et smukt tæppe

Drømmer om mere

– På en måde kommer de væk fra afdelingen, fordi vi sender tankerne på langfart og skaber et frirum, fordi vi har helt almindelige samtaler om alt lige fra cykler til forsikringer, siger Thea og slår masker op til en lille, blå bold. Med vanlig, hurtig snilde er der gjort klar til endnu et lille projekt. Hun har prøvet det før – det kan selv utrænede øjne se.

Selv om projektet lige nu er begrænset til Rigshospitalet i København, drømmer Thea om, at frivillige landet over hiver garn og strikkepinde frem og kontakter de lukkede afdelinger. For alle indlagte har brug for at få tankerne væk fra sygdom og bekymringer, mener hun.