Bodil Jørgensen: Vi kan ikke betale os fra alting

– Gud ser alt!

Bodil Jørgensen er ikke i tvivl om sit bombastiske udsagn, og hun har ofte mindet mennesker i sin nærhed om, at de skal opføre sig ordentligt.

– Du kan da godt lyve og té dig ubehageligt over for andre, men du slipper ikke for at stå til regnskab en dag, er den 56-årige skuespillers faste overbevisning.

Holdningen tog sin spæde begyndelse allerede tidligt i barndommen.

– Min far gik af og til i kirke, og så gik jeg med. Jeg har altid elsket at komme i kirken og følt, at her kan jeg få luft. Mine forældre var ikke som sådan specielt religiøse, og min mor syntes godt, at man kunne høre gudstjenesten hjemme i radioen. Men de havde begge en forestilling om, hvad der var rigtigt og forkert set i det store lys, og især min far var sjældent i tvivl om, hvordan man bør opføre sig uden nødvendigvis at gå hen og blive kedelig.

Prøv quizzen: Er du hjemme på Badehotellet?

Bodil lærte nemlig også tidligt af sin far at sætte pris på både fantasi og god humor.

– Min far, der ligesom min mor var skolelærer, havde en stor klovn inden i sig. For eksempel optrådte han engang på en campingplads, hvor vi skulle slå vores telt op. Der manglede selvfølgelig en tværpind, og en hel flok campister havde samlet sig uden at tilbyde hjælp, men kun for at glo. Vi andre holdt i stænger og dug, mens min far baksede, og til sidst måtte vi give op, pakke bilen sammen, og efter mange forgæves forsøg fik far endelig bakket bilen ud af den snævre plads. Lige inden vi forlod stedet, steg han ud af bilen og bukkede dybt for alle de mennesker, der sad og gloede. Det var fantastisk!

Bodil beskriver sin far som kærligt rebelsk.

Far fuld af fis

– Han ville så gerne stikke en kæp i hjulet af og til. Han kunne finde på at gemme sig, når vi skulle have gæster. Han fik min mor og vi andre til at lægge os bag et møbel, og så stod han bag gardinet, når gæsterne ringede på, og sprang pludselig ud som trold af æske uden at forklare. Min mor syntes, det var noget pjat, men vi børn morede os.

Det var ligeledes Bodils far, der ”skaffede” hende den allerførste teaterrolle.

– Han tog sig af skolekomedierne, og da han skulle opføre ”Den lille prinsesse og jætten Dum-dum”, fik jeg rollen som sten. Jeg var pakket ind i papmaché og skulle sidde helt stille i halvanden time. Far roste mig og fortalte, at sten jo også er vigtige og har en sjæl.

Bodil lærte vigtigheden i at se sig selv i øjnene.

– Du skal ikke tro, at du er mere værd end den lille blomst på marken, som står dér uden at vide, hvor smuk den er. Jeg har aldrig følt mig undertrykt af den jantelignende lov, vi lever under, selv om jeg blev mobbet meget som barn. Jeg var rødhåret, platfodet og lærerdatter, og jeg arvede min søsters tøj. Hun var seks år ældre end jeg, så jeg gik altid i lidt gammeldags tøj, der var lidt for stort. Til en skolefest var der en mor, der med sin strikkemaskine havde strikket hotpants til alle pigerne i lys- og mørklilla, og så havde de lange, hvide støvler med snører på. Men jeg havde min søsters strutkjole på fra seks år før, og den var tissegul, og på grund af min platfodethed havde jeg sådan nogle grimme, tunge sko på. Da jeg efter indmarchen mødte Eland, som var klassens flotte fyr, der var så sej, fordi han bed negle, sagde han: ”Hvem fanden er det, der har pist å di kjol?”

Men Bodil lod sig ikke slå ud.

– Jeg tænkte, at han sku’ fa’me ikke... Nu går jeg tilbage til dansegulvet, og så skal han fa’me se, hvad den her kjole kan. Den kan jo strutte, det kan hotpants ikke. Så jeg gik helt i selvsving og dansede vildt med de tunge sko.

Læs også: Birthe Neumann om fru Fjeldsø: Jeg er fascineret af den kvindetype, hun er

Tissede af skræk

Fantasien kom i det hele taget ofte Bodil til hjælp.

– En anden gang blev jeg drillet med min røde elefanthue. Så tog jeg da bare en tehætte på næste dag, og så anede de ikke, hvad de skulle sige.

Men Bodil indrømmer, at det selvfølgelig ikke altid var lige sjovt at være den ”specielle” pige.

– Jeg har da også tisset i bukserne af skræk på vej hjem. Men så havde jeg en hule i vores skunk. Dér havde jeg et krucifiks, billeder af ”De uheldige helte” og et forlovelsesbillede af dronning Margrethe og prinsen. Dem kunne jeg godt lide at kigge på, og jeg kyssede dem også af og til. De var så smukke i deres kærlighed.

Kærligheden mødt Bodil først selv, da hun var over 20 år.

– På det tidspunkt var jeg handicaphjælper for en kvinde, Lone Barsø, der havde en lille teatertrup, Århus Krykensemble, som tog ud på plejehjem og optrådte med deres problemstillinger. Vi lavede en forestilling, der hed Cirkus Fantabastisk, hvor jeg var en cirkusdirektør, der viste sine monstre frem. Jeg gik rundt som spastiker blandt publikum med raslebøtten, hvor folk puttede penge i. Pludselig sagde jeg hopla og blev ”normal”, og så blev de sure og ville have pengene tilbage. Det var jo satire på højt plan, og det handler om, at du ikke kan betale dig fra alting. Det var da, jeg fandt ud af, at jeg ville bruge teatret bevidst og ikke kun for at underholde, og jeg begyndte på uddannelsen på teaterskolen i Aarhus.

Vanvittig forelskelse

Hér mødte Bodil sin første mand.

– Det var kærlighed ved første blik, og vi blev gift i 1995. Vi flyttede sammen i København og fik Johannes året efter. Vi var meget romantiske og ikke så praktiske, men jeg synes alligevel, vi var nogle fine forældre.

Trods Bodils store kærlighed til Henrik ramte Amors pil endnu en gang, da hun mødte sin nuværende mand, filmfotografen Morten Søeborg.

– Der var ikke noget at gøre, forelskelsen er jo vanvittig! Morten og jeg blev gift og fik Østen og Rigmor, og i dag føler jeg mig privilegeret over at have elsket to mænd rigtig, rigtig højt.

Og så er der lige den dér ekstra kærlighed…

– Dér, hvor ingenting er, er Gud! Så ikke alene ser Gud alt, jeg ved, at han er der også, når du har allermest brug for ham!

Prøv også: Romfromage a la Badehotellet

I Familie Journal i næste uge kan du læse om Bodils alsidige karriere og hendes møde med Gud.