Rasmus Bjerg: Kærligheden skal være med i alt

– Man må finde mennesket i selv den galeste stodder!

Rasmus Bjerg understreger med sit udsagn, at han er en mand, der værner meget om princippet, at uanset hvad han beskæftiger sig med, så skal kærligheden til andre mennesker være med.

– Jeg tænker, at min holdning er affødt af min barndom, som både var fuld af stor kærlighed, og også præget af et temmelig anderledes hjem end de flestes, fortæller den 41-årige skuespiller, der lige nu er topaktuel med sin rolle som den legendariske sanger John Mogensen.

Rasmus voksede op som enebarn i Vester Nebel tæt på Kolding.

– Vi boede på et nedlagt husmandssted, og mine forældre, som begge er keramikere, var noget anderledes, end folk er flest i sådan et lille bondesamfund. De gik i hønsestrik, og far havde stort skæg og viltert hår og min mor en lilla ble om hovedet. I stuen havde vi malede ølkasser og kun sort-hvidt tv, og køkkenet var fuldt af bønnepostej og bønnespirer. Mine forældre forsøgte at være sådan lidt selvforsynende med stor urtehave, og det hele var små-vegansk. Vi havde dog høns, og jeg har ædt mig igennem utallige æggekager.

Læs også: Familie Journals journalist møder John Mogensen

Blev aldrig mobbet

Følelsen af at være lidt forkert husker Rasmus tydeligt.

– Jeg var jo lidt forskellig fra de andre, og jeg ville da ønske, at jeg havde haft et par søskende at dele den følelse med. Men som sagt skortede det ikke på kærlighed, til gengæld var der ikke megen materiel forkælelse. Når der ikke var mere, så var der ikke mere! Vi havde ingen telefon, men måtte cykle op til telefonboksen, og diskussionen kunne godt gå på, om far skulle have 10 Cecil, eller vi andre skulle have noget mælk.

Hjemmet fik ofte besøg af en masse spændende mennesker.

– Der kom alle mulige mærkelige gæster, og jeg er sikker på, at min kærlighed til det, vi kalder ”skæve eksistenser”, stammer dels fra den rummelighed, mine forældre besidder, dels fra selv at føle mig udenfor og ikke have så meget.

Skønt Rasmus var anderledes end de andre børn, blev han aldrig mobbet.

– Nej, mine kammerater syntes, det var spændende at komme ned og se en helt anden verden, end de var vant til. Sådan er det jo – selvfølgelig vil man gerne være en del af flokken, men dem, der stritter ud, er som regel også lidt eksotiske. Hos os var der ret vide rammer, for eksempel husker jeg, at vi fik lov til at lave mad på komfuret, og det måtte de andre børn ikke derhjemme.

Se også: Sofie Gråbøl: Jeg føler mig ikke som et symbol

Drømte om duftroser

Til gengæld havde de andre børn en del, som Rasmus gik og drømte om at få.

– Grå læderhjørnesofa, duftroser, en hæklet dukke over toiletrullen, en Sodastream-maskine, en Trestjernet salami i køleskabet og en Ford Sierra i indkørslen. Alt det havde vi ikke, vi havde en gul Citroën 2CV. Noget, især Rasmus’ far dog havde, var blik for det, der var anderledes.

– Jeg tror, jeg har arvet det fra min far – adgangen til galskaben. Min far var kunstner med stort K og kæmpede for at føre det til det, han drømte om. Da han endelig slap drømmen, blev han fængselsbetjent, og skønt jeg tror, at det var svært for ham, fandt han sin vej og blev den, der kunne snakke med fangerne og gennem humoren få løst mange konflikter. Han havde for eksempel en malet halvmaske af plastic, han tog på, inden han bankede på hos en af de hårde fanger. Når fangen så åbnede, kunne han jo ikke lade være med at grine, og så var der hul igennem til dialog. Det hele handlede om at give lidt kærlighed.

Kærligheden til kvinder mødte Rasmus selv i en meget tidlig alder.

– Da jeg var 11 år, lavede jeg børneteater sammen med Helle på 13. Vores lærer var den siden så berømte Anders W. Berthelsen, og alle pigerne var vilde med ham. Men jeg var vild med Helle.

Et dejligt kys

I første omgang blev Rasmus’ kærlighed dog ikke gengældt.

Det blev den faktisk heller ikke i anden omgang, hvor vi som teenagere tog rundt på forskellige skoler med en trup og lavede amatørforestillinger. Men endelig, da jeg gik i 2. g, og Helle netop var færdig med sin hf-eksamen, spottede jeg hende på en bar i byen, hvor hun stod og snakkede med en fyr. Jeg var halvfuld, blev lidt jaloux og gik resolut op til baren og gav hende et ordentligt kys.

Det må have været et dejligt kys, for ugen efter tog Helle selv affære.

– Hun inviterede mig hjem til sine forældres hus, for hendes tvillingesøstre skulle holde fest, forældrene var ikke hjemme, og Helle havde lovet at holde øje, men manglede en udsmider. Ville jeg mon det? Om! Det endte med, at der ikke blev holdt særlig meget øje med noget den aften…

Læs også: Dorthe Kollo: Velkommen til verden

Sit livs kærlighed

Siden er Rasmus blevet gift med sit livs Helle.

– Vi har fire dejlige unger, Anna på 16, Villads på 14, Valder på 12 og lille Ella på 10 år. Vi har prioriteret vores familieliv meget højt, og Helle gav afkald på sin regissør-karriere for at gå hjemme hos børnene. Det var, før det blev moderne, og hun måtte altid forsvare det, hvilket var lidt hårdt for hende.

I mellemtiden knoklede Rasmus som skuespiller på både Det Kongelige Teater, Aalborg Teater og med diverse film og tv-serier.

– Jeg har altid haft en angst for, at vi ikke skal klare os. Den har været meget drivende for mig i forhold til at arbejde så meget. Det har siddet så latent i mig, om der nu også var penge nok, men nu har jeg heldigvis lært at slippe angsten og have tillid til, at alt er godt.

Rasmus har – siden han sprang ud som selvstændig med sine egne shows – fået ro i sjælen.

– Jeg har tidligere tænkt, at summen af arbejde er lig med summen af succes, og sådan hænger tingene jo ikke nødvendigvis sammen. Da jeg oplevede, at jeg ikke behøvede at sidde og vente på, at telefonen ringede med et job, indså jeg, at hvis jeg bare tror på det, jeg laver, skal det nok lykkes. Så længe jeg har kærlighed med i spillet…