Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
– Det var her. Han lå lige her.
58-årige Aase Bach peger ned på et stykke gulvtæppe mellem sofabordet og sofaen. Hun trækker vejret dybt, mens hendes mand, Flemming, tager hendes hånd. Den grå stykke gulvtæppe er ikke længere bare et tilfældigt sted i stuen i den gule murstensvilla i Næstved. Det er her, Flemming faldt om en septemberdag for godt og vel et halvt år siden. Det er her, Aase fandt ham livløs.
– Jeg troede, han var død, siger Aase og stirrer ud i luften.
Søndag den 10. september var hun, som så mange gange før, på vej hjem efter et besøg hos sit barn og barnebarn i Aarhus. Hele vejen på tværs af landet sendte hun sms’er til Flemming, der hurtigt kvitterede med svar. Han var hjemme og i fuld gang med at gøre klar til afgang til dagens fodboldkamp på det lokale stadion. Aase skulle bare køre ham, så snart hun var hjemme. Men så langt nåede de aldrig.
Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kom ud til bilen, så de kunne komme afsted til fodboldkampen. Det havde de jo aftalt. Irriteret og knotten gik hun ind ad havelågen og ind i stuen – kun for at blive mødt af et syn, hun aldrig glemmer. 62-årige Flemming lå på gulvet, livløs og med opkast om munden.
– Jeg tænkte slet ikke. Det var, som om jeg gik ud af min krop, fortæller Aase, der uden at blinke begyndte at yde førstehjælp, ligesom hun hurtigt ringede efter hjælp.
Følelserne forsvandt fra kroppen, som hun sad og gav sin mand gennem 13 år hjertemassage. Situationen var så langt fra hverdagskost, at hun lod kroppen køre på autopilot. Det var først, efter at ambulanceredderne havde taget ham med, og lægehelikopteren havde sat retning mod Rigshospitalet, at hun for alvor trak vejret.
Læs også: Vi kan takke Henrik for, at vi lever
Den dag blev startskuddet til en ugelang stafet mellem huset i Næstved og Rigshospitalet. Flemming blev lagt i kunstig koma, og mens Aase blot kunne se til, mens en maskine trak vejret for hendes mand, begyndte spørgsmålene at hobe sig op:
Ville det være hendes elskede mand, som hun kendte ham, der ville vågne? Ville han være en grøntsag?
De 100 kilometer mellem hendes egen seng og hospitalsstuen tilbagelagde hun flere gange, end hun kan huske. Hun ville og skulle være der, når Flemming igen slog øjnene op.
– Jeg kunne jo ikke huske noget, så jeg forstod det ikke. Jeg troede, at jeg kunne det hele, men det kunne jeg jo slet ikke. Det tog tid, fortæller Flemming om tiden, efter at han kom til sig selv igen. Træt, groggy og konfus, men ellers – næsten – som han altid havde været. Han lader den alvorlige mine glide over i et smil.
– Skal vi fortælle dem historien?
– Så lad gå da, siger Aase og sukker, mens hun kigger med opgivende øjne på sin mand.
– Da jeg vågnede, anede jeg jo ikke, hvad der var sket, så jeg vidste heller ikke, at de havde sat et kateter op. Så da jeg skulle tisse, tænkte jeg jo bare, at jeg sagtens kunne selv. Så jeg rejste mig bare fra kørestolen og bum, ud røg det. Av for dælen!
Flemming sidder helt ude på spidsen af lænestolen og kæmper for at holde et grin tilbage. Men grinet gemmer alligevel på en hård kendsgerning: Havde Aase ikke holdt hovedet koldt og givet Flemming førstehjælp, havde han nok ikke siddet ved siden af hende i dag. Derfor indstillede Flemming også Aase til Røde Kors’ pris Årets førstehjælper.
– Jeg synes, det har været svært at sætte ord på. Men det her er min måde at sige tak. Jeg er så taknemlig, siger han og aer sin kone på kinden.
Han har nu fået indopereret en pacemaker, men ingen har kunnet give ægteparret svar på, hvad der fik Flemming til at falde om. Måske var det en blodprop eller et hjertestop. Ingen ved det.
Læs også: Lynet slog ned i Nicolai
Den septemberdag har sat sine spor – på både krop og sjæl. I lang tid kunne Flemming ikke sove om natten, fordi han var bange for ikke at vågne op igen. Psykologtimer blev løsningen på de mange tanker og bekymringer, der rumsterede oven i begges hoveder. De kunne ikke forstå, at deres liv og alt det, de kender og elsker, var et splitsekund fra at blive revet væk fra dem. Det har sat alting i perspektiv.
– Vi hænger os ikke så meget i småting længere. Før i tiden kunne jeg fare helt op i det røde felt, hvis Flemming ikke havde ryddet op, siger Aase og lægger hovedet på skrå.
Stuen i huset i Næstved er fyldt med minder fra et langt liv – både sammen og hver for sig. Et bryllupsbillede, Flemmings musikudstyr og en fælles motionscykel. De vil have så mange gode år sammen som overhovedet muligt.
– Mange taler om, hvad de gerne vil nå, og hvad de drømmer om. Men så når de det aldrig. Vi vil nå det, fortæller parret nærmest i kor. Til sommer går turen til Norditalien.
– Selv om det måske lyder fjollet, tror jeg, at det har bragt os tættere sammen. Hvis vi altså kunne blive tættere, siger Flemming og giver sin kone et kys. Han kan slet ikke lade være.