Til ære for mine bedsteforældre: Frederik værner om huset på klitten

Vi er tæt på Vesterhavets brusende bølger, da vi drejer af Strandvejen og op ad en stejl vej. Der ligger det så på toppen af klitten med den mest fantastiske udsigt: Sommerhuset Reden. Og kunne det have et bedre navn?

Huset er stråtækt og kan ses over store dele af Henne Strand. En guldklump, der er millioner værd, men som de nye ejere ikke kunne drømme om at sælge. Tværtimod har de investeret store summer i en totalrenovering.

– Det her handler jo slet ikke om penge, siger Nina Agergaard, og den holdning er hendes mand, Frederik, helt enig i. Da han arvede huset, havde det godt nok strejfet ham, om det ikke var egoistisk at beholde det. Hvad kunne han ikke gøre for sin familie for de penge, et salg ville indbringe?

Men da han spurgte sin kone, afviste hun det, for hun vidste, hvad huset betyder for Frederik. For ham er huset familiehistorie. Det handler om respekt og kærlighed til nogle mennesker, der har betydet utrolig meget for ham: Hans bedsteforældre.

Læs også: Tre mødre byggede hjem til deres handicappede børn

Ikke engang til får

– Det var min oldefar, der købte et større klitområde og fik huset bygget. Hans datter, Grethe, min bedstemor, havde astma, og lægerne sagde, at vesterhavsluften ville gøre hende godt. Det var i 1933. Folk sagde, at han var godt tosset, for han kunne jo ikke have får i klitterne, og han kunne ikke bygge hus på toppen af en høj klit. Men min oldefar plantede marehalm og fik huset opført. Og det står endnu, smiler Frederik.

Under krigen var huset beslaglagt af tyske soldater, der brugte det som udsigtspost. Der lå 11 soldater oppe på loftet og stirrede ud over havet efter en allieret invasion, der aldrig kom, og trinene på trappen blev rundslidte af soldaterstøvler. Efter krigen blev der ryddet miner på stranden, og trykket fra eksplosionerne knuste vinduer i Reden.

Fjerde generation

I 1960’erne, da Grethe og svigersønnen Erik havde overtaget huset, kom der mursten omkring det, og siden blev det udvidet. Nye slægter brugte huset. Grethe og Eriks sønner var tredje generation, der kom i huset, og om sommeren legede de i klitterne. Og da Frederik begyndte at komme der sammen med sine forældre, var det så fjerde generation, der indtog huset.

– Jeg kom hos mine bedsteforældre hver sommer sammen med mine forældre, og i efterårs- og vinterferierne var jeg selv hos dem. Jeg var med til at save træ til brændeovnen i skoven og i Blåbjerg Plantage. Mine bedsteforældre var nogle dejlige mennesker, og folk elskede at være sammen med dem, fortæller Frederik.

Se også: Skoede sin første hest i 1947: Sigurd holder det gamle smedehåndværk i hævd

Ingeniør på Danfoss

Der er stor kærlighed i hans blik, når han fortæller om bedsteforældrene, men der er også stolthed – og med god grund. Hans bedstemor kørte ud som hjemmesygeplejerske og hjalp mennesker, og hans bedstefar var frihedskæmper under krigen. Ved Karlsminde på Als står en mindesten for ham og en anden frihedskæmper, der reddede en engelsk haleskytte fra et nedstyrtet engelsk Halifax-bombefly.

– Min bedstefar var ingeniør ved Danfoss, så de boede i Nordborg. Han var med dengang, der kun arbejdede hundrede på fabrikken, og grundlæggeren Mads Clausens kone, Bitten Clausen, besøgte dem i huset ved Henne Strand frem til hendes død i 2016, fortæller Frederik.

Han kan mange historier om huset på klittens top. Det har haft betydning gennem generationer, og da Grethe og Erik blev ældre og pensionister, flyttede de til Reden og boede der permanent.

– Da jeg mødte Nina, sagde jeg til hende, at det bedste ved mig er mine bedsteforældre, siger Frederik.

Nina nikker:

– Ja, jeg blev introduceret til dem, før jeg mødte mine svigerforældre, fortæller hun.

Læs også: Venter sit andet barn: Diabetes skal ikke styre mit liv

Overtog huset

Erik Agergaard døde som 94-årig den 5. maj 2016. Det var dagen for Danmarks befrielse og næsten symbolsk for en frihedskæmper. En måned senere døde hans hustru, Grethe, og et livskapitel var hermed skrevet til ende. Men hvad nu med huset på klittens top? Hvad nu med Reden?

– Min far var død i 2006, så jeg var arving sammen med min onkel Lars. På et tidspunkt havde vi hver købt en grund, som mine bedsteforældre udstykkede, og da min onkel fik den bedste grund, havde jeg til gengæld forkøbsret til Reden. Jeg valgte at købe min onkel ud, og det foregik altsammen i bedste forståelse og i mine bedsteforældres ånd, siger Frederik.

Nu var han dermed ejer af huset, som han havde så mange gode barndomsminder fra. Og hvad så?

– Huset var utæt, og hvis det var blevet solgt til andre, ville de nok have revet det ned og bygget et nyt, siger Nina.

Det overvejede de slet ikke at gøre. Tværtimod gik de i gang med den helt store omgang. En enkelt væg blev fjernet, men ellers blev grundplanen bevaret.

Sjælen er bevaret

– Vi genbrugte så meget, vi kunne. Der er også mange, der har været herinde, og som har sagt, at det stadig er Reden. Selv om det er renoveret, er sjælen bevaret, siger Nina.

Frederik ser tilfreds ud. Det var det, han ville. Det var hans bedsteforældres hus, og det var fyldt med barndomsminder. Derfor skulle sjælen overleve renoveringen.

Inde i sofaen og ved et skrivebord sidder femte generation i Reden: William på 6 år og Dicte på 3. Storebror spiller computer, og lillesøster tegner. De nyder at være i huset, og når det bliver sommer i år, er familien klar til et længere ophold i sommerhuset.

Så er han tilbage i barndommens land.