Overgangsalderen er jo ikke verdens undergang

For et par uger siden var jeg til en stor sammenkomst, og hen under aftenen blev det store samtaleemne overgangsalder, og hvor frygtelig den er.

Heldigvis er alle mennesker forskellige, men alligevel − det var, som om den blev gjort til verdens undergang. Hvorfor have så meget negativ fokus på overgangsalderen?

Man kan virkelig gøre meget selv for at lindre eventuelle gener. Skift det tætsiddende tøj ud med det lette og løse modedress.

Husk at bevæge dig med en motionsform, der gør dig glad, og lav om på madvanerne − her sker der virkelig positive ting.

Med hensyn til udløbsdatoen − hallo, gennemsnitsalderen er 85 år, så når du er 43 år, har du levet det halve af dit liv. Kroppen begynder allerede i 30-årsalderen at gå i forfald, men hvorfor hænge sig i tal?

Jeg har ikke haft gener og synes ikke, det var frygteligt at fylde hverken 50 eller 60 år. Jeg har aldrig haft det store fokus på alder og lever som fleksitar, altså fjerkræ, fisk, frugt og grønt − sjældent gris og oksekød.

Åh, det lyder så frelst, ikke? Jeg ved godt, at andre har store kvaler, men hvorfor ændrer de så ikke aktivt på det, de uden medicin og hormoner kan gøre for at få det bedre, blive gladere osv.?

Det undrer mig meget.

Åh, dit brev er bittersødt. Skønt brev, fordi jeg mener, det er vigtigt at sætte fokus på overgangsalderen, men samtidig enormt provokerende for sådan en som mig, der på trods af sund kost, masser af motion og ikke anstrøg af angst for rynker alligevel virkelig har kæmpet med en helt ekstrem utilpashed på grund af overgangen.

Du skriver, at du ikke har haft gener, og der må jeg bare sige, at du er virkelig, virkelig heldig. Men samtidig må du så også erkende, at du faktisk ikke aner, hvordan det føles at være overmandet af hedeture, humørsvingninger, ømhed i kroppen, kvalme, svimmelhed og hovedpine.

Jeg bliver egentlig lidt glad, når jeg hører, at dine veninder brokker sig. Jeg synes, du skal give dem high five, hvis de gør det igen.

Alt for mange kvinder har gennem tiden lidt i stilhed, og det glæder mig, at nogle kvinder åbner munden og sætter ord på det ubehag, som naturen har besluttet, vi skal tåle.

Du har ret i, at man skal gøre alt det, man kan for at lempe generne, og dine råd om kost og motion er gode, men det allervigtigste råd i forbindelse med overgangsalder, synes jeg nu, er, at vi skal møde os selv med omsorg og venlighed i den svære periode.

Vi skal være gode og tilgivende over for vores krop, som kæmper for at finde fodfæste i en ny epoke, og vi skal være nænsomme ved vores sind, når skrøbeligheden overmander os.

Min brevkassekollega på Femina, Renée Toft Simonsen, har skrevet en bog om netop overgangsalderen. Det kunne være en anbefaling til alle, der bokser med den periode.

Som du skriver, er overgangsalderen ikke verdens undergang, men den kan alligevel føles voldsom. Det ved jeg fra egen krop.

Nyd, at du ikke er ramt. Det er vidunderligt. Men hep på dine medsøstre, som kæmper.