Heidi sagde farvel til kørestolen: Jeg vil ikke bruge livet på at være bitter

En krop som et kunstværk. Formet til det fuldendte i fitness centret. Solbrun og sminket til den store guldmedalje. Smuk og smilende poserede Heidi Ulf foran publikum i salen til konkurrencen i bikini-fitness. Ingen kunne se, at hun i årevis har kæmpet med smerter og mangel på selvtillid.

– Jeg var i virkeligheden vildt nervøs. Og jeg var egentlig ligeglad med resultatet, for det var i sig selv en stor sejr for mig bare at stå på den scene. Det var en gammel drøm, som jeg aldrig havde troet, ville gå i opfyldelse, fortæller Heidi.

Hun er endnu smukkere, som hun tager imod i sit hjem i Thorning ved Silkeborg i afslappet tøj og uden makeup og med en slående sødme og styrke på samme tid. 29-årige Heidi Ulf har lige fået fri fra sit job som skolelærer, og hun var ved at læse nogle af de mange beskeder, hun dagligt har fået siden konkurrencen.

– Jeg er helt overvældet over de rørende beskeder fra mennesker, der fortæller, at jeg har motiveret dem. Mange skriver, at når jeg kan rejse mig på trods af handicap og smerter, så giver jeg også dem håb. Det gør mig stolt og glad, for så har jeg opnået, hvad jeg gerne ville.

Læs også: Karen fik gigt, men nægter at lade sig styre af snylteren

Voldsomme smerter

Det er svært at tro, at Heidi for få år siden knap nok kunne bevæge sig. Hun sad i kørestol efter en fejloperation af en indadvendt fod. Foden havde med årene slidt hendes knæ og hofte, fordi hun gik skævt. Det påvirkede den sportsglade piges præstationer. Under operationen blev Heidis lårben brækket op for at blive drejet på plads, men lægerne drejede det for mange grader.

– Operationen skulle hjælpe mig til at få den fremtid, jeg drømte om. Men allerede da jeg vågnede, vidste jeg, at der var noget helt galt. Jeg havde så sindssygt ondt.

Flere operationer fulgte, men forgæves.

– Jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde voldsomme smerter, når jeg forsøgte at stå på benet. Og nogle gange kunne jeg gå i kramper og besvime op til 200 gange om dagen. Det skete fra det ene sekund til det andet og gjorde mig fuldstændig hjælpeløs.

Se også: Morten er hjerneskadet og PTSD-ramt efter to overfald

Skubbede folk væk

Heidi var 15 år, da hun blev invalideret. Hun følte sig værdiløs, mens veninderne fortsatte deres sorgløse ungdomsliv. Hendes forældre har dog været en uvurderlig støtte i hele forløbet og har holdt hende oppe, både fysisk og psykisk.

– Min far og mor har båret mig på hænder og fødder, helt bogstaveligt talt. De har støttet mig og givet mig mod, når det så mest sort ud. De skubbede mig ud i livet, når jeg helst ville gemme mig, fordi jeg var flov over kørestolen.

Men med årene trak Heidi sig mere tilbage fra omverdenen.

– Jeg havde så mange planer for mit liv dengang, men de gik bare i vasken. Det var hårdt at se andre gå til sport, fester, få kærester, kørekort og gøre alt dét, jeg drømte om. Det var nederlag på nederlag, og det gjorde mig bitter.

Set i bakspejlet var bitterheden med til at koste venskaber og et par kærester, mener Heidi.

– Jeg endte nok med at støde folk fra mig. Jeg var sur og indebrændt og havde ingen selvtillid. Jeg var langt nede og følte mig meget ensom.

Ville kæmpe

Der skulle gå mere end ti år, før Heidi endelig mødte en læge, der kunne hjælpe. Hun blev sendt til intensiv genoptræning og kostomlægning på Montebello i Spanien. Det blev et vendepunkt. Træningen og stærke venskaber med andre patienter gav hende fornyet styrke.

– Jeg besluttede mig for at kæmpe i stedet for at bruge mit liv på at være bitter. Jeg havde brug for, at folk forbandt mig med noget andet end ”hende den sure i kørestolen”. Så jeg meldte mig ind i et fitnesscenter, fortæller hun.

Det har kostet hende mange tårer og utrættelig træning at få kroppen i den form, den er i i dag.

– Den første gang måtte min veninde køre mig helt hen til løbebåndet og nærmest læsse mig over på det, mens jeg græd af smerter. Det var nærmest tortur. Men det blev langsomt bedre, og min daværende træner fik da også banket lidt mere selvtillid ind i mig. Jeg blev så bidt af det, at jeg fik mod på at træne til bikini-fitness.

Læs også: Henrik Lykkegaard: Man kan ikke gafle en succes hver gang

Fremtiden og drømme

Ved konkurrencen blev det ikke til en finaleplads. Faktisk viste det sig, at Heidi var kommet i så god form, at hun var blevet en smule for muskuløs. Men den bedste belønning var nu heller ikke en medalje, men derimod muligheden for at motivere andre mennesker.

– Det betyder alt for mig, hvis jeg kan gøre en forskel for nogen i samme situation. Den eneste grund til, at jeg fortæller min historie, er, fordi jeg oprigtig håber, den kan hjælpe andre. Det er alt sliddet og smerterne værd.

Næste mål for Heidi er mesterskabet i body-fitness, som er en endnu mere krævende disciplin. Derefter har hun andre fremtidsdrømme. For midt i kampen mod sin krop og sit sind har Heidi nemlig også genfundet troen på kærligheden. For et år siden mødte hun Casper, som hun nu bor sammen med.

– Lige nu nyder jeg mine små guldklumper i min klasse. Men jeg vil også gerne selv være mor. Jeg er blevet advaret om, at jeg risikerer at skulle være sengeliggende en stor del af graviditeten, men med mit motto: ”Jeg kan, jeg vil, og jeg gør det”, skal det også nok gå, siger Heidi med et af sine mange smil.