Noras lysegrønne ø

Hvis man ikke kender forskellen på at være alene og at være ensom, skal man i hvert fald ikke bo på en meget lille ø i det Sydfynske Øhav. Man skal bestemt heller ikke spørge Nora Rasmussen på Hjortø, om hun da ikke er ensom, for så vil hun pludselig se ualmindeligt træt og irriteret ud. Hun har fået det spørgsmål rigtig mange gange og nej: Hun er ikke ensom, men hun er tit alene hjemme på øen. Det er ikke så vanskeligt at opleve, for der bor kun 4, somme tider 5, mennesker her hele året rundt, og de andre beboere er lidt mere udfarende, end Nora er.

Nora er født på Hjortø, der er en ø på omtrent en kvadratkilometer i det Sydfynske Øhav. Her har hun altid boet, og nu hvor hun er fyldt 85, er der heller ingen grund til at lave om på det, mener hun. Derfor har hun stadig sin firelængede gård, sin store have, hønsene og alt det andet at passe. Hendes svigermor sagde altid, at det var en doven pige, der sad med hænderne i skødet, og det kan man bestemt heller ikke beskylde Nora for at gøre.

Læs også om en anden lille ø

Selv om hun går og er lidt svimmel for tiden, og kræfterne er blevet mindre og blomsterkrukkerne på gårdspladsen tungere, passer Nora sine ting.

– Jeg skal kunne klare mig selv, ellers kan jeg ikke blive her, siger hun, og det er det eneste tidspunkt, hvor hun ser lidt bekymret ud. Nora vil nemlig ikke væk fra sin ø og videre til et plejehjem i Svendborg, for her kunne hun nok godt føle sig ensom. I Svendborg er der nok ingen, der tilfældigvis kommer forbi og drikker kaffe hos hende eller bare hilser på. I Svendborg er hun bare en gammel dame. Her på øen er hun Nora, et menneske med både fortid og fremtid.

Fisk og fuglehus

Bent Henningsen er en af dem, der kommer forbi hos Nora. Han er en ”knægt” på bare 63 år, han er fisker og 10. generation på gården, der ligger et stenkast fra Noras gård.

– Vintrene er kedelige, men om sommeren findes der ikke et bedre sted end her, siger Bent. Det er derfor, han rejser sydpå i januar måned, for han elsker sol og varme. Men allerhøjest elsker han fiskeriet.

– Jeg fik min første rejeruse, da jeg var 10 år, og siden har jeg været fisker. Det er et dejligt arbejde: Man ved aldrig, hvad dagen bringer, man er sin egen herre, og dét er absolut det bedste, mener Bent, der lever af at være fisker.

Han er den sidste fisker på Hjortø, men han er også en moderne mand, der leverer sine fisk til flere steder på Fyn og har både mail og mobiltelefon.

Hans nabo hedder Arne Lund, og han er med egne ord god til at være pensionist. Han er også god til at lave fuglehuse, som han sælger fra en bod på vejen. Arne og hans kone, Lise, bor her det meste af året, fordi de holder af ø-livet året rundt. Men på så lille en ø kan man ikke bare være pensionist og læne sig tilbage. Arne er blevet øens historiker, og han er manden bag det fine lille museum i Hjortø havn, hvor der hænger slægtstavler over øens familier, både dem, der var engang og dem, der stadig er her, såsom Nora og Bent.

Engang boede her over 50 mennesker, der var en skole, et mejeri og flere landbrug – faktisk var der også en Marie-købmand. Hun havde svoret, at hun ville blive i forretningen, indtil hun ikke længere kunne bære en kasse øl. Det var dengang, der var 50 flasker i en trækasse, men så kom plastikkasserne, der rummer 30 øl, så Marie kunne klare den et par år længere, men i 1992 var det slut.

Nora på udflugt

Nu er der så kun 4 mennesker og en masse dyr og fugle tilbage på Hjortø, og så må man klare sig selv, som Nora altid har gjort – selv om hun godt kan blive noget irriteret over, at det skal være så vanskeligt at få en kasse øl med hjem til Hjortø.

– Jeg blev engang fløjet til Flensborg sygehus med helikopter, fordi jeg havde fået en blodprop. Det var skam fint nok, og så kom jeg da endelig til Tyskland, men jeg havde nu forestillet mig, at når vi nu alligevel var der, kunne vi holde ind forbi manden med det krøllede tøj og få en kasse øl med hjem ... Men det kunne sørme ikke lade sig gøre, siger hun. Det viser sig ved nærmere udspørgen, at ”manden med det krøllede tøj” er Fleggaard, der reklamerer for sin butik i tv. Det var faktisk anden gang, Nora kom til Tyskland, men heller ikke første gang nåede hun at købe lidt ind.

– Min mand og jeg havde været på køretur med nogle venner. Pludselig var vi ved grænsen, men vi havde ikke noget pas, Svend og jeg. Det kunne vel være lige meget, sagde jeg, for grænsen var jo kun sådan en bom midt på vejen ... Nej, nej, råbte Svend og mente, at politiet kunne komme efter mig, fordi det var forbudt at gå over uden pas, men så sprang jeg da bare over bommen og tilbage igen, husker Nora, der er stolt af at kunne sige, at hun har været i Tyskland – selv om hun stadig ikke har været hos Fleggaard.

Læs også om hvordan du bliver gammel

En kukkerunge

Nora var på Skårup Husholdningsskole som ung, og det var hendes længste ophold væk fra øen. Det var svært. Særligt svært var det at undvære hestene hjemme på øen. De løb hende i møde, hver gang hun kom hjem, og så var det bedre at blive der, hvor hun hørte til – især da hun så blev kæreste med Svend. Han fik sig en god kone, der kunne tage fat og havde ikke noget problem med, at Nora blev kaldt en ”kukkerunge”.

– Det kaldte man enebørn, opkaldt efter gøgeungen, der skubber de andre unger ud af reden. Hjemme hos mine forældre var der ikke andre, der kunne skubbes ud af reden, men jeg synes ikke, jeg var forkælet. Det var snarere sådan, at jeg skulle kunne lige så meget som andre børn og helst mere. Jeg var både karl og pige hjemme på vores gård.

Ingen tvivl om det: Nora kunne få noget fra hånden, men hendes livsglæde er det, der har gjort hende til den kvinde, hun er i dag. Som hendes søn, Mogens, siger:

– Hjemme hos os måtte man ikke snakke med mad i munden. Eller den eneste, der måtte, var mor ... Ellers ville hun være død af sult.

Her er jeg tryg

Noras snakketøj er stadig i topform, mener Mogens, der sejler færgen mellem Hjortø og Svendborg hver dag. Fredag sejler færgen til Svendborg klokken 10.30 og tilbage til Hjortø igen sidst på eftermiddagen. Det giver nogle timer i Svendborg, og det er nok for Nora. Hun er kun sjældent væk fra øen, for hvorfor rende i byen, når båden kommer med købmandsvarerne, og det oven købet er sønnen Mogens, der står ved roret – så kan hun jo møde ham nede ved færgen og give ham et par ord – eller mange – med på vejen ...

Men hvad kræver det egentlig at bo på en lille ø? Nora kan strikke, passe hus og have og køre på sin nye ældrevenlige scooter. Hun kan såmænd nok også klare at styre en hest og en båd, hvis det skulle blive nødvendigt. Sygdom afskrækker hende heller ikke. Hvis hun er heldig, når hun at komme med helikopteren. Ellers er det jo bare sådan, det er. Ifølge Nora kræver ø-livet nemlig kun én meget vigtig ting: Man skal være et rart menneske.