Vi blev bedste venner på skrift

Det var kærlighed ved første blik, siger 42-årige Katrine Engberg og kigger på Anne Mette med hovedet ganske lidt på skrå og et smil, der giver rødme til kinderne.

– Jeg husker lige så tydeligt, at min mand og jeg sad lige dér, da jeg så dig udenfor, siger hun og peger mod hoveddøren på Sticks’n’Sushi-restauranten i Valby.

Det er ni år siden, højgravide Katrine så, hvad hun troede, var en misundelsesværdig lykkelig mor til en lille pige med overskud til nyvasket hår og lakerede negle. Og tænkte: ”Sådan håber jeg virkelig også, jeg bliver.”

Læs også: Velkommen til Hønsebyen: Her kan du få dit eget specielle hønsehus

– Men jeg var alt andet end det, du troede, du så. For selv om min datter var blevet 1 år, syntes jeg stadig, det var en enorm stor og hård opgave at være mor, siger Anne Mette Hancock på 38 år

Der gik et lille års tid, før de igen mødtes. Denne gang i vuggestuen, hvor de begge havde indskrevet deres børn. De begyndte at snakke lidt sammen, når de indimellem mødtes, og aftalte også at mødes til en kop kaffe. Men med små børn, mænd og travle karrierer var tiden til at etablere et egentligt venskab knap. Men så fik Katrine en idé.

Ærlighed på skrift

– Jeg skrev en mail til Anne Mette. En lang mail, hvor jeg refererede til første gang, jeg så hende. Jeg skrev også om alt muligt andet. Men i bund og grund spurgte jeg vel egentlig bare, om hun ville være venner med mig. Jeg foreslog, at vi kunne starte med at skrive sammen. Eneste præmis var, at det skulle være hundrede procent ærligt. Det skulle være ægte.

Anne Mette var heldigvis helt med på idéen. Så hver anden uge sendte hun et brev til Katrines mail og modtog med lige dele glæde og spænding et brev retur den følgende uge.

– Jeg havde masser af venner og veninder, flere af dem helt tilbage fra min opvækst og skoletid i Sønderjylland. Det er nogle gode venskaber, men jeg var nok en lille smule træt af det billede, som var blevet tegnet af mig, og som stadig hang ved så mange år efter. Jeg følte mig fastlåst i en rolle. Mødet med Katrine var en god mulighed for at begynde på ny.

Lige ud over de små høflighedssamtaler i børnenes institution foregik al kommunikation på den måde. I et helt år.

Læs også: På musikalske eventyr i sommerlandet: Den får én på harmonikassen på Ærø

– I slutningen af processen var Katrine den af mine venner, som jeg følte, jeg kunne stole allermest på. Også selv om jeg havde venskaber, der både var 20 og 30 år gamle. Vi blev bedste venner på skrift.

Skrivende begyndelse

Siden har de været uadskillelige. De regner hinanden for familie. Og de kunne aldrig drømme om at flytte væk fra hinanden, selv om Anne Mette sådan set godt kunne se sig selv flytte tilbage til sin hjemstavn eller til udlandet med sin mand og to børn.

– Jeg kan ikke finde noget, der er mere definerende for mit liv end de mennesker, der er mig nærmest. Og i den pulje er min mand og mine børn. Mine forældre og bror. Og så Katrine og hendes familie.

Deres mailkorrespondance blev efter nogle høflige afslag udgivet som bogen ”Klap i, hest!” i 2012. Ikke at det var planen, da de startede med at skrive sammen. Men efter at sidste mail blev sendt nytårsaften, var de enige om, at det, de havde begået, var interessant – også for andre. I dag er veninderne også ”partners in crime”. Bogstaveligt talt.

Skjulte krimidrømme

For seks år siden afslørede Anne Mette over for Katrine, at hun på en sommerferie havde skrevet første kapitel til en krimi, som hun gik og puslede med. Pudsigt nok havde Katrine også en selvskreven krimi liggende i sin skuffe. Og så tog venskabet en drejning. Katrine fik sin første bog, ”Krokodillevogteren”, udgivet i 2016, og året efter udkom Anne Mette med sin første krimi, ”Ligblomsten”.

– Vi havde aldrig fortalt hinanden om vores krimidrømme. Men når vi tænker tilbage, kan vi godt se, at der har været små hints undervejs, siger Katrine.

Begge bøger blev vel modtaget, og Katrine og Anne Mette kunne glæde sig både på hinandens og egne vegne. De er begge nysgerrige af 
natur, og krimigenren 
tiltrækker dem, fordi de kan være detektiver i deres 
arbejde. De skriver forskelligt, men sparrer rigtig meget 
med hinanden i processen. Der er ingen konkurrence imellem dem. Men der kan godt være misundelse.

Se også: Strikkeopskrift: Kortærmet kjole til pigen

– Selvfølgelig kan der det. Jeg bliver da misundelig, hvis Anne Mette har skrevet en passage, som jeg virkelig godt ville have skrevet. Men det rt okay at sige, at man er glad på hinandens vegne, men bare synes, det er lidt svært, hvis man selv sidder fast, mens den anden tordner frem. Det er faktisk ret trygt at have et venskab med et menneske, der siger tingene, som de er, siger Katrine.

Anne Mette kommer i tanke om et minde:

– Jeg kan huske en eftermiddag, hvor du ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme forbi til en kop kaffe. Jeg sagde tøvende, at jeg havde et møde, tror jeg. Sandheden var, at jeg havde haft en lortedag. Jeg lignede en hængt kat. Da vi havde lagt på, cyklede jeg kun ti meter, inden jeg ringede tilbage og nærmest skreg ind i telefonen: ”Jeg løj!” Og så drak vi kaffe alligevel.

"Venne-forelsket"

– Man kan nok godt sige, jeg blev lidt ”venne-forelsket” 
i Anne Mette. Hun udstrålede bare noget, som jeg faldt pladask for. Hun kan redde min dag altid, siger Katrine.

Katrine og Anne Mette skrev både om politik, samfund og børn i deres mails.

– Du syntes, jeg var lidt hård ved dig på et tidspunkt, fordi jeg var ærlig, siger Anne Mette. Men det skulle vi jo være.

Det kan være svært at starte et nyt venskab op, når begge har travlt med karriere og familieliv. Men Katrine tog teten og skrev en lang mail til Anne Mette.

– Det var da lidt 
angstprovokerende, men jeg følte ikke, 
jeg havde noget 
at tabe, siger hun.