Hvem 
kender Kai Tage Larsen?

Kai Tage Larsen efterlod sig ikke meget i livet. Han var kunstmaler, men han blev aldrig så berømt, at hans malerier hænger på museer og bliver handlet for skyhøje beløb. Efter sigende drak han snaps, som andre drak øl, men nu er han for længst død. Hans grav er ikke til at finde. Han er forsvundet fra jordens overflade, men han har efterladt sig nogle mennesker, der tænker på ham og spekulerer på, hvordan han mon var som menneske, som ægtemand – og som far.

Anita Hoffgaard er datter af Kai Tage Larsen, og hele sit liv har hun spekuleret på, om hun mon havde søskende. For et par måneder siden fandt hun så en halvbror, Holger Bøgvad Rud. De to er blevet venner, og nu søger de efter andre søskende derude i verden. For én ting er sikker: Kai Tage var meget glad for kvinder, så glad, at han var gift i hvert fald otte gange, så det er ikke usandsynligt, at Kai kan være far til flere halvsøskende? I hvert fald leder de to efter nye søskende, der har Kai Tage Larsen som far – eller måske dukker der bare nogle mennesker op, der ved mere om den mystiske maler med det store kvindetække.

– Jeg kan ikke selv huske at have set min far, for han forlod min mor og jeg, da jeg var omkring 1 år gammel. Min mor hed Anne og arbejdede i sine forældres optikerforretning i København, da de mødte hinanden i 1953. Hun var 18 år, da hun mødte Kai Tage. Han var den store verdensmand og 25 år ældre end hende. Min mor har nok forelsket sig i ham, fordi han var kunstner og repræsenterede noget helt, helt andet end det fornuftige og trygge hjem, hun selv var vokset op i. Det var helt sikkert ikke et parti, mine bedsteforældre var glade for, men min mor giftede sig med sin maler, og de flyttede til Tenerife, hvor jeg blev født i november 1954, siger Anita.

Kærlighed og snaps

Dengang var der en kunstnerkoloni på Tenerife, for malere og kunstnere har altid rejst efter varmen og lyset, kærligheden og kildevandet – og meget andet end kildevand var der vist heller ikke at leve af, har Anita senere fået at vide.

– Mine forældre boede sammen med andre kunstnere. Min mor fortalte senere om forfatteren Jens August Schade. Det var en fantastisk oplevelse for hende, for hun var en kvinde, der interesserede sig for kunst, fortæller Anita.

Men alting har en pris. Og prisen var høj for Anne. Hun vidste godt, at Kai Tage havde vært gift flere gange før. Faktisk kendte hun nogle af de tidligere koner, men som kærlighed jo er, tænkte hun vel, at det var fortid. Hun og Kai og deres lille datter, Anita, skulle nok få en god fremtid sammen. Men de var fattige, og man kan ikke forsørge en familie med kønne ord og malerier, der ikke sælger. De kønne ord slap også op, for det viste sig, at Kai Tage drak, helst snaps og helst i store mængder.

Læs også om en anden stærk kvinde

I 1956 rejste Anne tilbage til København med Anita på armen – uden ægtemand. Anne og hendes maler blev skilt, og Kai Tage fraskrev sig ethvert samkvem med sin lille datter, og så forsvandt han ...

– Han blev en parentes i min mors liv. Hun talte mindst muligt om ham. Da hun kom tilbage til sine forældre, blev hun sendt på et rekreationsophold i Frankrig, så hun kunne komme sig, og kort efter giftede hun sig med en mere passende ægtemand. Jeg blev boende hos mine morforældre. Jeg kaldte dem Mammi og far. De sørgede godt for mig, og jeg fik de bedste muligheder, en god opdragelse, og senere kom jeg på privatskole. Min mors nye mand var ikke så begejstret for mig. Jeg var jo et bevis på, at der havde været en anden mand i min mors liv. Derfor voksede jeg op med følelsen af altid at være lidt forkert og ikke rigtig passe ind. Der var noget galt med mig, og fordi vi aldrig nævnte min biologiske far, søgte jeg efter ham i mange år. Jeg ville så gerne danne mig et billede af ham, siger Anita.

Kai Tage dukkede op igen, men i en anden kvindes liv. 
I 1962 stødte han ind i Bodil Madsen, der var bibliotekar. Hun var 25 år og et følsomt og sensitivt menneske, der var interesseret i kunst – han var 46 år, stadig maler og stadig meget glad for snaps. De blev gift, og i 1963 blev Per født, og året efter kom Holger til verden.

En ny familie

I dag er Holger en glad mand, der omsider har fundet fred med sig selv.

Før var hans liv som en krimi, du næsten ikke kan holde ud at læse og endnu mindre at leve i, for Holger og hans bror har også betalt en pris for deres forældres ægteskab.

– Jeg tænker på mine forældre som gode mennesker, der bare ikke kunne finde ud af at være forældre, siger Holger.

Han tænker tilbage og husker sig selv som en lille dreng, der tegnede skitser sammen med sin far. Der var øjeblikke af ro, og han husker forældre, der var glade for hinanden, indtil den dag, da Holgers liv ændrede sig fuldkommen. Han husker det kun i glimt: de lange gardiner i stuen, som han og hans storebror gemte sig bag. Mor, der græd og råbte, far, der havde en pistol i hånden. Han husker at stå helt, helt stille, og han husker, at nabokonen kom farende ind til dem. Dagen endte med, at politiet hentede Kai, andre mennesker hentede hans mor og sørgede for, hun blev indlagt på Sct. Hans Hospital med et nervesammenbrud. De to drenge blev fragtet til et børnehjem, der hed Solbakken. Det var afslutningen på den barndom.

– Jeg så aldrig min far igen. På børnehjemmet lærte jeg at overleve, at dukke mig og at holde ud. Da min bror og jeg kom hjem til min mor igen, havde hun fundet en ny mand. Han var psykisk syg, og de to mennesker sammen gjorde ikke noget godt for hinanden eller for os børn, siger Holger.

Der skete noget med Holgers bror. Eller måske havde han været anderledes hele tiden. Han kom på et opholdssted for børn med problemer. I dag har de to brødre ingen kontakt, for hans bror har skiftet navn og sidder i fængsel. Holger blev sendt på kostskole. Her lærte han, at hash kunne få ham væk fra hverdagens problemer. Han lærte også, at piller og hårde stoffer kunne få ham så langt ud, at han ikke vidste, hvordan han skulle komme tilbage igen. Hans liv blev en rastløs rejse fra by til by i hele Danmark, fra arbejde til arbejde, og da det ikke længere var muligt at finde arbejde, så blev det til jagten på et sted at være for en dag eller en nat. Da han havde været narkoman i rigtig mange år og var nået ned på en vægt på 50 kilo, stoppede han.

Mysteriet Kai

Nu har Holger været stoffri i 21 år. For 10 år siden mødte han Lene, og omsider har han pakket sine ting ud og slået rod. Og for første gang i sit liv har han haft tiden og roen til at tænke på den far, han aldrig rigtig lærte at kende.

– Da jeg var 6-7 år, kom posten en dag med en pakke. Min mor tog imod den og sagde, at min far var død, og at pakken var til mig, siger Holger.

Pakken viste sig at indeholde en slidt mappe med de tegninger, Holger og hans far havde lavet sammen. Skitser af små lykkelige øjeblikke i en dreng og i en fars liv.

– Jeg har været på Folkeregistret for at finde ud af mere om min far, men jeg ved kun, at han åbenbart døde omkring 1970-71. Min mor døde for flere år siden, og der var ikke andre, jeg kunne spørge, så det var faktisk rigtig heldigt, at Anita havde sat gang i en eftersøgning, siger Holger.

Anita slap aldrig ønsket om at kunne sætte et ansigt på den far, de aldrig talte om. Undervejs til sin læreplads i Magasin som ung passerede hun tit en bænk, hvor der lå en fordrukken maler og sov. ”Er det mon ham?” tænkte hun. Sådan tænkte hun på den forsvundne far i mange, mange år. Hun fik arbejde, hun fik børn, hun blev senere syg, og i næsten hele sit liv har hun lidt af angst. Men hele vejen igennem har hun ønsket at finde den mand, der var hendes far, og nu er det vigtigste for hende at finde ud af, om der findes andre søskende.

Læs også om Gun-Britts barndom

– Jeg har efterlyst ham overalt, og det viste sig, at Holger også havde ledt efter oplysninger om vores far gennem en slægtsforsker. På den måde fandt vi ud af, at min far havde en bror, der havde en pelsforretning i København. At de to brødre havde haft ret velhavende forældre, hvor moderen – altså min farmor – hele livet prøvede at beskytte sin yngste søn, Kai Tage. Hver gang skød hun skylden for de forliste ægteskaber på de kvinder, der ikke forstod hendes søn. Hun prøvede også at sætte ham i gang med en kyllingefarm, men det var han åbenbart heller ikke skabt til, for det gik også galt, siger Anita.

Kai Tage fandt måske aldrig ud af, hvad han var skabt til, for efter at han forlod Holgers mor, er der ingen spor af ham – bortset fra at Holgers mor et par år senere fortalte, at Kai Tage var død. Arven var en skitseblok, men også mysteriet om en mand, der nåede at kende mange kvinder, men alligevel var der ingen, der nåede at kende ham.

Nu sidder de der, Anita og Holger, og er glade for at have fundet hinanden. Tilsammen har de et par billeder af deres fælles far, et par malerier og nogle uklare minder. De håber, at der findes andre derude, der har den samme far, for så kan de måske lære den mand at kende, der nok gav dem livet, men aldrig en tryg barndom.