Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Rikke Pedersen og Jesper Boesen sagde det én gang og så en ekstra gang – og da de havde sagt det mange gange, syntes Gunnvor Østberg næsten, det var hendes egen idé. Det kunne jo være dejligt at flytte tæt på de unge, at komme af med huset og flytte ind i en nem, lille lejlighed med en frimærkestor have.
Der var vel næsten ikke andet at gøre, når hun nu ikke længere kunne gå og stå, men var afhængig af kørestol og rollator. Der var kun ét problem: Hendes gravhund, Rose, måtte ikke flytte med i en ældre- og handicapvenlig bolig.
Men også det klarede Rikke og Jesper.
I dag bor Rose hos dem og deres tre børn, og den unge familie er blevet Gunnvors arme og ben, når der skal flyttes møbler, købes ind eller slås søm i.
Gunnvor føler, at Rikke er hendes datter, og Rikke synes, hun har fået den mor, hun har manglet, siden hun var barn. De er slet ikke i familie, men Rikke og hendes familie er det bedste, der kunne ske for Gunnvor, som flyttede til Danmark for mange år siden, og derfor har hun indstillet Rikke og Jesper til at modtage Familie Journals julekurv.
Nu er der kun et par gader mellem dem – ikke længere, end at Rose kan gå turen på sine krumme gravhundeben, når hun skal på sine daglige besøg hos Gunnvor.
I Gunnvors nye lejlighed i Væggerløse på Falster er der ikke plads til så meget, for Gunnvor har fået kørestol, rollator og alle de hjælpemidler, hun aldrig havde drømt om, at hun skulle blive afhængig af.
Kender du også en, der fortjener en julekurv? (link fjernet)
– Jeg kom fra Norge i 1969, hvor jeg fik arbejde som sygehjælper på Maribo Sygehus. Jeg blev gift og fik min søn. Jeg blev skilt, fik en anden mand og blev alene igen. Mange år senere fik jeg en kollega, som var i familie med Rikke, og da jeg mødte hende, var der noget, der klikkede hos os begge, fortæller Gunnvor.
Rikke havde været vant til at klare sig selv. Hendes mor døde, da Rikke var 11 år, og hendes far, da hun var 18 år. Da hun mødte Gunnvor første gang i 2006, var hun 30 år og enlig mor til Robert på 5 år og Catja på 1 år. Hun var møbelsnedker, og det job gjorde det ikke nemmere at være enlig mor til to små børn. Hun havde desperat brug for et par ekstra hænder og en bedstemor, der kunne levere både hænderne og kærligheden til verdens sødeste børn, som hun jo syntes, hendes to var.
Heldigvis syntes Gunnvor også, at både Rikke og hendes børn var noget ganske særligt. Faktisk var hun ret vild med dem.
– På det tidspunkt var jeg alene i mit hus i Sakskøbing på Lolland. Jeg var lige gået på efterløn, min søn boede i København og havde sagt, at det der med børnebørn skulle jeg ikke regne med foreløbig, så jeg følte, jeg manglede noget – også selv om jeg havde hund.
Før Rose med den lange stamtavle havde Gunnvor haft en lang række af hunde, alle sammen gravhunde og alle med fine titler, for hun er bidt af hunde – på den gode måde, heldigvis. Aldrig har en hund sat sine tænder i hende, til gengæld har hun opdrættet mange og deltaget i udstillinger og båret fine præmier hjem. Det med hundene blev også Rikkes store interesse.
– Børnene kaldte Gunnvor for mormor, og hun blev også som en mor for mig. Vi har altid haft det fint sammen. Sommetider tog vi på ferie hos Gunnvor, som altid har været sådan en, der var gang i. Hun havde tusind ting at tage sig af, både med hundene og med mine børn. De elskede hende, og hun elskede at være babysitter, når jeg af og til skulle i byen med veninderne. Så havde hun dem helt for sig selv, fortæller Rikke.
Gunnvor er ikke den stille og rolige bedstemor, der uddeler kloge råd fra gyngestolen. Nej, hun er hende, der forkæler ungerne godt og grundigt og tidligere kastede sig ud i damefrokoster, markedsgøgl, hundeudstillinger og alt, hvad der kunne give livet lidt ekstra kulør.
Gunvor er en glad kvinde og også en kvinde, der kan glæde sig på andres vegne, så da Rikke fandt sin Jesper, som blev far til Emily for fem år siden, var hun lykkelig. Nu var hun både mor, mormor og svigermor, og livet kunne ikke være bedre.
Men det kunne blive værre. I 2009 fik hun en diskusprolaps i ryggen. Så kom den første operation. Siden faldt hun i haven, slog højre ben og blev opereret igen. Men noget gik galt, for benet var delvist lammet. Det var meningen, at hun skulle opereres igen, men så brækkede hun venstre ankel.
Gunnvor er foreløbig blevet opereret tre gange, og nu kan hun kun gå ved hjælp af rollator eller komme rundt i kørestol, for hendes ryg lider nu af spinalstenose. Det betyder, at hun altid har ondt i ryggen, og at hun aldrig mere kommer til at rette sig op i sin fulde højde og gøre alt det, hun gjorde før.
– Jeg havde aldrig regnet med, jeg skulle gå med rollator, når jeg kun er 72 år.
Pludselig kunne jeg ikke længere passe haven, gå med hundene eller slæbe brænde ind. Jeg kunne ingenting og var helt afhængig af andre mennesker. Det var forfærdeligt, siger Gunnvor.
Hun har slidt med sin genoptræning. Hun har kæmpet med rollatoren, og hun har kæmpet for at bevare sin optimisme, for det måtte ikke være rigtigt, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Gunvor ville ikke se det.
Men det, Gunnvor ikke ville se, det havde Rikke og familien set. De kom tit på besøg hos hende og hundene, men hun var ikke længere den mormor, de havde kendt. Derfor begyndte Rikke og Jesper at tale om, at hun kunne flytte hen i nærheden af dem.
Du kan nå det endnu - en strikket julegave (link fjernet)
– Vi foreslog hende at søge om en handicapvenlig bolig. Det faldt ikke i god jord i starten, for Gunnvor var sikker på, hun kom på benene igen. Så nævnte vi, at der var nogle gode handicapvenlige boliger i Væggerløse. Det ville hun ikke, for hun kendte ikke nogen i Væggerløse, sagde hun. Så måtte vi jo minde hende om, at der boede vi. Og så talte vi ikke mere om det, husker Rikke.
Gunnvor tænkte. På alle de gode år, hun havde haft i huset, på sine oplevelser med hundene og på alt det, hun havde ordnet i huset. Engang. Nu kunne hun se på sin sidste hund, Rose, og vide, at hun ikke mere kunne tilbyde den de gåture, den havde været vant til. Hun kunne sidde i stuen og se tingene forfalde. Eller hun kunne vælge at flytte.
Men hun tænkte også på, at hun ikke ville være til besvær for de unge. De havde deres eget liv. Hun ville aldrig, aldrig være afhængig af nogen. Og så gik der igen noget tid.
En dag havde hun så tænkt færdig og undersøgt det med de handicapvenlige lejligheder i Væggerløse. Det var alt sammen meget godt, men man måtte ikke have hund, og så gik hun i stå igen. For hvor skulle Rose så ende sine dage? En 11-årig gravhund finder ikke så let et nyt hjem, tænkte hun.
– ”Hvis det er, fordi du ikke må have Rose i lejligheden, så vil vi gerne adoptere hende,” sagde Rikke så en dag. Og jeg blev så glad. Rose kender jo hele familien og elsker ungerne, så hvis hun flyttede ind hos dem, kunne hun ikke få et bedre hjem, og jeg kunne se hende så tit, jeg ville, så jeg sagde ja til at flytte. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort uden Rikke og familien, siger Gunnvor.
Det er nu fire måneder siden. Gunnvor er installeret i sin nye lejlighed. Hver dag får hun besøg af Rikke og familien – og ikke mindst Rose.
Den statelige gravhund har fået et nyt navn: "Luksushunden" kalder Jesper den nye beboer i hans og Rikkes hjem, for Rose slænger sig gerne i alle polstrede møbler og bliver fodret i begge sine hjem. Væggerløse er et dejligt sted for gravhunde og familier, der holder af hinanden.
En af de gode traditioner, vi har på Familie Journal, er uddelingen af årets julekurv. Det er jer læsere, der gør os opmærksomme på personer i jeres liv, der har fortjent en anerkendelse og ikke mindst julekurven, der i år er et gavekort på 2.000 kr. til Imerco (kan også bruges i Imerco HOME). Vi uddeler i alt 10 julekurve.
Se her, hvordan du får chancen for at forkæle en person med en julekurv (link fjernet)