Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
De har det til fælles, at de er et eksperiment. Den ene hedder Irene Moesgaard. Hun har haft sit eget rengøringsfirma og klaret sig selv, siden hun var ganske ung. Hun er en voksen kvinde på 54 år, som har børn og børnebørn og elsker sit liv.
Den anden er Henrik Vind, 54 år, som var fast besluttet på at drikke sig ihjel. For hvad var der at leve for? For ti år siden havde han en familie og et godt job. Så kom den økonomiske krise, og så kom skilsmissen. De begivenheder kunne ikke knække Henrik, men det kunne hans fald i en skovbund på Fanø.
Det fald endte med en operation, der gik helt, helt galt og efterlod ham rasende og handicappet i en hospitalsseng. To gange har han været indlagt på hospice, fordi alle mente, han var døende – men hver gang har han overlevet på trods. Mest fordi alle andre forventede det modsatte.
Da Irene og Henrik mødte hinanden lige før påske i år, slog det gnister, for Irene er en kvinde, der ikke finder sig i meget fra nogen som helst.
”Du kan råbe og skrige, men du kan jo ikke løbe efter mig, så skal vi ikke finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra?”, sagde hun, da hun første gang stak hovedet indenfor hos Henrik i hans lejlighed på Fanø. Her sad han oprejst i hospitalssengen med fire flasker Morgan-whisky inden for rækkevidde og så kampberedt på hende. Og så begyndte de at tale sammen.
Det gør de stadig her godt et halvt år senere.
Irene er ansat af Fanø Kommune til at hjælpe Henrik tilbage til det liv, han engang var glad for – og han er på vej. Hospitalssengen er væk, for Henrik er blevet mobil. Han bevæger sig rundt med kørestol og rollator, og for nylig har han fået en elscooter.
For første gang i mange år er der en, der hører, hvad mennesket Henrik har at sige – også selv om hun sjældent er enig med ham.
– Vi har så travlt med at putte mennesker ind i forskellige kasser. Du hører til der, og du skal være her – men jeg er for kantet. Jeg passer ikke ind, siger Henrik.
Han har det, man i gamle dage kaldte en god baggrund. Hans forældre er tandlæger, og der manglede intet i deres hjem − heller ikke forventninger til børnene. Henrik uddannede sig til ingeniør og fik job som afdelingschef i en stor dansk bank. Han blev gift, og livet var nøjagtig, som han ville have det.
– Min kone og jeg havde hver vores gode job, og jeg arbejdede virkelig meget. Også for meget, viste det sig, for jeg blev stresset, og ægteskabet gik ikke længere godt. Min kone og jeg blev skilt, og jeg bildte mig selv ind, at det var jobbets skyld, så jeg sagde op. Jeg fik et andet job, men jeg indså, at jeg havde brug for en ny måde at leve mit liv på. Heldigvis kunne jeg låne mine forældres sommerhus på Fanø, indtil jeg vidste, hvordan jeg kom videre med mit liv.
Det er ti år siden, Henrik flyttede til Fanø, og han bor der stadig. Han fik hurtigt arbejde med sommerhusudlejning på Fanø og fik en kæreste, der også havde børn. Senere uddannede de sig begge til psykoterapeuter.
En weekend tog han på skovtur med kæresten, og det var på den tur, han snublede over et eller andet i skovbunden. Det er fem år siden, og den dag ændrede hans liv fuldstændigt.
– Jeg mærkede et smæld i hoften, da jeg faldt. Det gjorde da lidt ondt, og næste dag gik jeg til vagtlægen. Det var nok iskiasnerven, sagde han. Jeg skulle tage den med ro, så ville det gå i sig selv igen. Det gjorde det ikke.
– Et halvt år senere tog jeg igen til lægen, for det var blevet meget værre. Nu blev jeg sendt til røntgen, og det viste sig, at min hofte var smuldret væk, så jeg blev omgående indstillet til en ny hofte. Det var jeg glad for, da jeg havde meget stærke smerter, og jeg blev opereret på Esbjerg Sygehus i 2015.
Henrik skulle vise sig at være en ganske særlig patient. Han kunne ikke tåle det materiale, som den kunstige hofte var lavet af, så han fik betændelse. Han kunne heller ikke tåle den morfin, han fik mod smerterne. Det var der bare ikke nogen, der vidste. Så kunne han pludselig ikke spise noget, og efter kort tid gik han i koma.
– Jeg lå i koma en måneds tid, og der var vist ikke nogen, der havde regnet med, at jeg kom på benene igen, men en dag vågnede jeg så alligevel. Odense Universitetshospital overtog mig og satte en anden hofte ind. Bagefter blev jeg udskrevet til mit hjem på Fanø, hvor Fanø Plejecenter skulle tage sig af mig, fortæller Henrik.
Han, der før havde haft styr på sig selv og som chef havde bestemt over andre menneskers liv og hverdag, kunne ikke længere bestemme, hvem der skulle komme i hans eget hjem. Og værre endnu: Han kunne ikke bare gå sin vej. Derfor blev han vred og begyndte at drikke.
– Jeg kunne slet ikke forestille mig at leve sådan, bundet til en hospitalsseng med masser af smerter. Så jeg bestemte mig for at drikke mig ihjel. Jeg vidste bare ikke, det var så besværligt, siger han.
Han døde ikke, men han faldt og brækkede det ene ben flere steder i 2017.
Så var det ind på hospitalet og ud igen med en skinne i benet. Igen fik han betændelse, først i benet og så i knoglerne, og han blev endnu en gang indlagt på hospice, fordi det så ud til at være slut med ham.
Han havde tabt sig 50 kilo, hans krop var fuld af betændelse, og der var ikke noget, nogen kunne gøre. Henrik havde givet op.
De kunne dog alligevel noget på det hospice. Henrik fik smertestillende medicin og pleje og omsorg, nøjagtig som han havde brug for, og han fik livsviljen tilbage. Efter 16 dage på hospice blev han atter udskrevet til eget hjem på Fanø.
Men igen var han afhængig af andre menneskers hjælp og pleje. Og han var blevet en vred og bitter mand.
– Jeg var rasende på hele verden. Det var – og er – jo dybt uretfærdigt, at det gik mig sådan. Jeg faldt i skoven og knuste ikke bare min hofte, men hele mit liv.
– Jeg har været allermest rasende på de mennesker, der skulle hjælpe mig, men også rasende på dem, der stadig holdt af mig. Min kæreste og jeg havde brudt med hinanden, mine forældre skældte jeg ud, ja, faktisk alle skældte jeg ud – indtil den dag i år, da Irene kom ind ad døren.
Henrik var ikke den eneste, der var træt af det hele. Han er sikker på, at Fanø Kommune også var træt af ham. Det var jo besværligt at have med ham at gøre, må han medgive.
Læs også: Når fremmede bliver julevenner
Kommunen var nødt til at sende to hjælpere ad gangen til ham. Ikke fordi han var voldelig, men han skældte og smældte, så hjælperne nægtede at være alene med ham. Andre trak sig, fordi han ikke var ”villig til at samarbejde”, og det var jo rigtigt.
På kommunen talte de om det og blev enige om, at hvis målet var, at Henrik skulle få et bedre og værdigt liv, som han ønskede sig, så skulle der noget ganske særligt til. En eller anden huskede pludselig, at Irene Moesgaard fra Esbjerg før havde vist, at hun kunne noget med de mennesker, der var lidt kantede. Irene havde haft sit eget rengøringsfirma, hun var uddannet pædagog og meget andet, men det vigtigste var, at hun kunne noget med mennesker.
Derfor bankede Irene en dag før påske i år på Henriks dør.
For en sikkerheds skyld gav han også hende et møgfald, men så var det, hun gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne løbe efter hende. Det var første – men ikke sidste – gang, Henrik blev tavs i Irenes selskab.
Nu sidder han i en kørestol, når han ikke er i gang med en opgave, som Irene har pålagt ham. For han skal huske at lave mad, så han kan komme i bedre form. Det siger Irene, og hun har ret. Henrik ved det, men finder sig ikke i alt – og så dog alligevel i meget, og det er der en grund til.
– I alle de år, jeg har været syg, har der aldrig været nogen, der hørte, hvad jeg sagde, eller arbejdede sammen med mig.
– Mit hjem var omdannet til et plejecenter, hvor folk susede ind og ud ad døren og gjorde, hvad de havde fået besked på, men jeg føler ikke, at de så mig som et menneske.
– Irene er så irriterende: Så vil hun have, jeg skal træne, så skal jeg lave mad, så skal jeg køre en tur. Hun tror, jeg kan en hel masse, og så kan jeg somme tider pludselig en hel masse, siger Henrik.
Brev til Puk Elgård: Min mand bliver så fuld til julefrokosten
Da Irene kom ind i Henriks liv, spurgte hun ham, hvad han ville.
Han ville klare sig selv og gå på arbejde igen, så han kunne droppe den forhadte titel som invalidepensionist.
Til det sagde Irene: ”Så må du jo arbejde for det.”
– Før jeg blev gift, lærte min mor mig, at hvis jeg ville have min kommende mand til at gøre noget, så skulle jeg lade ham tro, at det var hans egen idé. Det virker også på Henrik, fortæller Irene med et skævt smil.
Hun har fået ham til at gøre mange ting, og hun lærer ham også at være en bedre udgave af sig selv.
– Det kaldes at socialisere sig, siger Henrik. – Hun har taget mig med ud på indkøb, og så falder jeg pludselig i snak med nogen, jeg kendte før i tiden, eller fremmede mennesker, som bare er flinke folk. Jeg kan godt se nu, at jeg tit har været sur og tvær, og når Irene siger det, kan jeg også godt se, at der har været nogen, der har været bange for mig. Men jeg har jo aldrig slået. Kun med ord. Jeg har aldrig før tænkt over, at jeg gør andre mennesker kede af det. Jeg har kun set mig selv og min egen afmagt.
Umiddelbart er det vel også til at forstå, at Henrik blev en vred og bitter mand. Fejlbehandlinger, svingdørspatient på sygehuse, smerter og afskeden med det liv, der var engang, synes at være mere, end et menneske kan bære.
Men Irene gav Henrik et valg: at blive ved med at være en vred, handicappet mand eller at kæmpe for at få et bedre liv.
– Hun har hørt på mig, hun hjælper mig til at se fremad, og hun presser mig hele tiden. Det er så nemt at finde på en dårlig undskyldning over for alle andre end Irene. Hun regner ikke undskyldninger for noget, og så må jeg jo tage mig sammen. Hun tror på mig – og så tror jeg også på mig selv. I hvert fald noget af tiden, siger Henrik.
Irenes tro og snedige planer kombineret med Henriks stædighed og vilje til at overleve skal nok få ham på benene igen.
Det er meningen, at Henrik skal hofteopereres endnu en gang, når han er i bedre fysisk form, og han glæder sig.
Hans plan er, at han en dag kan sige nej tak til sin pension og igen få et arbejde og et liv, der ikke er, som det var før. Næste gang skal det blive meget bedre, for Henrik har lært, at medmenneskelighed ikke er det værste, man har – og så er Fanø Kommunes eksperiment jo lykkedes.