Kirsten og Herbert faldt for hinanden i en sorggruppe: Kærligheden var ikke forbi

– Jeg troede, livet var forbi, og at der ikke ville gå ret mange måneder, før jeg heller ikke ville være her på jorden mere.

Upåagtet for alle var Kirstens store kærlighed gennem 43 år blevet ramt af tarmkræft, og blot to måneder efter, at han fik diagnosen, var det forbi. De havde været kærester, siden hun var 18 år, og nu var der pludselig ingen at komme hjem til i det store hus i Lyngby, nord for København.

– Vi havde haft et dejligt liv sammen. Måske var det ekstra tæt, fordi vi aldrig fik børn. Det var bare os to og så vores hunde, mindes Kirsten Flindt, 87 år.

Læs også: Kærlighed på plejehjemmet

Talte hele tiden om sit livs kærlighed

Næsten til sin egen overraskelse fandt hun et halvt år efter begravelsen sig selv i Schweiz, og det endda i sprællevende form. For livet var ikke så meget forbi, som hun havde troet.

– Jeg lejede en bil og kørte rundt i landet i to uger. Jeg ville gerne vise over for mig selv, at jeg kunne finde ud af det, og jeg ville gerne gøre min mand stolt af mig, siger Kirsten. Og trods alle odds blev det en dejlig ferie.

Hjemme igen – og alene – i det hus i Lyngby, som hun og René selv havde bygget tilbage i 1962, gjorde Kirsten alt, hvad hun kunne, for at gå et skridt videre i livet, men efter et par år foreslog hendes allerbedste venner, at hun gik i en sorggruppe.

– De var vist trætte af at høre på mig, siger hun med et smil.

Læs også: - Mor, vil du gifte dig med papfar?

Svært ved at komme videre

Et halvt hundrede kilometer sydpå, i Solrød, boede Herbert, også i et smukt, selvbygget hus – og også med et stort, sort hul i hjertet. Hans kone gennem 45 år var året forinden død af lungekræft.

– Lizzie havde endda aldrig røget. Men det gjorde alle dem, hun arbejdede på kontor med. Det var så forfærdeligt, siger Herbert Hansen, 92 år, der kun fik sølle tre måneder til at komme overens med, hvilken vej det ville gå med hans førhen så sporty hustru.

– Jeg havde svært ved at komme videre, og så var det, at min søn, som er psykolog, foreslog mig, at jeg prøvede at gå med i en sorggruppe. Det var en af hans bekendte, der stod i spidsen for den oppe i Lyngby.

Læs også: Kærlighed til hinanden - og vandet

Begyndte i sorggruppe

Lige her i en sorggruppe under Kræftens Bekæmpelse, lige her midt i alt det sorgfulde, tårerne og fortællingerne om en kærlighed, der blev slukket i utide, begyndte der så småt at ske noget.

– Vi var 10 i gruppen, og det lettede ganske meget at fortælle om sit tab, at lytte til de andre og at forstå, at man ikke er alene om alle tankerne. Og med tiden blev vi klar over, at vi jo samtidig med tabet også havde fået vores frihed til at gøre, hvad vi ville fremover. Det skal man ikke glemme, siger Herbert.

Ret hurtigt opstod der i sorggruppen en idé om at tage på en fælles rejse til byernes by.

– Jeg ville gerne med, men det var mest for at genopfriske det Paris, jeg havde oplevet sammen med min mand. Jeg skulle bestemt ikke have nogen ny mand ind i mit liv, indskyder Kirsten.

På vej hjem i flyet efter en i øvrigt vellykket tur ville Herbert gerne fejre, at det var hans fødselsdag. Han gav champagne til hele sorggruppen, og i al diskretion havde han arrangeret, at han kom til at sidde ved siden af Kirsten. For hende havde han fået et godt øje til under de franske himmelstrøg.

– Så var jeg jo nødt til at skåle med ham. Og så fik han også et lille kys. Mere kostbar ville jeg da heller ikke være, siger Kirsten og tilføjer med et skævt smil: – Og det kys blev så til flere.

For Herbert gjorde haneben. Han inviterede den tidligere lægesekretær ud og imponerede hende med at fortælle om dengang, han selv byggede et træskib, og han imponerede hende noget mindre ved ikke at kunne navnet på en eneste busk, træ eller blomst.– Han kaldte det hele for ”det grønne”, fortæller Kirsten.

Tag en quiz: Hvad ved du om kærlighed?

Havet og landet

For ja, det var virkelig sømanden Herbert, der her mødte landkrabben Kirsten. Hun indrømmer gerne, at hun ikke forstår de mange maritime fagudtryk, og at hun keder sig efter to minutter til søs: – Der er jo kun vand at se, som hun siger lettere indigneret.

Herbert på sin side kan ikke fatte, hvorfor Kirsten ligger på knæ i timevis og fjerner noget af det grønne ude i haven, for i hans optik er ukrudt vel lige så godt som krudt.

Men selv om Herbert er blå og Kirsten grøn, har de siden den parisertur gjort alt for, at deres fælles liv er blevet så lyserødt som muligt. Deres ægtefæller gennem årtier er borte for altid, men livet er ikke spor forbi. Der var mere i vente til de to.