Kære Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg bor i et område med klyngehuse, hvor vi aldrig har haft så meget med hinanden at gøre. Men i sommeren 2018 flyttede et nyt par ind ved siden af mig, og dem er jeg begyndt at se lidt til sammen med et andet par på vejen.
Det har været helt uformelt til en øl eller en kop kaffe, og flere gange har en anden enlig kvinde også været med.
De to mænd fylder nu rundt og har inviteret til fælles fødselsdag i vores beboerlokaler. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at gå med til fødselsdag uden at invitere dem til min fest.
Og det er svært, da jeg ikke har økonomi til fire, måske fem, personer mere. De, som skal med til min fødselsdag, er familie og venner, som jeg har kendt nærmest altid.
Forleden spurgte min nabokone, om jeg også fylder rundt i år, og jeg blev så flov og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg har spurgt min datter, men der er ingen hjælp at hente. Hun siger, at det må jeg selv finde ud af. Så nu beder jeg om din hjælp.
Bedstemor
Det er egentlig sjovt, det der millimeterdemokrati. ”Hvis jeg gør noget for dig, så skal du også gøre noget for mig.” Sådan tænker vi tit.
Jeg forstår godt dine overvejelser og ville selv have det på samme måde, men det er lidt skørt, at vi er så nøjeregnende. Hvis det var mig, ville jeg nok bare gå forbi med en flaske vin eller en æske chokolade og sige tillykke og ikke deltage i selve festen.
Der er jo også den mulighed, der altid er der: at sige det, som det er. Din fødselsdag er jo planlagt for længe siden og er ikke sådan at lave om på. Det kan du ærligt og med ro i maven bare sige, hvis du har dårlig samvittighed.
Det hele kommer dog også an på, hvad du vil med de mennesker? Vil du knytte et tættere bånd med dem? Er du interesseret i, at de skal blive dine nære venner med tiden?
Er det bare nogle bekendte, du vil se af og til, så er der ingen grund til at gruble mere over det. Så lader du alt være og går forbi og siger tillykke. Er du derimod interesseret i at bygge et venskab op, så må du undersøge, om der er plads og råd.
Der er også en sidste mulighed: Du inviterer nabolaget til en helt uformel eftermiddagsdrink eller kaffe, når du nærmer dig din fødselsdag, så I lige kan skåle og sige tillykke. Så anerkender du dine naboer, I har en fødselsdagsstund sammen, og du holder planen for selve festen med dine nære venner og familie.
Jeg håber, du kan bruge et af mine forslag. Tillykke med dagen, når du kommer så langt.
Kærlig hilsen Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?