Halvrimmen i Jammerbugt Kommune: Byen, der nægtede at dø

Først røg skolen, derefter børnehaven. På det tidspunkt var butikkerne på hovedvejen allerede lukket, og den lokale brugs var på vej mod samme skæbne Der var ikke meget tilbage i den lille by, og beboertallet faldt gradvist. Byen har aldrig været stor, men før i tiden var der mere liv i den gamle handelsby.

Siden 1960’erne

Det begyndte i 1960’erne, da de begyndte at lukke de små landbrug rundtomkring, folk flyttede til den lidt større by Brovst, der ligger 15 minutter derfra, og stille og roligt begyndte flere og flere butikker at lukke, fordi kunderne var væk.

I 2010 ramte man det absolutte lavpunkt, da den lokale brugs lukkede, og det var på det tidspunkt, de lokale selv greb ind og gik i gang med at genoplive byen, de havde så kær.

Læs også: Fra selvskadende teenager til mor: Endelig gav mit liv mening

Samlede selv ind

– Da brugsen lukkede, så tænkte vi, at byen sang på sidste vers. Og det ville vi altså ikke finde os i, fortæller Ole Holmsgaard Pedersen, der i daglig tale er bedre kendt i byen som ”Maler-Ole”.

Han har boet i byen i alle sine 79 leveår, så han har været med, både da det gik godt, og da det ikke gik så godt. Nu har han så også oplevet byen genopstå.

– Da jeg var en bette purk, skete der jo meget her i byen. Men jeg kunne da godt mærke, at der lige pludselig skete mindre og mindre, og det var da ærgerligt.

Læs også: Fra by til land: Vi elsker friheden på landet

Foreningslivet lever

Selv om meget dør hen, er der dog noget, Ole mener, er blevet bevaret i byen trods fraflytninger og butiksdød. Foreningslivet har altid levet i bedste velgående.

– Hele byen er opfostret i et foreningsliv, hvor vi skulle få tingene til at fungere. Så selv om vi ikke er så mange, er vi stærke, når vi løfter i flok.

Over for ham sidder Kurt Mølgaard, der også har været med i foreningslivet, siden han var helt ung. Han nikker og bekræfter, at det også er sådan, han ser på den sag.

Når de lokale står sammen

Og det var tydeligt at se i 2010. På kun 14 dage fik lokale foreninger og beboere samlet 600.000 kroner sammen. Så købte de selv butikken og solgte den videre til en far og søn fra byen, der gerne ville køre forretningen videre.

– Det var efter det, at det gik op for os lokale, at vi måske godt kunne få mere ud af byen end bare en brugs, hvis vi stod sammen. Og det er da lykkedes meget godt. Der sker da noget i byen nu, fortæller Kurt.

Læs også: På oplevelsestur til Djursland: Det land kan vi godt li'

Genbrug i hele gaden

Og Ole har ret. Der sker virkelig noget i byen. Efter at brugsen genopstod, fik de lokale foreninger blod på tanden. Hovedgaden skulle igen have tændte lys i alle butiksvinduer. Derfor besluttede den lokale idrætsforening sig i 2011 for at åbne en genbrugsbutik i et af de tomme lokaler på hovedgaden.

Nu, otte år senere, er der hele fem genbrugsbutikker i den lille by, og mange af dem er drevet af frivillige. En af de frivillige er Gitte Jensen på 58, der har boet i Halvrimmen, siden hun var 20.

– Her i byen er der tradition for, at vi støtter op om de projekter, der bliver foreslået. Så da idrætsforeningen spurgte, om jeg ville være med i projektet, sagde jeg selvfølgelig ja. Jeg vidste ikke, om det var noget, der ville holde, men vi kunne altid give det et forsøg. Og jeg er glad for, det stadig går her så lang tid efter, siger Gitte.

Frivillige i genbrugen

Gitte arbejder til daglig inde i den større naboby Brovst, men lægger frivillige timer i en af byens genbrugsbutikker. Det gør hun sammen med sin mand, der også er frivillig. De bor begge i byen sammen med deres børn.

–Vi tjener jo ikke selv pengene fra butikken. De går til idrætsklubben, og da mange i byen bruger de tilbud, er det jo dejligt at kunne bidrage til det. Samtidig lærer man jo også en masse mennesker at kende, som jeg aldrig ville have snakket med, hvis ikke jeg stod her, fortæller hun.

Læs også: Danmarks første genbrugsbutik: I dag er genbrug næsten et mantra

Flere børnefamilier

Og det store foreningsliv er måske også noget af det, der gør, at børnefamilier igen flytter til byen. Byen har fået en børnehave igen, men skolen lukkede permanent i 2013.

En af dem, der har børn i byen, er Gitte Müller Fristrup, der kommer fra Fyn. Hun har sammen med manden Carsten døtrene Micella, Zarah og Malue på hhv. 14, 12 og 9 år.

– Det er træls, at der ikke er en skole i byen, fortæller Micella, der nåede at gå på skolen, inden den lukkede.

– Ja altså, det er nok det eneste, der er sådan rigtig træls, erkender Gitte og fortsætter:

– Foreningslivet er til gengæld rigtig dejligt. Vi har alle lyst til at give en hånd med, for vi er fælles om alt, hvad der sker i byen. Vi er alle med til at holde gang i byen. Derfor kunne vi aldrig drømme om at flytte, selv om der ikke er nogen skole. Der er så meget andet her, som vi ikke ville kunne finde i en større by.

Læs også: Ildsjæle åbner genbrugsbutikker i lille by

Håndbold for byens børn

Gitte har også selv været med til at stable et håndboldhold på benene for byens børn. Hun er holdets træner, så hun lærer på den måde de andre familier i byen at kende.

En anden, der flyttede hertil med familie for under et år siden, er Palle Jensen, hans kone og deres to børn. De er tilflyttere fra en anden by i nærområdet. De to børn er nu begyndt i den lokale børnehave. Og selv om han ved, at han skal sende børnene til en anden by for at komme i skole, er han ikke i tvivl om, hvorvidt han vil blive boende i byen.

– Det kan godt være, det er en lille by, men der sker virkelig meget, fortæller Palle. – Jeg har indtryk af, at byens motto er, at hvis man ikke selv gør noget ved det, så sker der ikke noget. Og derfor gør hele byen så meget. Vi vil ikke dø.