Velkommen til Reersø: Gamle gårde og haleløse katte

Da Dronning Margrethe den Første for mere end 500 år siden strandede med sit skib på Reersø, blev hun så chokeret over at se, hvor fattige folk var, at hun, da hun kom retur til slottet, sørgede for, at Reersø-boerne blev fritaget for at betale tiende – altså en tiendedel af deres indkomst.

– Vi har stadig de gamle aftaler, der er skrevet på kalveskind med kongestempler på, fortæller Rene Rohde, der er formand for Reersø Museum og dedikeret Reersø-boer.

Rene fortæller videre, at dronningen blev på Reersø i tre døgn, før hun fik mulighed for at rejse videre igen.

– Hun overnattede på en af vores i dag så berømte ”gamle gårde”, og den fik efterfølgende naturligt nok navnet Dronningegården.

Desværre for folkene på Reersø var det naturligvis ikke muligt at opretholde den gode, gamle aftale, men historiens vingesus nyder de godt af på den nu landfaste, vestsjællandske halvø, som i 1801 blev opkøbt, da alle hus- og gårdejere slog sig sammen og købte sig fri.

– Frederik den Sjette strandede her faktisk også engang i tre dage på vej mod Fyn på grund af dårligt vejr. Han efterlod sin punchske og et guldur, som stadig er i den families eje, som han overnattede hos.

Det er ikke kun den historiske fortælling, Reersø kan prale af.

– Vi er nok mest berømte for vores gamle, fredede gårde, som ligger i to klynger, seks mod nord og syv mod syd. De ligger så tæt, at to gårdes tagskæg rører hinanden, og de har ligget, hvor de ligger i dag fra Stavnsbåndets tid i 1700-tallet og er stadig beboet.

Læs også: 68-årige Henning trives på sit skateboard

Træder ind i fortiden

Rene, der er tømrer, er så heldig, at han selv bor på en af de gamle gårde.

– Min kæreste, Marie, er barnefødt herude, og for 32 år siden var jeg så heldig at kunne købe den gård, vi begge bor på nu.

Men gårdens tidligste historie er faktisk lidt trist. Ham, der byggede stuehuset, var glad for at spille kort. Han boede her med sin familie i ni år, før han tabte det hele i kortspil, så familien var nødt til at flytte ned i et lille skur på havnen. Sådan var vilkårene i gamle dage.

De ”gamle dage” viser dog deres ansigt på en mere charmerende måde, da Rene inviterer på besøg på byens museum, hvor Renes kæreste, Marie, og deres datter, Krestine, sidder i gamle folkedragter og strikker i den lille stue.

– Vi har jo Morten Korc-weekend i byen lige nu, og vi forsøger at levendegøre museet, så folk får en bedre oplevelse, fortæller Marie, hvis far var en af øens (som Reersø-boerne stadig kalder stedet, skønt den i 1885 blev landfast med Sjælland) dengang tre købmænd.

– Mine forældre arvede købmandsbutikken af min farfar, og da jeg var 20 år, døde min far, og min mor stod alene med forretningen. Jeg var i mellemtiden flyttet til Kalundborg, men vendte hjem for at hjælpe min mor, købte et af de gamle fiskerhuse, og ja, så kom prinsen med den hvide vaskemaskine altså forbi, og nu har vi boet her i over 30 år.

Læs også: Lone fik Tazja fra sofaen til køkkenet

Den sidste bonde

Udover de smukke, gamle gårde rummer Reersø også en anden, helt speciel attraktion.

– Vores haleløse katte er sandelig også berømte. Vi har selv tre af dem, Peder og Arne, der er opkaldt efter de to sidste erhvervsfiskere på Reersø, og Niels, der har en utraditionel halv hale. Det er en hunkat, men hun er alligevel opkaldt efter politikeren Niels Helveg, fordi de radikale jo altid har sloges med ryet om at være lidt enten-eller og både-og.

Latteren har endnu ikke lagt sig under turen forbi de idylliske gårde, og da Dronningegården dukker op, fortsætter det gode humør sin velsignede indflydelse, da den sidste landmand på Reersø tager imod iført bredskygget hat, jakke og mangefarvet charmeklud om halsen.

– Velkommen til Morten Korch-weekend på Dronningegården! hilser Kim Christen os og kaster sig omgående ud i en begejstret fortælling om stedet.

Den historiske, firlængede gård, som er den sidste af slagsen, der kan brødføde sine ejere, består af 134 hektar jord og intet mindre end 178 kvadratmeter bolig.

– Vi er den eneste gård i Reersø, der har to vognporte, og vi har tre skorstene ligesom der, hvor fru murermester Jessen kom fra i ”Matador”.

Kære Puk: Det piner os at se dem spise så usundt

En dræbende kugle

I dag har Dronningegården ifølge Kim sin helt egen dronning, og det lykkes Familie Journal at hive den travle, 63-årige gårdfrue væk fra alle de besøgende.

De besøgende er kommet for at hygge sig med gamle traktorer, smagsprøver fra det kæmpe store kagebord med hjemmebagte lækkerier eller besøg i kostalden, hvor kæmpetyren Lille Hans fredsommeligt gumler hø sammen med alle sine køer, der naturligvis er af racen limousine, når de nu hører til på en dronningegård.

– Jeg er barnefødt her på Reersø, og da min far døde i 1996, flyttede Kim og jeg fra Bakkegården, som vi havde købt her i nærheden, hjem til Dronningegården, fortæller Birthe, der arbejder som ernæringsassistent på en stor madservice i Kalundborg.

– Jeg kan slet ikke se mig selv i et murstenshus, og jeg elsker simpelt hen naturen omkring Reersø. Vi har skov, strand, marker – det hele! Og historien her på stedet er bare en del af mig, og det forpligter jo også til at holde alting i orden.

I orden er sandelig alt på Dronningegården, og da Dronning Margrethe den Anden for nogle år siden kom på besøg for at se, hvor hendes ”formoder” havde overnattet, manglede heller intet.

– Her havde været bombehunde på besøg, og der var lagt de rigtige cigaretter frem på vores specielle spisebord og det hele, fortæller en grinende Kim, der har inviteret på farvel-kaffe ved selvsamme bord.

Mens kaffen brygger, og snakken går, hiver Kim en gammel, frønnet æske frem fra en skuffe i spisebordet og skyder låget til side, og vi får endnu en historisk svada på falderebet.

– Kuglen, der ligger her, er den kugle, der i 1864 skød Birthes tipoldefar i den slesvigske krig, og bordet, I sidder ved, er lavet af de planker, som Dronning Margrethe den Første drev i land på — for alle de mange år siden.

Taknemlige over de spændende historier drager Familie Journal videre til næste skønne, danske plet på landkortet, som læserne kan se frem til inden længe.