Jussi Adler-Olsen: Der er gået legehus og teddybjørn i mit liv

Jussi Adler-Olsen er født den 2. august 1950 i København. Han bor i Valby med sin hustru, Hanne. Sammen har de en sønnen, Kes.

Hvad er du optaget af lige nu?
– Efter en måned med lancering, interview og signering af bøger er jeg igen mest optaget af, at jeg skal være farfar til lille Ellie. Det sker omkring den 1. september, og da jeg fik det at vide i januar, gav det mig et energiboost, jeg ikke har oplevet i årevis. Jeg har indrettet resten af mit år efter det.

- Eksempelvis er jeg blevet inviteret til Sydkorea, men har valgt at blive hjemme. Og der er helt og holdent gået legehus og teddybjørn i mit liv.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
– Jeg bestemmer selv, hvornår jeg står op, og om jeg vil skrive i pyjamas eller slet ingenting. Jeg skriver, når jeg har lyst. Og så holder jeg i min fremskredne alder både hjernen, nysgerrigheden og kreativiteten i gang.

Og det værste?
– At sidde stille i mange timer ad gangen, samtidig med at hjernen forlanger energi. Jeg kan æde som en tærsker, og det betyder, at jeg tager ekstra kilo på, som jeg skal af med igen.

Mød også Elsebeth Egholm, der for nylig udgav ny krimi med titlen "Frit fald".

Dyrker du sport og motion?
– Jeg holder mere af at se det på tv. Men når sukkertallet kræver, at jeg smider syv kilo, gør jeg det. Jeg har motionsredskaber i kælderen og har da også formået at slide så meget på dem, at gaffatapen er kommet i brug. Jeg løber ikke meget i byen. Det bliver hurtigt kedeligt. Når jeg er i Barcelona, foregår det til gengæld på stranden og barfodet. Det er betydeligt hårdere, og der er meget mere at se på.

Hvordan slapper du af?
– Med fjernsynet tændt og en fodboldkamp eller en tv-serie kørende. Eller i Zoologisk Have ved Bjarke Ingels’ pandaanlæg. Jeg er god til at opsøge de dovne steder. For eksempel til familiefester, hvor jeg kan finde på at sætte mig i en krog, betragte folk og lade, som om jeg bare er træt. Så kan jeg altid skifte gear og begynde at feste med.

Hvad ville du være, hvis ikke du var blevet forfatter?
– Formentlig en slags entreprenør. I 2003 var jeg med til at opbygge en solcellefabrik i Sydtyskland. Det var min nevø, der stod for fabrikken, der blev solgt seks år senere. På samme måde har jeg også sammen med opfinderen John Reipur udviklet et projekt med nulenergihuse af aluminium.

Læs her om krimidronningerne og veninderne Anne Mette Hancock og Katrine Engberg.

Hvad er dit råd til et ungt menneske, som vil være forfatter?
– Lad være med at skrive om dig selv. Tag ud og opleve noget, og lad os så se verden gennem dine øjne. Vi mangler en roman om, hvordan verden ser ud og udvikler sig, skrevet med ungdommens blik på fremtiden. Når den kommer, bliver den et hit.

Din bedste barndomsoplevelse?
– Jeg husker en køretur fra Roskilde til København med min far, da jeg var 7 år eller yngre. Jeg sad på forsædet uden sikkerhedssele. Solen var ved at gå ned, og vi slog soltaget ned og gav os til at hygge os med en pose jordnødder.

Skallerne skulle jeg bare smide på gulvet, sagde min far. Og så nød vi ellers en stille stund. Hans stille gumlen og samhørigheden mellem os står stadig stærkt i min hukommelse.

Kræftsygdommen gjorde Nicole Fox til forfatter. Læs hendes historie her.

Offer 2117: Denne gang slås Carl Mørck og hans team med en kollegas død og en vanvittig drengs kompromisløse og morderiske handling, og Assad er på randen af nedsmeltning som følge af voldsomme begivenheder.