Joans tamme ugler skaber glæde

Melina har glædet sig utrolig meget til at forære sin bedste ven en lille ting. Gaven er blød, har et par grønne smækbukser på og bærer store, runde briller. Melina har døbt den Milo. Den har næb og klør, og tøjdyret ligner måske lige bortset fra bukserne og brillerne med lidt god vilje den glade modtager.

– Melina insisterede denne gang på, at lille My skulle have en gave, der kunne blive hendes egen bedste ven, fortæller Melinas mor, Mie Brøndby, der ligesom sin 10-årige datter har set meget frem til endnu en gang at hilse på My og hendes to fjerede kammerater.

Læs meget mere om Joan og hendes tamme ugler her

Ugler på besøg

Den 4-årige pygmæugle My besøger jævnligt sammen med sine venner, halsbåndsdværg uglen Hans på 2 år og den indiske hornugle Ullu på 5 år, børneafdelingen på Odense Universitetshospital. – Jeg er kommet her mange gange sammen med mine ugler, fortæller Joan Dusi, der for fem år siden fik idéen til, at de smukke, tamme fugle kunne sprede glæde blandt børnene på sygehuset.

– Egentlig begyndte det hele, da jeg for fem år siden kun havde Ullu og stillede op med ham til Harry Potter-dagene, som afholdes hvert år her i Odense. Folk fik så lov til at holde og ae ham for et beskedent beløb, som jeg donerede til Kræftens Bekæmpelse.

Det blev til 9.000 kroner, og da Joan og Ullu gentog succesen året efter, samlede de 13.000 kroner ind. Året efter igen 17.000.

– Folk spurgte fra begyndelsen, om jeg kom ud til børnehaver og skoler, og så fik jeg tanken, at børnene herinde på hospitalet jo ikke fik mulighed for at se og ae uglerne. Jeg kontaktede velfærdskonsulenten Mette Sorang Kjær og spurgte, om de var interesseret i, at vi kom.

Joan og uglerne blev budt hjerteligt velkommen. – Det var fantastisk, første gang vi var her, for alle børnene var helt vilde. I begyndelsen var de godt nok lidt skræmte, men da de først opdagede, hvor tamme mine ugler er, var der ingen grænser for, hvor glade de blev.

Lav dit eget barnevognsophæng med ugler

Mystisk sygdom

Især for én lille pige kom uglerne til at have en afgørende betydning.

– Melina har en sygdom, som lægerne ikke kan diagnosticere, fortæller Melinas far, Daniel, der sammen med sin kone og Melina har været indlagt utallige gange på Odense Sygehus.

– Hun blev opereret første gang dagen efter fødslen, fordi bugspytkirtlen var vokset rundt om tarmen, og efterfølgende lå vi på Holbæk Sygehus, hvor de testede hende for alt, fordi hun ikke kunne tage på. Lægerne fandt ingen forklaring og sendte familien videre til Odense.

– Hér begyndte hun endelig at tage på, fordi hun fik noget meget fed mælk, man normalt giver til hjertebørn. Et halvt år gammel vejede hun fire kilo.

Hjemme i Hørve gik det nogenlunde et stykke tid, indtil Melina begyndte at få stærke mavesmerter.

– Man opdagede, at hun danner mavesyre nede i tarmene, og de bliver ætset af syren. Da hun var to et halvt år, blev hun opereret her i Odense, hvor man fjernede 30 centimeter af tarmen.

Efter den barske omgang fik Melina det heldigvis bedre, indtil for tre måneder siden.

– Hun begyndte igen at få ondt, og en kikkertundersøgelse, MR- og CT-scanning afslørede, at hendes tolvfingertarm var så udspilet, at hun næsten havde to mavesække. Da kirurgen skulle ind og fikse det, fandt han noget, lægerne aldrig havde set før. Melinas tarm var klistret sammen til én stor klump, som han måtte skære ud, rette ud og lægge på plads igen. Som om det ikke var nok for lille Melina, opdagede lægen tre dage efter operationen, at hun havde hul på tarmen, så hendes bughule blev fyldt helt op med væske, hvilket betød, at hun til sidst ikke kunne få vejret.

– De måtte akut ind og finde hullet og operere igen, så vi har været indlagt rigtig længe og mange gange.

Læs også: Ingen vidste, hvad der var galt med Sally: - Heldigvis opgav min forældre mig aldrig

Nærmest et mirakel

Forståeligt nok mistede Melina under forløbet næsten al lyst til noget som helst. Lige indtil hendes lille, fjerede ven kom på besøg, og velfærdskonsulent Mette husker tydeligt den første gang, Melina mødte My. – Jamen, da uglerne skulle komme, sad Melina klar herude fredag morgen lang tid før for at hjælpe mig med at gøre klar, og da de endelig dukkede op, skete der nærmest et mirakel.

Rygtet om hendes reaktion nåede lægerne, som kom og kiggede, fordi de var så overraskede. Og Mie og Daniel var naturligvis også lykkelige over at se deres lille pige i godt humør.

– Hun vågnede fuldstændig op og kunne pludselig ting, hun ikke havde orket før. Hun faldt pladask for den lille pygmæugle My, og både My og de andre ugler er jo helt utrolig tamme og kælne, fortæller Mie, som nyder at se, hvordan Melina håndterer sin nye, bedste ven.

Også uglemor Joan er glad. – Det er skønt, at jeg et kort øjeblik kan glæde de børn, hvis liv er fyldt med sygdom. Også når uglerne og jeg er taget hjem, har de glæde af at snakke om dyrene og kigge på billederne, der bliver taget. Det er et dejligt afbræk fra sygdommen og en god adspredelse, så de får lidt andet at tænke på. Melina og alle de andre børn skal til at sige farvel til de smukke fugle, og Melina får lov til at hjælpe med at få dem ind i deres små transportkasser.

– My skal huske at have sin nye ven Milo med i kassen, udbryder Melina og stryger en sidste gang ømt ned over pygmæuglens silkebløde fjerdragt, og Mie lover sin datter, at hun får lov til at være sammen med sin lille ven næste gang, Joan og alle uglerne kommer på besøg på hospitalet.

Læs også: Mor og datter driver forretning sammen: Skændes vi, er det kun for sjov